Skrivekrampe

[Kala Patil-Fawley]

Der var ret langt fra læsesalen til quidditchbanen, men Kala var samtidig også fyldt til bristepunktet med energi fra solen, sejren og sommerferien, der lå lige rundt om hjørnet. Måske var det det, der fik hende til at gøre et overmodigt nik.

"Hvis ikke du er bange for at tabe," svarede hun kækt og gav hans bog et dask med hånden, så den faldt på gulvet, men ventede ikke, før hun stak i løb og ignorerede de misbilligende blikke, hun spurtede forbi.

Jo, det var måske ikke super fair play, men Kiaan havde længere ben, så det var måske i virkeligheden mere fair på den måde. Fortalte hun i hvert fald sig selv.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Hey!" lød det fra ham, før han kunne nå at fange sig selv i at have hævet stemmen sådan inde på læsesalen. Denne gang blev han til gengældt mødt med et hidsigt ssssh! fra de nærtsiddende elever, og med et fåret smil skyndte han sig at samle bogen op og pakke sine sager væk, men Kala havde allerede nået at få et langt forspring, som han måtte indhente.

"Beskidte tricks, Kala!" grinede han efter hende da han spænede afsted ud på gangen. At de begge havde det samme konkurrencegen gjorde det kun ekstra underholdende i de her situationer - og udsigten til at erstatte eksamenslæsningen med flyvning gav ham ekstra luft under fødderne.

[Kala Patil-Fawley]

Det var en temmelig lige konkurrence. Hvor Kiaan var yngre, var han til gengæld også mere langbenet, men Kala trænede ikke længere kun for holdet. Hun fyldte hver time med det i forberedelse til at skulle spille professionelt efter ferien. Og kondien havde taget form derefter.

Hun svarede ikke med ord, men grinede i stedet sorgløst, som hun drejede ind trappen og nær fik væltet en førsteårs omkuld. "Undskyld," udbrød hun og greb det lille pus. Hun samlede hans bog op til ham, netop som Kiaan nåede trappen også.

Så det lange ben blev fundet frem, som hun tog trappen to trin ad gangen.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kalas intense træning havde tydeligvist sat sine spor. Normalt ville Kiaan ikke behøve spurte længe før han ville indhente og overhale hende, men hun var helt klart blevet hurtigere.
Heldigvis - hvis man kunne kalde det dét - stødte Kala næsten ind i en skrubforvirret førsteårselev og blev forsinket, hvilket gav Kiaan tiden til at indhente hende og spæne ned af trappetrinnene. Kala kom dog lige efter med to trin af gangen, så Kiaan selv endte med halvvejs at vælte ned af trappen for ikke at lade sig overhale.

"Tag det med ro, unge mand!" lød det reprimanderende fra et portræt af en ældre troldmand et sted bag ham, men Kiaan besvarede det kun med et vink og et kækt smil til Kala, som næsten var side om side med ham.

[Kala Patil-Fawley]

Kala bekymrede sig virkelig om sine søskende, det gjorde hun. Lige nu var det også bare lidt vigtigere at være den første, der nåede frem. Derfor så hun sig heller ikke tilbage, da Kiaan mistede fodfæstet. Hun tog trappen i to og tre trin af gangen.

Men det var selvfølgelig ikke nok og da hun så sin lillebror komme op på siden af sig igen, tog hun de sidste fem trin af trappen i et spring, der hurtigt kunne være endt galt. Hvis altså ikke man trænede det et par gange om ugen. Og hun havde stadig et minimalt forspring, da de nåede stueetagen.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan kunne ikke helt skjule et glimt af bekymring da Kala sprang de sidste fem trin ned af trappen, men samtidig var han heller ikke overrasket over hendes tilsyneladende lethed med sit hop. Det gav hende også det nødvendige forspring til at være den første til at nå stueetagen, og hendes fordel blev kun større da det denne gang var ham, der var nødt til at kaste sig selv ind mod væggen for at undgå en sværm af yngre elever som havde valgt lige præcis dét øjeblik til at vælte ud af Storsalen. Han nåede kun lige at se hendes hår flagre bag sig da hun løb ud af slottets porte og ud på gårdspladsen.

Kala havde fordelen når det kom til at manøvrere sig frem og tilbage i korridorene og trappeopgangen, men når det kom til det åbne udendørsområde, ville Kiaan alligevel have fordelen i sine lange ben, og han benyttede sig af det. Så snart han og Kala havde krydset træbroen og nået ud på græsarealerne spurtede han afsted, også selv om hans lunger efterhånden hev efter luft. Det hjalp heller ikke at hans taske hang og dinglede over hans ene skulder, men han havde kun øjne for Quidditch-banen et stykke foran dem.

[Kala Patil-Fawley]

Kiaan havde unægteligt en fordel i sine lange ben, men skæbnen besluttedensig alligevel for at komme hende til undsætning, da storsalens døre gik op, og hun var den første til at nå den solbeskinnede gård. Hun tonsede ned ad stien til banen og satte farten op, netop Kiaan nåede op på hendes side.

Og når de nåede til banen og konkurrencen var afgjort, ville hun måske fortryde sin handling. Men som det var nu, kastede hun et blik i lillebrorens retning, før hun graviterede mod ham for til sidst at kollidere med ham i en tackling, hun havde lært fra fodbold, i håbet om at kappe hans ben eller som minimum forsinke ham.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan havde aldrig selv spillet fodbold som sådan, men han genkendte måden Kala så ud til at dreje mod ham i deres løb, som en anden efterligning af når en angriber brugte kostet til at 'tackle' en modspiller i luften og stjæle tromleren. Men situationen var ikke rigtig i hans favør; han løb allerede for hurtigt til at han ville kunne nå at bremse eller lægge kursen om for at undgå hende, og da Kalas krop mødte hans havde han ikke rigtig andet valg end at lade sig selv blive skubbet til side så han endte med at snuble over sine egne ben, og han landede i græsset lige så lang han var.

Da det lykkedes ham at skubbe sig selv op i en oprejst siddende stilling kunne han allerede se Kala nå det sidste stykke frem til banen, og han lod sig selv falde bagover i græsset igen med et udmattet grin på læberne, selvom det gjorde ondt i lungerne at grine.
"Goddamnit Kala! Du snød!" protesterede han ihærdigt gennem det tunge åndedræt. Det var længe siden han havde løbet sådan! Men når han og Kala konkurrerede mod hinanden var det altid serious business.

[Kala Patil-Fawley]

At sige Kiaan aldrig havde spillet fodbold var måske ikke helt rigtigt. Kala havde trods alt beholdt læderbolde og havde da en gang eller tre hevet broren ud med sig i ferierne, når dagene virkede lange og træge.

Det var ikke et stort forspring. Indtil Kiaan faldt til græsset og hun kunne spurte det sidste af vejen. Hun fandt det ikke i sig selv at se bare tilnærmelsesvist beklagende ud og hun trak bare på skuldrene.

“Man kan sige, jeg bare nivellerede de medfødte fordele,” pointerede hun et glimt i øjet. “Ved du hvad? Jeg tror mere, det lyder som om nogen er en dårlig taber.”

[Kiaan Patil-Fawley]

"En dårlig t-" Tonefaldet var dybt forurettet, og blikket som blev vendt mod søsteren matchede det - selv om der var et glimt i hans øjne som afslørede at han ikke rent faktisk havde taget sig så af fornærmelsen. "Først vinder du gennem snyd, og så fornærmer du mig? Du er en ondskabsfuld, salt-i-såret-gnidende søster." fortsatte han alligevel, og lod sig selv falde tilbage ned i græsset med en arm dramatisk lagt over ansigtet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala troede ikke for alvor, at Kiaan ville lade sig støde at lidt velment drilleri og hun slap bare en munter lyd. Med adrenalin i blodet og et stadig ujævnt åndedræt, fandt hun det ikke for alvor i sig selv, men trak blot på skuldrene og førte hånden over toppen af hovedet, hvor mørkt hår var trukket tilbage i en højtsiddende hestehale.

“Lær at leve med det,” grinede hun og lod sig selv dumpe ned at sidde i græsset med benene let spredt, knæene trukket op foran sig, så hun kunne hvile armene på dem. Hun tog en indånding for at gøre vejrtrækningen mere stabil.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan kunne ikke selv holde smilet tilbage længere, og han vendte hovedet så han kunne følge hende med blikket da hun selv satte sig ned i græsset. Det lettede i det mindste at vide at hun også havde anstrengt sig, selv om hun nok var i bedre form end ham. Med al den træning hun havde gennemgået i det sidste.

"Det er fint. Jeg må tage mig til takke med bare at være bedre på kosten." lød det kækt fra ham, og han rejste sig fra hvor han lå så han i stedet kunne dumpe ned og sidde ved siden af hende. Hjertet hamrede stadig hårdt i brystet på ham, men åndedrættet var blevet mere stabilt og halsen føltes ikke helt som en ørken. Han ville alligevel ønske han havde haft noget at drikke med, men det var problemet med at være impulsiv.

[Kala Patil-Fawley]

Der gik ikke længe, før Kala lod sig dumpe ned at ligge. Hun følte sig lidt svedig, men havde ikke for alvor noget imod det og havde uanset alle planer om at skulle i bad, efter de havde taget en tur i luften. Et helhjertet fnys forlod hende.

“Right, det er jo derfor, jeg har været kaptajn siden sjette år og er blevet tilbudt kontrakt med Montrose,” bemærkede hun og kunne ikke lade være at lyde bare en lille smule selvfed. Men efter at have bragt sejren til Slytherin for første gang i næsten ti år, følte hun, at det var berettiget. Smilet var dog stadig på hendes læber og afslørede, at hun ikke tog det vildt alvorligt.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan viftede affejende med hånden i Kalas retning og smørrede et drillende smil over læberne.
"Du hænger dig altid op i detaljerne." bemærkede han, men ikke uden at sende søsteren et bredt smil, der både gjorde sit for at understrege joken i hans ord, samtidig som det var endnu et tegn på hvor stolt han var af hende, for tilbudet om en kontrakt med Montrose. Deres forældre havde helt bestemt deres egne holdninger, men for Kiaans eget vedkommende kunne han ikke være mere stolt på Kalas vegne.

"Men så er det desto vigtigere at vi får en sidste runde på banen sammen før sommeren. Du må lige lære mig dine bedste tricks, før du bliver alt for travlt optaget med at spille professionelt." tilføjede han med et kækt glimt i øjet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala hang sig virkelig ikke særlig meget i detaljerne, hvilket kun fik hende til at grine lidt af broren. Det var stadig ikke for alvor gået op for hende, at hun en dag ville ende med at spille professionelt. Selvom hun håbede, det kom, hvis bare hun talte om det.

"Jamen så kom, stump," svarede hun og svang sig på benene uden at tage sig af, at han allerede var et halvt hoved højere end hende.