Skrivekrampe

[Kiaan Patil-Fawley]

Kala Patil-Fawley

Det var som regel nemt nok for Kiaan at fokusere på sine studier, men lige op til eksamen havde han en tendens til at lade sig distrahere. Specielt nu, hvor han med et løftet blik mod vinduerne kunne fastslå at det var perfekt vejr at flyve i. Solen skinnede, der var ikke en sky på himlen... Og han sad herinde!

De mørke øjne sænkede sig mod den opslåede bog han havde foran sig. Eliksirbogen han nærstuderede havde fået nok æselører i siderne til at give enhver bibliotekar et hjertestop, men Kiaan benyttede sig flittigt af dem til nemt at kunne bladre frem og tilbage mellem de nødvendige sider, mens han tog notater ved siden af. Sådan var det i hvert fald startet, indtil han var begyndt på sin tredje side med notater og hans håndskrift var blevet mere og mere slurvet, i takt med at det føltes som om samtlige eliksirer han læste om var blevet proppet ind i knolden på ham.
Med en udmattet lyd lagde han panden ned i bogen, måske i håbet om at han på dén måde kunne absorbere teksten.

[Kala Patil-Fawley]

Dervar stadig botanik og besværgelser mellem Kala og sommerferien, hvorfor hun ikke brugte dagen ude i det perfekte vejr, men i stedet sad og svedte på biblioteket. Til sidst besluttede hun sig dog alligevel for, at hun havde spildt nok af sin tid der og fejede bogen med sig under armen.

Det overraskede hende ikke at se Kiaan der. Ligesom Vanya Patil-Fawley havde han altid taget studierne lidt mere alvorligt. Hun tøvede ikke for alvor, før hun gled ned på en stol i nærheden.

“Hvaaaa, er det en ny læsestrategi, du afprøver? For jeg tror ikke, det virker sådan,” bemærkede hun drilsk.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan løftede ikke hovedet fra bogen. I stedet drejede han bare hovedet så hans ansigt var vendt mod Kala, som han sendte et lille, skævt smil.

"Måske har du bare ikke prøvet hårdt nok. Har du overvejet det?" lød det flabede svar tilbage, før han rettede sig op i stolen igen. Han følte sig tung i hovedet og skuldrene var stive efter hvad der allerede føltes som flere timer hvor han havde siddet og læst. "Det er ikke fair at det perfekte flyvevejr skal gå til spilde. Men du er vel lige så træt af det som jeg er, er du ikke, kaptajn?" Smilet blev en tand bredere.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs; en lyd, der sagde alt om, at hvis det var muligt, så var det lykkedes for hende på nuværende tidspunkt. Hun havde ikke tal på mængden af gange, hun havde ligget hen over en bog. Eller under en bog. Eller banket panden ind i én i repetitiv dunken ned mod et bord. Intet af det havde hjulpet.

"Jeg er ved at dø," svarede hun, ikke super alvorligt, men med mindre melodrama, end deres søster kunne levere. "Jeg har overvejet, hvor vigtigt det egentlig er, at jeg består besværgelser."

[Kiaan Patil-Fawley]

Søsterens fnys ville havde fået Kiaan til at grine, havde det ikke været fordi de sad på læsesalen, hvor der også sad andre elever og studerede. Han vidste hvor meget han selv ville have hadet at blive forstyrret derinde, så han forholdt tonefaldet dæmpet.

Smilet vigede alligevel for en noget bekymret mine, mens han betragtede Kala med ansigtet lagt en smule på sned.
"Altså... Jeg kan se din pointe, men du har vel ikke tænkt dig bare at opgive den, har du?" Der var en oprigtig bekymring i hans tonefald. Han kendte til Kalas fremtidsudsigter - eller rettere mangelen af det. Og han vidste hvordan deres forældre ville tage det hvis hun dimitterede fra Hogwarts med en dumpet eksamen. "Måske kan jeg hjælpe dig?"

[Kala Patil-Fawley]

I virkeligheden burde de nok bare forlade læsesalen, men der var så meget de burde. Læse, for eksempel. Men Kala kunne virkelig ikke bekymre sig nu og hun fnøs muntert.

"Jeg har været her i tre timer, Ki. Det kommer simpelthen ikke til at ske," bemærkede hun, selvom det høstede hende et misbilligende blik fra en gruppe, der sad lidt derfra. Hun bekymrede sig ikke meget.

[Kiaan Patil-Fawley]

Et overbærende smil gled over Kiaans læber, og han nikkede overgivende.
"Well... Jeg må stole på din dømmekraft. Det er ikke fordi jeg kan lænke dig til bordet indtil du læser, kan jeg?" Bogen blev lydløst lukket i og skubbet lidt til side. Om ikke andet havde han i det mindste brug for en pause fra studierne og få noget andet at tænke på.

"Hvad siger du til en sidste runde på Quidditchbanen når vi er færdige med vores eksamener? En sidste sejrsrunde for at markere enden på kaptajn Fawleys succesfulde tid på banen?" opfordrede han med et muntert træk i mundvigen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs og selvom hendes hjerne føltes flydende efter at have brugt alt for mange timer på biblioteket, de sidste af dem på at stirre tomt på en side, var lyden udpræget munter. Hun førte foden frem og puffede til hans under bordet.

“Hvorfor ikke nu?” lokkede hun.

[Kiaan Patil-Fawley]

Måden Kiaan pustede ud på, samtidig som en hånd automatisk gled op for at skjule smilet som bredte sig over hans læber, afslørede mere end tydeligt at han var fristet. En finger trommede let mod kanten af bogen han havde lagt til siden.

"Jeg burde virkelig ikke, Kala. Den eliksireksamen kommer til at røvrende mig hvis jeg ikke er forberedt på det. Det har altid været ét af mine værre fag." Det betød ikke at han gjorde det dårligt i faget, men han håbede da på mindst at få en Over Forventning.
Men så flakkede hans blik igen mod vinduet, og man kunne næsten se hvordan slangen forestillede sig vinden og adrenalinet som han manglede, før han ville falde i søvn ind over sine egne notater.

[Kala Patil-Fawley]

Kala burde måske lade Kiaan læse og bare værdsætte at både han og tvillingen lod til ikke at opleve samme koncentrationsbesvær som hende. Men hun havde samtidig ikke mange skrupler forbundet med at puffe lidt mere til hans fod.

“Du ved, du vil,” fortsatte hun og blikket spillede. Hun havde godt bemærket længslen i blikket, der var rettet mod vinduet.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det lykkedes ham ikke at holde smilet skjult længere, og Kiaan endte med at læne sig tilbage mod stolens ryglæn og gav hende et bebrejdende blik, som dog ikke virkede helt oprigtigt.

"Du er en dårlig indflydelse på mig. Det ved du godt, ikke?" spurgte han mens han puffede hende tilbage med foden. Han spillede med blikket inden han gav en overgivende lyd fra sig, som havde været nok til at de to søskende igen havde fået et skarpt blik af de nærtsiddende elever, men Kiaan bemærkede dem ikke. "Hvad med at jeg bliver færdig med det her, og så kan vi tage afsted? Det vil gå hurtigere hvis du hjælper mig?" fortsatte han lokkende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap et muntert fnys, der høstede hende endnu et misbilligende flok fra pigegruppen, som hun ud fra udseende og hendes manglende kendskab til dem vurdere, måtte være femteårs. Engang ville en sådan negativ opmærksomhed have fået hendes indre til at krølle sig sammen. Men efter det sjette år, hun havde haft, bekymrede hun sig ikke længere lige så meget om, hvad folk sagde bag hendes ryg. Det var blevet sådan, hun havde klaret sig igennem.

"Med eliksirer? Jeg har det ikke på FUT, så jeg er nok ikke den bedste at spørge," pointerede hun uden at skamme sig synderligt over det. Det havde altid været fagene under åben himmel, der havde tiltalt hende mest. Hun løsnede hestehalen, lænede sig lidt tilbage mod stoleryggen og gav sig til at fingrene igennem håret, som for at få vendt hårstråene tilbage den rigtige vej. Blikket fandt dog snart tilbage til broren, et spillende glimt i de flerfarvede øjne.

"Men jeg har hørt, at man har bedre koncentration, hvis man har været ude og bruge sig krop, mmh."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kiaan havde regnet med at Kala rent faktisk havde tænkt sig, eller kunne, hjælpe ham med sine studier. Det var slet ikke fordi hun ikke var intelligent, men han vidste at hendes interesser havde det med at være andre steder end lige i bøgerne. Og hun var farligt god til at lokke ham til selv at lægge bøgerne til side for at give efter for sine andre impulser.

Han gav et dæmpet grin fra sig.
"Vanya ville være så skuffet over mig, hvis hun fandt ud af det." lød det fra ham, men der var noget i tonefaldet som kunne givet indtrykket af at han kun blev desto mere fristet af tanken.
Til sidst udåndede han tungt gennem næsen og nikkede. "Ved du hvad? Fuck det. Jeg har stadig hele næste år til at redde mine karakterer, men jeg har begrænset tid hvor jeg kan flyve rundt med kaptajn Fawley." Han puffede sin søster i siden med en albue.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var så vant til, at Vanya Patil-Fawley og resten af familien var skuffede over hende, så det betød ikke det store længere. Ikke, nu hun havde taget valget om at forfølge Quidditchkarrieren. Tilbage stod der at fortælle forældrene det. Men det skubbede hun i baghovedet med et skuldertræk, maskerede det med en munter lyd.

“Det er sådan det skal lyde, Mini-Fawley,” drillede hun, selvom Kiaan allerede ragede tæt på et hoved over hende.

[Kiaan Patil-Fawley]

Et grin kom over hans læber, som han ikke rigtig lykkedes i at dæmpe, og han smilede muntert til sin søster.

"Pas nu på, efter sommeren er jeg den eneste Fawley tilbage her. Hvis jeg skal bevare det gode navn skal jeg helst ikke blive kendt som Mini-Fawley, vel?" påpegede han drillende. Specielt hvis folk valgte at fortolke sådan et kælenavn. Han skubbede sin bog ned i tasken igen og gjorde mine til at rejse sig. "Er du træt efter at have siddet i tre timer, eller... Skal vi se hvem der kan løbe ned til banen først?" Det trak udfordrende i hans smilebånd.