Massere ligheder [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke blind for at Alissa ikke udviste snerten af fortrydelse over den måde, hun havde talt til ham. Han tog en indånding, flettede fingrene sammen foran sig.

"Ikke godt," medgav han dog.

[Alissa Avery]

Svaret var slet ikke tilstrækkeligt i Alissas bog. Hun havde siddet oppe i timevis og bare ventet på ham, ventet på at færdiggøre en samtale, han ikke engang havde gidet at opsøge.

"Nej," svarede hun derfor også bare. Hvis han kunne være pisse kold i røven omkring det, kunne hun også.

[Hamish Buchanan]

Hamish' tonefald var ikke koldt eller ligegyldigt, men han var ikke vanvittigt overrasket over, at det som sædvanligt var ham, der skulle have de store sko på og indrømme alle sine fejl. Whiskyniveauet i hans blod, tidspunktet og den reelle harme over hendes billede af ham, hindrede ham dog i det. I stedet var han mere direkte.

"Forstår du slet ikke, hvordan det får mig til at have det, når du beskylder mig for at være ligeglad med dig?"

[Alissa Avery]

Det var altid Alissas opgave at få hans følelser frem og hun var ikke blind for, at hans erklæringer altid var faldet i kølvandet på de øjeblikke, hvor han havde følt hende glide ud mellem fingrene på sig som på nytårsaften eller efter festen, hvor Ailis var endt i hendes seng.

Hun havde lyst til at smide anklagen i fjæset på ham, men holdt sig fra det og så blot på ham et langt øjeblik, før hun svarede. Roligt, men ikke uden kant.

"Nej."

[Hamish Buchanan]

Det var værre end den lussing, hun havde stukket ham tidligere, selvom han heller ikke havde glemt dén. Det var tydeligt på den måde, han trak sig lidt tilbage, netop som havde hun gjort det.

Han rejste sig op, kun for at trave lidt rundt. Den ene hånd endte på hoften, mens den anden gled over skægget. Da han vendte sig mod hende og talte, slog han ud med samme hånd.

"Så alt, hvad jeg nogensinde har gjort for dig, betyder ingenting?"

[Alissa Avery]

Det var tydeligt for Alissa, at han ikke var begejstret for svaret. I virkeligheden havde det nok været tydeligt for selv en blind. Og da han talte, fnøs hun.

"Selvfølgelig gør dét det," afviste hun prompte, tydeligt vred over, at han overhovedet kunne tænke tanken.

"Du spurgte mig, om jeg ikke forstår, hvordan du har det, når jeg beskylder dig for at være ligeglad og jeg svarede nej. Så fortæl mig det!"

[Hamish Buchanan]

Hamish havde holdt roen rimeligt godt, men nu skred det lidt for ham og hans svar var ikke roligt og velovervejet, da det kom ud. Tværtimod sprang det lidt ud af ham. Hårdt, men også tydeligt såret.

"Det får mig til at have det som om, at den eneste grund til, at jeg er her, er for at opvarte dig og dine behov, mens mine er fuldkommen ligegyldige!"

[Alissa Avery]

Sådan havde Hamish aldrig talt til hende. Selv ikke, da hun havde brudt loven og forgiftet en fra klassen med amortentia eller da han havde kunne høre hende være sammen med en anden. Al farve forlod Alissas ansigt for et splitsekund.

Så kogte blodet atter op og fik hendes kinder til at blusse, da hun kastede dynen til side og væltede ud af sengen. Måske var hun lille nok til, at det i virkeligheden kun gjorde hende lavere, men den manglende højde gjorde hun op for med den hævede stemme.

"Og jeg er den urimelige? Har jeg virkelig aldrig nogensinde været opmærksom på dine behov? Jeg boede på Skt. Mungos i over ti dage, mens jeg troede..." Hun var endt med decideret at råbe af ham og skar sig selv af, da hun kunne mærke øjnene blive blanke.

"Glem det. Hvis mine behov er så rædselsfulde for dig, så skal jeg nok fjerne dem!" Og med de ord greb hun den lille, glitrende stoftaske, hun havde pakket med alle intentioner om at trampe direkte forbi ham og ind mod pejsen i stuen.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne have forudset, at det var det, der ville ske, men hun havde tvunget et svar fra ham og nu var det der. Til gengæld så han også til med uimponeret vantro, som hun tydeligvis var på vej til at forlade ham der.

"Du spurgte mig, hvordan det får mig til at have det," svarede han, stemmen dirrende. Han gjorde intet for at tage fat i hende, men talte til gengæld videre, uanset hvad hun gjorde.

"Men hvis du virkelig ikke kan se, hvor meget jeg elsker dig og at du er det vigtigste menneske i mit liv, så synes jeg da bare, at du skal fortsætte, hvad du er i gang med og gå."

[Alissa Avery]

Det var Hamish selv, der havde startet hele trenden med at udvandre og Alissa gjorde blot, hvad hun gjorde bedst. Et øje for et øje. Ikke, at hun nogensinde kom helt til pejsen, før hun snurrede om igen med grønne øjne, der slog lyn.

"Pak det væk," bad hun, koldt som is og lige så hårdt. Og spørgsmålene var lige så meget, hvis ikke mere, en mulighed for at tage ordene i sig igen eller undskylde for dem, som det var for at få et reelt svar. "Er det virkelig, sådan du har det, hm? At jeg er ligeglad med dine behov?"

[Hamish Buchanan]

Hamish fulgte efter ud i stuen, men kun lige og mødte hendes blik, da hun snurrede om igen. Hans eget ansigt var et tordenvejr og ordene lød hårde, selvom det bare var et udtryk for de dybe følelser under.

"Selvfølgelig er det ikke det," svarede han utålmodigt. "Jeg ved godt, at du ikke er ligeglad. Men i et øjeblik føltes det sådan."

[Alissa Avery]

Øjnene blev knebet sammen til små sprækker. Ikke over ordene, som sådan, men mest af alt på grund af det hårde tonefald. Alissa lagde armene over kors igen.

"Der er ikke dét, jeg ikke har gjort for dig, Hamish!" udbrød hun frustreret. "For os. Jeg ved godt, du har andre i dit liv, men er det virkelig for meget at forlange, at de ikke bare kan brase ind på alle tidspunkter af døgnet og rive dig ud af vores seng, når der kun er en måned tilbage, til jeg igen skal tilbage til skolen?"

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en tung udånding og det var lidt som om, at alt luften sev ud af ham. Han sank sammen i lænestolen, gned hænderne over ansigtet og endte med håndfladerne samlet ud for læberne.

"Jeg vidste ikke hvem det var," pointerede han, uden at det var ment som et modargument. Det var mere konstaterende.

"Jeg troede, at det var fra ministeriet. At der var sket noget. Jeg ville godt love, at jeg aldrig bliver nødt til at stå op om natten, fordi der er nogen ved døren, men det ved jeg ikke, om jeg kan, Alissa."

Hun havde ikke for alvor oplevet hans hverdag som obliviator endnu, men den kunne være uforudsigelig. Og han kunne ikke være ligeglad med sin karriere.

[Alissa Avery]

Denne gang var det ikke et modangreb, der kom fra ham og det tog lidt af vreden fra Alissa. Hendes kinder blussede stadig og der var ikke den hengivenhed i hendes blik, som hun normalt betragtede ham med. Men skuldrene var faldet og de korslagte arme løsnedes igen.

Tasken dumpede til gulvet og hun slap en tung udånding med dem. Normalt havde hun altid et mål og kendte vejen derhen for hvert skridt, hun skulle tage. Nu følte hun sig flagrende, som hun stod der midt på gulvet og betragtede, hvad der vel næsten måtte være den mest trætte mand i Storbritannien.

"Okay," overgav hun sig, mere forstående end hun ville gide at være over for nogen anden, inklusiv sin biologiske familie. "Men du tog bare til Godricdalen, knapt uden at sige noget. Og hvis jeg skal komme til dig med problemer først, så er det også nødt til at gå den anden vej. Jeg kunne have gjort noget, kunne have hjulpet."

[Hamish Buchanan]

Hamish' hænder faldt ikke med det samme, mens han betragtede hende. Først da hun var færdig med at tale, lod han armene glide ned, før den ene hånd impulsivt løftede sig i et tilbud mod hende.

"Du har ret," medgav han. "Jeg skulle have spurgt dig. Det var en fejl."