Duften af kaffe [S]

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde brugt dét ord. Det var i hvert fald mere end et år siden og nervøsiteten overskyggede den sorgløse tilgang, hun havde haft til Ronan for bare et øjeblik siden.

Hun nåede dog ikke at komme med en eller anden halvhjertet forklaring på noget, hun ikke engang selv forstod. Så var bløde læber atter mod hendes og den ene hånd syntes at tage eget liv, som den fandt vej til siden af hans hals.

Undskyld lå stadig på hendes tungespids, men hun var samtidig også stadig pleaser nok til at lade være at sige det. Eller rette deres opmærksomhed mod, at de ikke havde talt om noget eller var kommet frem til noget, der bare lignede afklaring om, hvad de egentlig lavede der. Ud over at kysse, til deres læber var helt møre og hævede.

[Ronan Thomas]

Ronan var virkelig ikke upåvirket af det ene ord, der havde undsluppet hende, men han tog det umiskendeligt som et godt tegn, hvilket nok også afslørede sig i det faktum, at han tydeligvis kun var mere motiveret for at kysse hende nu.

Han fortabte sig dog alligevel ikke helt på samme måde igen, men nøjedes med at kysse hende dvælende, før han brød millimeter væk og bare trak vejret ud for hendes læber, antydningen af et smil på hans.

[Kala Patil-Fawley]

Kysset var helt anderledes, end dem de havde delt op til nu. Mindede i virkeligheden mest om dem, hun havde ladet sig svælge i efter deres sidste nat sammen. Kala fandt da heller ikke for alvor incitamentet til at bryde fri og slap ham ikke, da læberne skiltes igen.

Hun var ikke helt klar til at tale om det, men det var som om hendes hjerne og mund ville lidt forskellige ting, tydeligvis. Og snart lå et spørgsmål mellem dem.

"Hvad tænker du?"

[Ronan Thomas]

Ronan sagde ikke noget og ville nok været endt med at kysse hende igen, hvis ikke Kala havde talt. Han trak sig da heller ikke vanvittigt meget væk, selvom han måske burde, men tog en indånding og fnøs muntert.

"Lige nu? Ærligt, ikke så meget."

[Kala Patil-Fawley]

Det var muligvis det værste svar, Ronan kunne have givet hende. Selv, hvis han havde trukket sig, havde Kala haft en idé om, at han bare på én eller anden måde gav en fuck.

Men han var selvfølgelig lige så cool og nonchalant omkring det, som han havde været før og hun følte sig om muligt kun endnu mere på udebane, end hun havde været lige efter det uplanlagte ord. Og pludselig føltes det underligt at ligge i en sandwich, fastklemt mellem ham og sofaen.

"Oh."

[Ronan Thomas]

Ronan var uden tvivl nogle gange lidt for ærlig og nogle gange lidt for god til at tale, før han kunne nå at tænke. Men han var bare heller ikke så naturligt bekymret, som Kala var, men han skulle nok have kendt hende godt nok til at vide, hvad ordene ville gøre.

Han hørte først antydningen af det i det ene ord, som fik ham til at hæve sig lidt og se ned på hende. Udtrykket på hendes ansigt fik ham til at komme med en uddybning, selvom det var noget han sjældent gjorde.

"Jeg mener bare, at det er svært at holde en fast tanke med dig lige her."

[Kala Patil-Fawley]

De fleste misforståelser mellem dem var sket lige præcis sådan; hun havde sagt et eller andet dumt, så havde han gengældt tjenesten og ganske effektivt lukket munden på hende. Men denne gang lod Ronan det ikke bare hænge og hun blinkede en gang, som det gik op for hende, hvad han havde ment. Ish.

Det trak lidt i hendes mundvig og denne gang var det et helt andet tonefald, da hun gentog ordet fra før.

"Oh." Smilet blev fåret.

[Ronan Thomas]

Ronan forklarede sig ikke ofte, men måske burde han. Det havde han dog ikke helt indsigt nok til at se, men han så hendes smil og hørte hendes tonefald, som fik hans egne læber til at glide op i et skævt smil.

"Yeah," bekræftede han. "Så meget for Ravenclaw, hm?"

[Kala Patil-Fawley]

Det var en ret kritisk situation for Kala, men Ronan, der normalt var virkelig god til at optrappe den slags, endte nu med at afvæbne hende fuldkommen til en sådan grad, at hun slap en munter lyd. Hun strejfede hans læber i en flygtig berøring.

"Jeg tror vist mere, det er beviset på, hvorfor jeg ikke var på Ravenclaw," svarede hun og smilet var da også stadig udpræget fåret, som hun lå og så lidt fortabt op på ham.

[Ronan Thomas]

Ronan var stadig temmelig distaheret og bare en anelse optaget af det ene ord, han havde hørt fra hende, som han godt vidste, ikke havde været med vilje, men som alligevel summede rundt i hovedet på ham.

"Oh?" spurgte han, brynene hævet lidt og en sitren ved mundvigene, uden at han flyttede sig fra sin plads over hende.

[Kala Patil-Fawley]

Det var jo tydeligvis hende, der havde misforstået ham til at starte med og generelt fået det hele til at vippe med sin impulsive tilgang til ham, der var kommet af følelsen af naturlighed. Selvfølgelighed, nærmest, omkring at kysse ham.

Hun sagde da heller ikke noget med det samme, men nikkede en enkelt gang og fugtede læberne.

"Altså, det var bare dumt. Jeg skulle ikke have... Jeg mener, vi har ikke talt om..." Noget.

[Ronan Thomas]

Ronan havde svært ved at se problemet, men det var nok fordi han var påvirket af nærheden. Ved hendes ord gik det dog lidt op for ham og han indså, at de ikke nødvendigvis var på vej tilbage ned af det spor, som han havde bildt sig selv ind. Eller måske bare havde håbet på.

Han tog en indånding og hævede sig lidt mere op. "Nej, det har vi vel ikke," medgav han og endte med at skubbe sig lidt op på det ene knæ, fordi det føltes lidt forkert at blive liggende over hende.

"Så. Vil du gerne tale om det...?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala anede ikke, hvad hun lavede, eller hvorfor hun overhovedet havde sagt noget, der kunne bryde ind i deres lille bobbel. I sit stille sind forbandede hun sig, da han skubbede sig op på knæ og hun fulgte helt instinktivt med, som hun spændte op i maven.

"Det..." Hun trak på skuldrene. "Ikke, hvis du ikke vil."

Hun anede ikke, hvem der havde hevet en tidsvender frem og sendt hende tilbage til sjette år. Men hun hadede alt ved det.

[Ronan Thomas]

Ronan fik også flashbacks og vidste ikke helt, hvordan han havde det med det. Til gengæld formåede han ikke at stoppe sig selv i at løfte en hånd for at stryge lidt hår væk fra hendes kind.

Han trak på skuldrene, som han lod den falde. De næste ord var komplet ukarakteristisle for ham og fik også brynene til at trække sig lidt sammen.

"Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil."

[Kala Patil-Fawley]

Dét var selvfølgelig også et svar, der passede på både det konkrete, men også det bagvedliggende spørgsmål. Kala mærkede dem give genklang i sig, men kunne ikke undgå den tåbelige følelse af skuffelse.

Hun tog en indånding og nikkede lidt, før hun slap den igen. Hun fortrød at hun ikke havde mere kaffe, så hun kunne holde om koppen. Midt i det hele brød et smil alligevel frem.

"Det gør jeg," svarede hun og satte sig kun lidt op, så hun kunne lægge hånden om hans nakke igen og trække ham ind til et nyt kys.