Langt fra professionelt [S]

[Abigail Bancroft]

Det var nok meget godt, at Abbie ikke var der alene. Hun havde selvfølgelig overvejet at bede Callistus S. Bancroft om at tage med sig første gang, men hun vidste, at det ville afføde spørgsmål om, hvor hun havde tilbragt nætterne sidenhen. Ligesom det udelukkende ville fodre hans modvilje mod Padraig.

"Være her," svarede hun og trak staven fra en usynlig lomme skørtet. Med et par lavmælte ord og rolige bevægelser, satte døren sig selv lige på hængslerne og porcelænet samlede sig og fandt tilbage på sin faste plads.

Da vendte hun blikket mod troldmanden ved sin side. "Vil du have en kop te? Eller en rundvisning?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lod hånden falde igen da hun hurtigt og effektivt fjernede de fysiske spor fra opgøret og brugte øjeblikket til at se sig ordentligt omkring "En rundvisning?" tonen var let spørgende og han kunne ikke helt sige sig fri for at føle det lidt underligt, at være et sted hun havde boet så længe med en anden, selvom han ikke umiddelbart kunne se nogle tydelige tegn på der også havde boet en mand indtil for ikke ret mange dage siden.

[Abigail Bancroft]

Abbie var fuldt ud bevidst om, hvordan det kunne være underligt for Sylvester at være der, men hun kunne ikke for alvor tage sig af det. Han havde trods alt boet i sit hus med sin ekskone, moren til hans børn. Og hun forventede ikke, at han aldrig ville besøge hendes hjem igen.

"En kop te var også en mulighed. Jeg har også et barskab, selvom jeg ikke har et overblik over udvalget." Hun så næsten skamfuld ud ved indrømmelsen, men det var længe siden, at hun havde fundet noget derindefra.

[Sylvester Buchanan]

Sylveste trådte et skridt nærmere igen, fangede hendes ene hånd og gav den et klem "Te lyder dejligt." forsikrede han med et afslappet smil "Men også en rundvisning i vilkårlig rækkefølge." det var en ny situation, eller et nyt aspekt, hvor det den foregående uge havde været let at vænne sig til hun var hos ham, var en del af hele hans dag, til nu at skulle vænne sig til hun var en del af hans liv, men også havde sit eget sted.

[Abigail Bancroft]

Blikket flakkede til Sylvesters hånd om sin, før Abbie igen fandt tilbage til de mørke øjne. Et smil strejfede hendes læber, inden hun strakte sig lidt og strejfede hans i et kys.

Tavst ledte hun ham ud i køkkenet uden behov for at forklare, hvad netop dette rum var og med et par sving fra staven, havde hun sat vandet i gang med at koge. To kopper fandt plads på køkkenbordet, men hun blev ikke hængende for at overse resten af processen.

"Så, gang og hoveddør," lagde hun ud. Hun transfererede som oftest på arbejde og nærmede sig ugerne mugglernes London. Men sko og kapper stod og hang snorlige, tydeligt organiseret ud fra et system, kun hun helt forstod. Hun sneg sin hånd ind og fortsatte. Viste ham den store stue, spisestuen og den lille testue, hvor Padraig stadig havde sit hjørne med store reoler og lænestolen, han havde forelsket sig i. Og selvom hun ikke længere skyldte ham noget, havde hun givet ham lov til at tage den med sig. Desuden havde hun ikke længere noget behov for at have den i sit hjem.

Ved døren til soveværelset stoppede hun og tog en indånding. "Her er så soveværelset," konstaterede hun og kastede et blik på døren, før hun med let rystende hænder åbnede den.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede og fulgte tavst med rundt i lejligheden og tog det hele ind, hvor det blev placeret i den mentale kasse der var Abigail. Den voksede eksplosivt for tiden, men han var nysgerrig efter at finde ud af mere.

Først ved den sidste dør var der noget der ændrede sig og han betragtede hende diskret mens hun åbnede døren. Han sagde ikke noget, men lukkede fingrene lidt fastere omkring hende, for uden ord at forsikre hende om, hun stadig havde hans støtte og forståelse.

[Abigail Bancroft]

Lejligheden var lige så pertentlig som kvinden, der boede i den. Altid klar til besøg og selv, når hun fandt det rodet, var det omkring de fleste andres syn på overdrevent renligt.

Med ham i hånden trådte hun ind i soveværelset. Det ene skab stod stadig slået åbent efter at være blevet åbnet med kraften fra Padraigs kufferter og klæder, mens hendes kjoler, skørter og skjorter hang snorlige i hendes eget.

Langsomt vendte hun sig mod det og skubbede de lidt for komplekse følelser til side for nu. "Så, hvad synes du?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester holdt mere øje med hendes reaktioner på situationen end han egentlig så lejligheden, men det rolige smil lå der stadig da hun talte igen "Her er hyggeligt.. det passer til dig." han kastede endnu et blik rundt "En plads til alting, og alting på sin plads.. ikke sandt?" blikket fandt tilbage til hendes.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde ingen anelse om, hvor meget hun blev betragtet og det var nok meget heldigt. Lykkeligt uvidende smilede hun op til ham, selvom selvbevidstheden alligevel tog plads ved bemærkningen og hun vendte blikket væk med let rosa kinder.

"Noget i den stil," svarede hun og overvejede, om han mon tænkte, at det var overdrevent.

[Sylvester Buchanan]

Hendes reaktion fortalte ham, at han måske havde ramt et punkt, der var en smule ømt. Han borede dog ikke i det, men bøjede sig for at lade et kys strejfe hendes mørke hår "Orden omkring en gør det nemmere at finde ro indeni. Det sagde min bedstemor altid. jeg tror hun havde ret." hvis han ikke selv var et rimelig organiseret menneske, ville han nok næppe være havnet hvor han var.

[Abigail Bancroft]

Den svage kniben i maven var ikke helt forsvundet igen, men den lod sig lindre af forsikringen i hans ord og kysset over hendes hår. Abbie smilede endda og slap en dæmpet, men munter lyd.

“Din bedstemor lyder til at have været en vis kvinde,” svarede hun med et sitrende smil og tøvede ikke for alvor, før hun fandt hans læber i et blødt, dvælende kys.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters smil vandt igen kraft over Abigails. Han nikkede med en bekræftende lyd og slap hendes hånd. Begge hans egne fandt i stedet op at hvile halvt mod hendes hals, halvt mod hendes kinder, mens han gengældte hendes kys "Hun ville have været meget stor fan af dig.." mumlede han ind mod hendes læber og sneg endnu et kys.

[Abigail Bancroft]

Det gav den bedste rislen ned langs hendes rygrad, da store hænder fandt vej til hendes hals og formåede at indramme hendes ansigt. Og Abbie kunne ikke lade være at smile ind mod hans læber.

Hun stoppede ikke kysset, trak sig ikke væk. I stedet dvælede hun ved hans læber længe, formede sig efter dem.

[Sylvester Buchanan]

Deres udskejelser på hans kontor, var stadig i så frisk erindring, at han ikke havde travlt med at give slip på hende igen.

Det var dog ham der til sidst skabte lidt afstand mellem deres ansigter igen. Hænderne blev dog liggende hvor de var. Tommelfingrene strøg blidt over hendes kindben "Hvis du skulle være i tvivl, er jeg også ret stor fan af dig."

[Abigail Bancroft]

Abbie fastholdt ham ikke i kysset, men nød blot, at der stadig en kropskontakt mellem dem, der på sin vis næsten var mere intim end kysset. En dæmpet lyd af blandet morskab og værdsættelse undslap hende.

"Min helt egen fan," bemærkede hun med et mildt spillende blik, selv i alle de langt mere komplekse følelser af at være tilbage i lejligheden. Og blidt trak hun sig lidt mere tilbage.

"Lad mig gribe en kjole til i morgen, så kan vi drikke en kop te og muligvis tilbringe resten af aftenen hos dig? Hvis ikke du har andet for?"