Massere ligheder [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke klar over, hvor fornærmet var Alissa var blevet over at han var gået ud for at åbne døren, men han havde ikke regnet med, at hun ville være tilfreds med den hastige afsked. Det havde han været helt parat til at beklage, indtil han havde hørt hende tale til sin ven.

Han nikkede da også bare til Archie og nåede ikke meget mere end at dreje hovedet tilbage, før en håndflade ramte hans kind i en syngende lussing og fik ansigtet til at glide til siden.

I et sekund eller to stod han der, før han rankede sig op i sin fulde højde, så ned på hende med et udpræget køligt blik og gik så blot ud for at tage sin kappe af, stoisk som aldrig før.

[Alissa Avery]

Der havde ikke været meget tanke bag handlingen og Alissa var ikke helt sikker på, hvad der egentlig var sket, før hun hørte lussingen runge i stuen. Men hun så heller ikke tilnærmelsesvist beklagende ud, da han så ned på ham. Tværtimod besvarede hun hans blik med trods i blikket, der fik de grønne øjne til at slå gnister.

Men hun var ikke færdig med ham, uanset hvad han så ellers mente og hun spændte blot kæben så hårdt sammen, at tænderne gned mod hinanden. Hun havde lyst til at skridte efter ham, skrige sin frustration i hovedet på ham.

I stedet gik hun ind på soveværelset og smækkede døren hårdt bag sig. Skabte endnu en lyd, der fik lov at give ekko i lejligheden.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde omtrent én måde at reagere, når han mente at Alissa opførte sig barnligt og det var med komplet stoisk ro. Lyden af den smækkende dør hjalp absolut ikke på dén opfattelse og han undertrykte et suk, som han hang kappen på plads og gik ind i lejligheden igen.

Han søgte dog ikke mod soveværelset, men gik i stedet direkte over og hældte en whisky op til sig selv. Den første blev tømt med det samme, men nummer to tog han med sig over til lænestolen, hvor han sank ned med et suk, som var han firs og ikke tyve.

[Alissa Avery]

Alissa havde lyst til at råbe og skrige, stampe i gulvet og kaste med tunge ting. Men Hamish fulgte ikke efter hende - og det gjorde det næsten endnu værre. Hun dirrede, mens hun trak i sit nattøj og overvejede hvert sekund, om hun bare burde forlade lejligheden og tage hjem til sin far.

I sidste ende gik hun i stedet ind i stuen til ham og alt, der hed følelser var forsvundet ind bag den tykke mur af is, der havde gjort hende til skolens dronning. Hun gik ikke hen til ham, gled ikke ned på hans skød og kyssede ham ikke blødt, men blev stående i dørkarmen.

Armene blev lagt over kors og selvom hun overvejede at sige noget, betragtede hun ham afventende med et blik, der afkrævede ham en undskyldning.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde været helt klar til at beklage og formilde, men alt det var helt forsvundet med den optræden, han havde overværet. Da han løftede blikket til hende, var der da heller ikke noget, der mindede om beklagelse i det. I stede var der en dyb skuffelse.

"Hvad får dig til at tro, at du kan behandle mine venner på den måde?"

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, Alissa fik lov at se dét blik, men de var ikke længere kun forlovede og situationen en helt anden. Et øjeblik var blikket vantro, før hun atter fik fjernet følelserne fra blikket.

"Hvad får dig til at tro, at du kan bruge det tonefald overfor mig foran fremmede?" spurgte hun isnende.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke snerten af fortrydelse. Tværtimod så han på hende med et uendelig træt blik, som fingrene strammede sig lidt om whiskyglasset. Han gav ikke meget for hendes besvaring af et spørgsmål med et spørgsmål og af samme grund svarede han slet og ret ikke.

Han betragtede hende bare, uden at pointere, at Archie absolut ikke var en fremmed og at det tonefald i øvrigt var mere end rimeligt, når hun gjorde både sig selv og ham til grin.

[Alissa Avery]

Alissa havde uden tvivl forventet en undskyldning. Ikke alene havde han ignoreret hendes behov, sat en andens over dem uden at konsultere hende og ydmyget hende over for denne person, der tydeligvis var vigtigere end hende. Hun tog en skarp indånding.

"Ved du hvad? Det er fint," konstaterede hun, men der var vist ingen tvivl om, at det ikke at tilfældet. Og hvis blikke kunne dræbe, havde Hamish muligvis været en lille bunke støv på gulvet.

"Jeg troede, vi var partnere, men det er åbenbart Hamish' soloshow. Måske du bare skulle have giftet dig med Archie i stedet. Eller hende din halvblodsskøge." Hun blev ikke hængende og ventede på svar, men snurrede i stedet rundt på hælen og udvandrede med lyst hår, der piskede ved bevægelsen.

[Hamish Buchanan]

Hamish elskede Alissa, men nogle gange gjorde hun det meget svært for ham. Han havde ellers været tålmodighed, havde lært at trække hende ned, når hun kom derop, men nu havde han ikke lyst til at gøre det. Denne gang ville han ikke give sig og han tog alle hendes grimme, barnlige beskyldninger med komplet ro, selvom han så absolut havde en ting eller ti at sige til dem.

I hans øjne var der da også kun én, der var egoistisk der og med al den tålmodighed, han havde givet hende og hendes veninder, var han ikke i et tilgivende humør.

Derfor fulgte han ikke efter, men gik tilbage ud i gangen, tog sin kappe på. Glattede håret i spejlet og forlod så slet og ret lejligheden for at tage på Kimæren.

[Alissa Avery]

Det var ikke engang fjorten dage siden, at Hamish var blevet udskrevet. Ikke engang en måned siden, at Alissa havde troet, at hun skulle miste ham og lovet ham, at intet nogensinde kunne skille dem ad.

Men nu hørte hun døren gå og mærkede sit indre splintre fuldstændig. I løbet af få sekunder var hun marcheret ind i klædeskabet og gjorde klar til at pakke en taske, da blikket faldt på brudekjolen, som hun åbenbart havde glemt at gemme væk igen. Hun bed hårdt sammen, men i sidste ende var det lige så meget hendes hjem som hans og hun havde ingen intentioner om at flygte.

I stedet satte hun sig ind i lænestolen, sydende af raseri og klar til at konfrontere ham, når han kom hjem. Men hun var træt og klokken var mange. Minutterne gik og blev til en time, blev til to, blev til tre.

På et eller andet tidspunkt overvandt øjenlågenes tyngde alligevel stædigheden. Og da hoveddøren åbnede sig igen, lå hun med benene trukket op under sig i den store lænestol, som altid iført en af pyjamasoverdelene fra Hamish' skab, som han uanset aldrig brugte. Uanset hvor rasende, hun ellers var, var det blevet en sejlivet vane.

[Hamish Buchanan]

Hamish nød intet ved sit besøg på Kimæren. Han havde fået mere end rigeligt whisky, så han endte med bare at sidde der og var grundlæggende uinteresseret i at tale med nogen. Men han blev, lod tankerne summe og der gik lang tid, før han endelig konstaterede, at han ikke kunne udskyde det længere.

Han kom hjem, lukkede døren bag sig, tog kappen af og kom ind i stuen til synet af Alissa i lænestolen. Han følte da også varme ved synet, men den var skjult under den ubehagelige følelse, som ikke var forduftet og som denne ene gang bød ham ikke bare at give sig.

Han tog en indånding, foldede armene og lænede sig ind mod dørkarmen, som han stod og betragtede hende lidt under let sammentrukne bryn og en dybt opgivende følelse i kroppen, som han hellere end gerne ville erstatte med noget bedre. 

[Alissa Avery]

Normalt ville Alissa sikkert have bemærket, hvordan hun blev betragtet, men hun var udkørt af skænderier og følelsen af at være blevet efterladt og nedprioriteret af Hamish. Og hun var ingen andenprioritet, ingen plan b.

Hun vågnede derfor heller ikke af at blive betragtet, men rørte blot en lille smule på sig, som hun trak benene tættere og krøb lidt mere sammen. Vipperne blafrede lidt og brynene søgte sammen, afslørede en tydeligvis drømmetung og urolig søvn.

[Hamish Buchanan]

Hamish betragtede hende lidt, før han skubbede sig fri af dørkarmen. Han var selv uendeligt træt, men det kom ikke på tale, at han ville efterlade hende der, uanset at han havde en anelse om, at det ikke ville gøre ham gladere at vække hende. Det var ellers nemt at forestille sig, som han så hendes sovende ansigt og sammenkrøllede skikkelse.

Han nærmede sig og strejfede hendes skulder med fingerspidserne, stemmen dyb, som han talte lavmælt. "Alissa. Vågn op."

[Alissa Avery]

Alissa havde virkelig brug for søvnen, eller nok i virkeligheden bare, at det, der var gået fra den perfekte aften til et emotionelt mareridt. Men da hun blinkede øjnene op, gik der et øjeblik, før hun kom i tanke om, hvor det var endt.

Hun nåede da også at smile næsten ømt til ham, stadig ikke helt vågen og rakte instinktivt ud mod ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish var stadig vred på hende, men han var ikke lavet af sten og selvom han udmærket var klar over, at ømheden kun var fordi, hun endnu ikke var helt vågen, så reagerede han alligevel på den og på hendes lille, søvnige skikkelse.

Derfor bukkede han sig også ned og skovlede hende op i armene med alle intention om at bære hende i seng, hvis ikke hun kradsede øjnene ud på ham først.