Massere ligheder [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish var straks alarmeret og modsat Alissa, så var han ikke i stand til at ignorere den voldsomme hamren på døren. Han brød væk fra hendes læber og så undrende ned på hende, men tøvede ikke for alvor, før han skubbede sig på benene og fik lukket sine bukser.

Hånden kørte gennem håret på vejen, glattede det nogenlunde og han trak instinktivt sin tryllestav, før han så ud gennem dørspionen. Forbløffelsen over synet var reel, men han tøvede ikke, før han åbnede og så på sin ven med overraskelse.

"Archie?"

[Archie McCormack]

Der gik ikke længe, før døren åbnede, men tid var en abstrakt størrelse lige nu og hvert sekund føltes som en evighed, når hjertet hamrede på den måde. Brynene var trukket så hårdt sammen, at det spændte i huden omkring dem, men han kunne ikke få dem glattet ud. Ænsede det knapt.

"Hun forlader mig." Ordene var hule og kroppen rystede helt oven på skænderiet, der ikke for alvor havde fået plads til at synke ind eller blive behandlet endnu.

[Alissa Avery]

Alissa var fuldstændig ligeglad med, hvem der ellers stod på den anden side af dén dør. Hun lå i sengen med sin ægtemand og det var ikke en bobbel, nogen kunne trænge ind i. Det var i hvert fald dét, hun troede, indtil Hamish trak sig ud af hendes arme.

En utilfreds lyd forlod hende, uden hun gjorde nogen indsats for at stoppe det og da hun var efterladt alene i soveværelset, fnøs hun. Hun var blevet kaldt forkælet en del gange før og det var nok ikke helt forkert.

Det var i hvert fald med en intens indignation, at hun skubbede sig ud af sengen og marcherede direkte ud på badeværelset.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke nogen fornemmelse af, hvor fornærmet Alissa blev, men det kunne da heller ikke være fjernere fra hans tanker, som han så ud på sin ven, som nærmest kun lige var taget afsted. Alligevel var det en helt anden mand, der stod der nu og Hamish' kæbe faldt lidt over ordene, sjældent overrasket.

"Hvad?" røg det da også forbløffet fra ham. Ikke den mest intelligente reaktion, men han fattede det heller ikke helt. De havde jo lige været der.

[Archie McCormack]

Femogfyrre minutter havde det taget for Archie at brænde hele sit liv ned. Men med sin og Valeries historie var han ikke engang overrasket. Knust over, at hun ville bryde sit løfte og efterlade ham alene igen. Fortabt og med en flænge i den virkelighed, de havde skabt sammen.

Og det var da ikke, at han ikke havde lyst til at stå midt ude på gangen og udlevere det værst tænkelige, der kunne ske. Så han nikkede blot mod rummet bag kammeraten i et håb om, at der måske var plads til at være ikke alene med sorgen. Måske også en tiltrængt whiskey, selvom det måske ikke var skide velovervejet.

[Hamish Buchanan]

Hamish var også et meget privat menneske, men han var så overrasket, at han ikke for alvor havde nået at overveje reaktionen. Til gengæld tøvede han ikke med at træde til side og lukke Archie ind, selvom han stadig ikke helt fattede, hvad der foregik. Døren blev lukket igen.

"Hvad er der sket?" spurgte han, alvorlig, men også forvirret.

[Archie McCormack]

Archie svarede ikke spørgsmålet, mest fordi han ikke havde nogen anelse om, hvad fanden svaret egentlig var. Det ene øjeblik havde de siddet tæt i sofaen, det næsten øjeblik var udbrud af afmagt fra fortiden trængt igennem og havde ødelagt alt. Og nu var Valerie i færd med at pakke sine tasker.

"Jeg var ærlig med hende," konstaterede han mat i et forsøg på at dække over den storm, der herskede i hans indre og som sikkert lyste ud af de tofarvede øjne. "Uanset, hvor ubehagelig sandheden var."

[Hamish Buchanan]

Hamish stivnede over ordene, som han selv havde sagt og de naglede ham lidt til stedet. Pludselig så han på vennen med en ukendt tilbageholdenhed, tolkede en bebrejdelse i ordene. Han var stille i flere sekunder, men i sidste ende var det stadig umuligt at forstå, at det par, der havde siddet der for under en time siden, ikke længere var der.

Og han vidste ikke, hvad han skulle sige. Havde ingen anelse, så derfor endte han bare med at stå og se på sin ven, brynene trukket tæt sammen. Han var stille i flere sekunder, før han endelig talte.

"Det kan ikke være rigtigt," konstaterede han, men ikke fordi han ikke troede på det. Uviljen mod den lyshårede kvinde boblede op i ham igen, selvom den først var kommet tidligere på aftnen i løbet af vennens indrømmelser. Og han vidste ikke helt, hvad der tog i ham, som han fortsatte, som altid mere konstaterende end spørgende. Og mere til handling.

"Jeg tager ud og taler med hende."

[Archie McCormack]

Archie bebrejdede virkelig ikke Hamish. Hvis han bebrejdede nogen, var det sig selv og til en sådan grad, at hans indre føltes helt sammenknudret og mere ækelt, end han havde følt det, siden han kyssede Claudia.

Han blinkede en enkelt gang, men kunne ikke for alvor få sig selv til at nægte ham det. Ikke, når alt skred under ham og han havde fået sparket de ben væk, han havde brugt flere måneder på at gøre stærke nok til at bære vægten af al hans emotionelle bagage.

Så han nikkede bare en enkelt gang, tydeligvis uden selv at kunne flytte sig ud af stedet.

[Hamish Buchanan]

Hamish burde måske have spurgt, men det lå ikke til ham. Da han fik bekræftelsen, nikkede han da også bare, gik kort for at kalde gennem døren til badeværelset, men var i løbet af få øjeblikke iklædt en kappe og ude af lejligheden. Han forventede at møde det syn, som Archie havde beskrevet for ham, men det var en noget mere panikslagen og desperat Valerie, der mødte ham og for anden gang indenfor få minutter efterlod ham komplet overrasket.

Det var vel ikke helt en time senere, men tæt på, at han vendte tilbage til Diagonalstræde, et alvorligt udtryk på ansigtet, men med skuldre, der faldt lidt, som han åbnede døren og trådte ind i lejligheden igen.

[Archie McCormack]

Archie følte sig ikke for alvor hjemme noget andet sted end det lille hjem i Godricdalen, men lige nu føltes selv det fremmed og han håbløst uvelkommen. Så han tog i stedet plads i Hamish' stue, lettere ukomfortabel med hele situationen.

Det blev ikke just forbedre, da den lille diva trådte ind i rummet til ham, kun iført en morgenkåbe og vådt hår. Og ikke for første gang den aften, måtte han hæve brynene. De var ikke kommet ned endnu, da hun som et andet barn begyndte at skabe sig.

Han kunne ikke for alvor koncentrere sig om at lytte og der gik da heller ikke længe, før han hørte hoveddøren, som fik ham til at springe op uden at tage sig af kvinden i huset.

[Alissa Avery]

Alissa havde egentlig tænkt sig at tage sig god tid i badet og rigtig lade Hamish blive på grillen, så han kunne forstå, at hun ikke fandt sig i at blive behandlet sådan. Men da han kaldte ind til hende, blev det for meget

Det kunne lige så godt være arrigheden, der fyldte rummet med damp og hun formåede ikke rigtigt at nyde sit bad, før hun rev sig op af karret.

Krigerisk marcherede hun ind i stuen og lagde armene over kors, som hun gjorde et kast med hovedet, der var en sirene værdig, håret stadig vådt og en tynd morgenkåbe om den lille skikkelse.

"Hvad bilder du dig egentlig ind?" hvæsede hun fjendtligt, kinderne blussende. "Har du ingen respekt for andres privatliv eller hvad?" Hun havde ikke engang ænset, at døren var gået op og havde lukket sig igen. "Bare fordi du ikke kan håndtere dit eget ægteskab, giver det dig ikke retten til at komme vadende ind i andres, når du føler for det."

[Hamish Buchanan]

Hamish kom ind til lyden af Alissas ord og den i forvejen drænede følelse blev ikke mindre. Til gengæld talte hun også til det eneste menneske udenfor familien, som han for alvor bekymrede sig om og han havde ingen tolerance for det. Ingen.

"Alissa," brød hans stemme ind og der var en irettesættende autoritet i den, der selv var Francis Avery værdig og som ikke efterlod nogen tvivl om, at han absolut ikke mente, at det var passende opførsel.

Før hun kunne nå at svare, havde blikket rettet sig mod vennen og alvoren forlod ikke hans træk, selvom tonefaldet blev bare en anelse mildere. "Tag hjem til din hustru. Hun venter på dig."

[Archie McCormack]

Archie var ret ligeglad med den lille primadonna, der stod og skabte sig. Det meste af tiden ænsede han hende uanset ikke og havde ikke taget stilling til hende, mere end at hun gjorde Hamish til en helt anden mand, end han tidligere havde set.

Han gav et enkelt nik og gik hen til ham uden for alvor at formå at formulere noget i taknemmelighed eller spørge ind til, hvad der ventede ham. Og på vejen forbi ham lagde han da også blot hånden på hans skulder, gav den et klem, der var både beklagende og taknemmeligt på samme tid.

Tavst og ualmindeligt drænet forlod han lejligheden igen.

out

[Alissa Avery]

Alissa var edderspændt rasende. Ikke kun på manden, der var brudt ind i hendes aften, men også på Hamish, der havde efterladt hende i lejligheden alene med ham. Følelsen blev kun intensiveret, da Hamish brød ind og munden var allerede gledet op for at give ham svar på tiltale.

Hun nåede det aldrig, afbrudt af Hamish, der uforstyrret talte videre med en mildhed, der kontrasterede tonefaldet, han havde brugt over for hende. Og der gik ikke længere, end hun hørte hoveddøren lukke i, før hendes håndflade var på vej direkte mod hans kind i en bevægelse, der denne gang ikke var det mindste kærligt i.