Massere ligheder [S]

[Alissa Avery]

Vreden lå stadig begravet et sted bagved, men for nu fik den ingen plads i Alissas bevidsthed. Hun var bare varm og blød og søvnig, som hun lukkede armene om nakken på ham og holdt sig tæt ind til ham.

Hun slap en dæmpet lyd og gemte ansigtet ind mod hans hals. Og selvom hun måske senere ville samle skænderiet op, fandt hun det ikke i sig nu.

“Hvor var du?” mumlede hun i stedet, grødet af søvnen - eller manglen på samme.

[Hamish Buchanan]

Hamish følte sig ikke sikker og havde heller ikke tilgivet, men han havde også ømhed for kvinden i sine arme, som han bar hende gennem stuen.

"Kimæren," svarede han lavmælt, men ærligt, tonefaldet dæmpet, som han skubbede døren op med foden.

[Alissa Avery]

Alissa havde aldrig været på Kimæren, men det betød ikke, at hun ikke vidste, hvad for et sted, det var. Det gjorde de fleste vel og hun havde hørt sin mors vrede over det, før de uofficielt var flyttet fra hinanden.

Hun tog en indånding, men sagde ikke noget. Og det sagde vel det hele for den ellers snakkesalige heks, hvor tavshed nærmere var et advarselstegn.

[Hamish Buchanan]

Hamish så absolut intet problem med Kimæren og forventede ikke, at Alissa havde det. Mænd havde brug for et sted at mødes og netværke og stort set alle, der var noget, kom der.

Han tolkede da også bare tavsheden som resterne af søvn og sagde ikke mere. Han gik blot ind i soveværelset og sænkede hende snart til sengen.

[Alissa Avery]

Det var ikke Kimæren, Alissa havde et problem med, men det faktum, at han var søgt derhen efter et skænderi. Havde været et sted, hvor kvinderne var mere ukomplicerede og mængderne af whiskey uendelig.

Hun lod sig glide ned i sengen og stak de kolde ben under dynen med et gys over det endnu uopvarmede sengetøj.

[Hamish Buchanan]

Hamish trak dynen på plads over hende, men lænede sig ikke frem for at kysse hende. I stedet rettede han sig op og trådte væk.

Tavst gik han i gang med at afklæde sig, startede med manchetknapperne, en rynke på panden.

[Alissa Avery]

Lejligheden havde været fyldt med kærlighed, lige siden Alissa var flyttet ind, og skænderierne var udeblevet, som de i stedet havde brugt hvert øjeblik på hinanden og deres tosomhed.

Nu mærkede hun ham i stedet trække sig væk, ligesom han havde gjort det tidligere og hun vendte ansigtet til side, før hun slap en tung udånding. "Fint." Ordet forlod hende dæmpet med en udånding. Hvis det var sådan, det skulle være...

Tavst lagde hun sig ned og trillede om på siden, så hun lå med ryggen til ham.

[Hamish Buchanan]

De havde lovet hinanden ikke at gå vrede i seng og Hamish havde ikke glemt det løfte, selvom Alissa måske havde. Han hørte i hvert fald hendes ene ord, men ignorerede det. Han lagde manchetknapperne fra sig, før han talte. Lagde ord på sine tanker. Stemmen var rolig.

"Jeg er ked af, at jeg efterlod dig her, men jeg er også vred over den måde, du talte til Archie."

[Alissa Avery]

Alissa havde heller ikke glemt noget, hverken løfter eller svigt. For nu var det sidstnævnte, der vandt, som hun lå tavst og stirrede ud i det halvmørke værelse. Hun bed hårdt sammen, så tænderne skar mod hinanden, da han talte. Men hun satte sig dog alligevel langsomt op og vendte sig halvt mod ham, så ryggen var op ad sengegærdet.

"Du efterlod ham alene med mig i vores hjem," konstaterede hun, for en gangs skyld med ro i stemmen, der dog var køligere, end det bløde tonefald, hun havde brugt over for ham længe. "Selvom jeg havde sagt, at jeg ikke kunne aflæse ham." Hun rettede de grønne øjne mod ham.

"Forstår du ikke, at det gør mig utryg?"

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig sammen, som han lyttede til hendes ord. Han var ikke nået længere med skjorten, men tog sig ikke af det, som han gik tilbage til sengen og satte sig på kanten af den. Brynene forblev sammentrukne, blikket mod hende, før han nikkede en enkelt gang og talte med dæmpet alvor.

"Jeg stoler på Archie med mit liv," konstaterede han, men fortsatte ærligt og med beklagelse i stemmen, som forblev rolig. "Jeg tænkte ikke over det. Det burde jeg have gjort."

[Alissa Avery]

Det var meget sjældent, at Alissa blottede sine usikkerheder og svagheder, men Hamish vidste alt. Han kendte til psykopaten og de ar, han havde efterladt; kendte til de lege, hun havde leget med andre, som eksempelvis amortentiaen; kendte til hendes moralske fordærv med Ailis og til de sjældne øjeblikke af oprigtig, inderlig og altoverskyggende kærlighed.

Derfor blottede hun sig yderligere for ham nu, selvom det stred imod hver af hendes instinkter. Men ved hans svar blev det nemmere og blikket tøede bare en lille smule op. Ikke til den julidag, det kunne være i hans selskab, men en mild majmorgen. Hun tog en indånding.

"Jeg burde have sagt det til dig, i stedet for at reagere over for ham," konstaterede hun. Ikke en undskyldning, men så tæt det kom.

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik var på hende, mens hun talte og blev der også efter. Til sidst nikkede han en enkelt gang, accepterede hendes ord. Han havde ikke glemt hendes beskyldning om, at han var egoitistisk, men det var en god start. Til gengæld italesatte han det også, endnu helt rolig.

"Mener du alvorligt, at jeg ikke tager hensyn til dig?"

[Alissa Avery]

Alissa var bedre til at komme med anklager og angreb, end hun var til at søge fred efterfølgende. Men hun og Hamish skulle bruge hele livet sammen og hvad vigtigere var, så elskede hun ham helt afsindigt højt. En følelse, der kun var blevet intensiveret, da hun havde stået til at miste ham.

Hun svarede gerne både impulsivt og instinktivt over for ham, men lige dette spørgsmål overvejede hun rent faktisk, før hun svarede.

"Jeg sætter dig højest," svarede hun ærligt. "Jeg er skuffet over, at det ikke går begge veje."

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn var trukket let sammen og han var ikke i tvivl om, at noget ved ordene føltes helt forkert for ham. Stak i ham og prikkede til irritation. Han kvalte den dog og svarede hende på den samme, ærlige måde.

"Det synes jeg ikke er rimeligt," konstaterede han, sandfærdigt. Det eneste han havde gjort var at stoppe med at kysse hende for at åbne døren. For hvad der havde vist sig at være sin bedste ven midt i en krise. Det virkede som en meget lille ting i forhold til alle de andre skridt, han havde taget udelukkende for hende. Det føltes som et slag i ansigtet, at hun mente, at han ikke prioritetede hende. Måske var hun blevet for forvænt med at have hans fulde opmærksomhed i spejlet, være den eneste i hans verden, men der var en virkelighed udenfor det.

"Jeg sætter dig højere end noget andet, men det betyder ikke, at jeg ikke har andre mennesker i mit liv, som fra tid til anden har brug for mig."

[Alissa Avery]

Det havde for en gangs skyld, trods aftenens tidligere hændelser, ikke været for at provokere eller stikke til ham. Tværtimod var det Alissas måde at forsøge at lægge ord på sine følelser og hun tog en skarp indånding, da hun blev kaldt urimelig. Armene brev krydset under brystet.

"Men du gik, nærmest uden at sige noget. Og ikke bare én gang," pointerede hun. "Hvordan ville du have det, hvis jeg bare forsvandt midt om natten?"