Duften af kaffe [S]

[Ronan Thomas]

Ronan var mere end bevidst om fornemmelsen af hendes hånd mod nøgen hud, men på en absolut fantastisk måde, som kun fik ham til at læne sig yderligere ind mod hende, uden helt at kunne forklare, hvor det brændende behov pludselig kom fra, men kun at det absolut var der.

"Godt," svarede han ind mod hendes læber, kun med spøgelset af et smil over sine egne, for optaget af at kysse hende til for alvor at give plads til det. Han kyssede hende da også igen, før han selv tilføjede:

"Jeg har savnet dig. Så fucking meget."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke det mindste i tvivl om, at hans tilfredshed kom fra en resonans i hans indre, en genkendelse og genklang af hendes ord på en måde, hun aldrig havde følt. I hvert fald ikke på den måde.

Hun slap en dæmpet lyd mod hans lyd mod hans læber og besvarede ikke hans ord med flere. I stedet trak hun ham et umuligt stykke tættere på, så hun selv måtte svaje i ryggen.

[Ronan Thomas]

Ronan havde heller ikke behov for flere ord, men havde til gengæld brug for at komme tættere på Kala, så det var et held, at hun tydeligvis delte det. Han var i hvert fald en ivrig deltager og havde fuldkommen glemt alt om, at han lige var kommet hjem fra ørkenen og måske burde være helt smadret.

Han følte sig dog meget lidt træt nu, men kyssede bare Kala, som om der ikke var en dag i morgen og mistede komplet tidsfornemmelsen, mens han gjorde.

[Kala Patil-Fawley]

Det udviklede sig rimelig støt og Kala var da heller ikke i tvivl om, hvad deres kroppe skreg på. Men hun søgte, modsat så mange gange før, ikke målrettet mod det. Nød blot hans læber mod sine og kyssene, der efterlod hende gispende i splitsekunderne mellem dem.

Hun overvejede dog ikke i et eneste af dem at bryde fri eller at hun måske burde lade ham få lidt søvn. Søgte ham blot igen og igen i et forsøg på at gøre op for mere tabt tid. Og muligvis for at udtrykke følelser, som hun ikke helt kunne få sig selv til at lægge ord på.

[Ronan Thomas]

Ronan gjorde heller ikke noget for at eskalere. Han var komplet opslugt af kyssene, som efterlod ham brændende og han havde ingen anelse om, hvor lang tid der gik. Virkelig lang tid, hvor der kun var varme læber og en varm krop ind mod sin egen.

Til gengæld nåede han til et punkt, hvor han heller ikke kunne blive ved med at ignorere visse, ydre faktorer og han stønnede lidt ind mod hendes læber, men denne gang ikke af nydelse.

"Min nakke er ikke lige så glad for det her, som jeg er," konstaterede han da også, en anelse tørt, men ikke uden munterhed, uden at trække sig specielt langt væk fra hendes læber.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var selv glohed og mærkede det samme i den brændende hud under sine fingre, der intet gjorde for at få hende til at bryde fra af ham og hans forbandet indbydende læber. Det var da også nydelse, der var i hendes støn, kontrasterende hans, da han endte med at gøre det.

Et smil strejfede hendes læber, men hun tøvede ikke med at glide baglæns, ned fra hans skød med lidt hjælp fra fødderne, hun havde plantet mod armlænet bag ham. Bevægelsen bragte hende bagover, ned mod sofaen og hun trak ham opfordrende med sig.

[Ronan Thomas]

Kala var tydeligvis den løsningsorienterede af de to, men Ronan havde ikke tænkt sig at klage og var absolut villig til at bruge mere tid ved hendes læber.

I hvert fald fulgte han villigt efter, selvom det krævede lidt at få de lange lemmer vendt rundt uden at komme til at mose hende i processen, men det lykkedes og snart var hun under ham, mens hans læber fandt hendes med fornyet styrke.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke fremmed for Kala at være primus motor, når det kom til fysisk intimitet. Faktisk kunne hun ikke lige umiddelbart huske, hvornår det ikke havde været tilfældet og hun fulgte blot hans moslen rundt med en munter lyd, der snart blev opfulgt med en tilfreds én af slagsen, som han gled ind over hende.

Det var ikke nødvendigvis i søgen på flere kys, men hun var bestemt ikke heksen til at stoppe ham, da læberne endte mod hendes igen. Og der gik ikke mange øjeblikke, før armene var lukket tæt om hans nakke og skuldre, så hun kunne trække sig op mod ham.

[Ronan Thomas]

Ronan tænkte ikke rigtigt på, om Kala mon havde andre mål med det. Han var bare så fokuseret, at det føltes som det mest naturlige at følge hende. Han var i virkeligheden lidt for lang til at ligge komfortabelt på den måde, men han var også villig til at vride sig lidt for hende, især når hun foldede sig om ham på den måde.

Hans egen underarm endte langs armlænet, som han brugte den til at holde sig hævet fra at kvase hende, mens den anden lå i sofaen, som ikke helt var lavet til at han kunne gøre meget andet med armene, men kyssene gjorde nogenlunde op for det.

[Kala Patil-Fawley]

Kala behøvede ikke rigtigt, at han gjorde noget med hverken arme eller hænder. De brændende kys var mere end rigeligt til, at hun fandt præcis den bekræftelse, hun havde brugt et år på at søge.

Snart snoede benene sig om Ronan igen og det var med intet andet end et altoverskyggende behov for at være tæt på ham, at hun lukkede dem med anklerne krydset, så de blev bragt helt tæt på hinanden. I hvert fald dér.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en lidt anstrengt lyd over benene, der trak ham tættere på, men reagerede også kun ved at trykke sig ind mod hende, kun en anelse frustreret over lagene af stof, men også uden for alvor at kunne tage sig af det.

Læberne føltes allerede en anelse ømme, men det var ikke grund nok til at stoppe, ligesom at udmattelsen heller ikke skulle være nogen hindring og tydeligvis heller ikke var det.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke kun Ronan, der måtte slippe anstrengte lyde af nærheden og frustrationen over tøjet og den alt for korte sofa. Et støn blandede sig med dem og Kala tøvede ikke med at gentage bevægelsen, der havde vist sig at være lidt af en succes.

Hun var dog også svagt bevidst om, at han kun lige var kommet hjem og det hele i forvejen var lidt kaotisk. Men i forsøget på at bringe lidt fornuft til festen, kom hun uforvarende til at gøre det hele lidt mere kompliceret.

"Skat."

[Ronan Thomas]

Ronan efterlod ikke så meget plads til tanker, omend man kunne diskutere, hvor meget af det, der var et aktivt valg og hvor meget der var fordi, at han slet og ret ikke kunne fokusere på det.

Det ene ord fra Kala sendte dog et sug gennem ham og før han kunne nå at tænke over det, havde han trukket sig nok tilbage til at kunne se lidt overrasket ned på hende.

[Kala Patil-Fawley]

Ordet var fløjet fra hende med en sådan naturlighed, at Kala ikke rigtigt tænkte over det, da han brød fri. I hvert fald ikke, før hun fik slået øjnene op og så det overraskede udtryk. Et nogenlunde lignende indtog hendes egne træk.

"Undskyld," væltede det ud af hende, næsten lige så spontant. "Jeg, det var... Undskyld."

[Ronan Thomas]

Ronan så overrasket ned på hende, før et lidt uventet, muntert fnys gled fra ham. Før hun kunne nå at sige mere, havde han dog allerede bøjet sig ned og kysset hende igen, omend lidt mindre krævende denne gang. Han mumlede da også næsten med det samme ind mod hendes læber, ord som han havde sagt en million gange.

"Stop med at undskylde."