Skrivekrampe

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var så vant til den slags kælenavne fra hans søstre. Selv om at han var højere end dem begge, havde han flere gange fået besked om at det var ligemeget med højden; han ville altid være 'lillebror', og dertil hørte den slags bemærkninger.

"Aye aye, captain!" lød det lydigt fra ham, før han svandt sig selv op på benene og smed sin taske over skulderen igen, mens de begav sig mod Quidditch-banens omklædningsrum.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke helt utilfreds med, at hun stadig blev omtalt som kaptajn, selvom der var begyndt at følge et underligt stik i maven med. En erkendelse af, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun var væk fra skolens beskyttende vægge og det skønne hold. Ude på egne ben blandt professionelle, der var langt dygtigere end hende.

Hun skubbede tanken væk og stoppede brat op, klaskede sig for panden. "Nå, jeg gider ikke gå ind og hente min kost nu, så det bliver altså skolens," konstaterede hun, selvom hun foretrak sin Comet.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Det ville ærlig talt også være en lang tur tilbage for at hente kostene og komme tilbage herud." istemte han enigt med et ligegyldigt træk på skulderen. Personligt ville han også foretrække sin egen Comet, og havde det været en seriøs kamp ville han nok ikke have været helt så ligegyldig om emnet. Men når det bare var Kala og ham gjorde det ham ikke noget med skolens ældre modeller.

Han gav hende et puf i siden.
"Var det ikke også dig der engang sagde noget om hvordan det var spilleren og ikke kosten, der gjorde forskellen?" bemærkede han smilende. Ikke at kosten var ligegyldig, selvfølgelig, men en god spiller på en gammel kost ville som regel slå en dårlig spiller på en ny kost.

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede. Hun var myndig og kunne selvfølgelig trække staven, men hun var et eller andet sted også svagt bevidst over mængden af elever, der ville blive nødt til at hoppe til siden for ikke at blive fejet ned af de to koste. En bevidsthed, der holdt staven i lommen og hun gik afslappet mod kosteskabet.

En munter lyd undslap hende. "Det er da godt, du kan lytte til mig som anfører, nu du ikke gør det som søster," drillede hun, selvom der ingen bæring var i ordene. De to tog da også ofte hinandens råd og vejledning.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Måske siger du bare mere fornuftige ting som anfører end som søster." drillede han tilbage. De vidste begge to at det på ingen måde var sandt, og bare det sædvanlige produkt af søskendekærlighed, Kiaan morede sig med at bruge mod begge søstre.

Ved kosteskabet lod Kiaan Kala vælge en kost først, før han selv greb én. Det var en godt brugt Cleansweep, og slet ikke på samme niveau som hans Comet, men den var god nok til afslappende flyvning. Med kosten over skulderen lagde Kiaan sin taske fra sig og vendte sig mod søsteren. "Klar?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs helhjertet, men ikke desto mindre muntert. Hun vidste uanset godt, at hun var langt bedre på kost end sin hvirvlen gennem tilværelsen. Så hun greb førstnævnte og fik den til at svæve ved sin side, knapt uden at tænke over det. Med et lille hop kom hun over jorden og blinkede til ham.

“Født klar. Det er dig, vi venter på,” bemærkede hun flabet.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan blotlagde tænderne i et muntert smil, mens han svang det ene ben over kosten og satte af fra jorden med et hop. Cleansweeperen havde ikke det samme spark som hans Comet, men det tog ham ikke mere end et par sekunder at få en følelse af kosten, og han kunne rette den op i luften og skabte afstand mellem ham selv og jorden.

"Jamen vi kan ikke have at jeg lader dig vente, kan vi?" spurgte han sigende tilbage, mens han tog et par korte runder op i luften, som bragte ham gradvist højere op. Damn, han havde brug for det, efter hans lange dag på biblioteket! Vinden i håret og luft under fødderne. Det ville ikke være første gang han misundede Kala sin fremtidsudsigt på et professionelt Quidditch-hold.
Han styrede kosten tilbage mod Kala, hvor han stoppede op med det ene ben dinglede dovent nedad og den ene hånd placeret på sit knæ. "Så, hvilke tricks har du i ærmet i dag?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var vant til en lidt anden acceleration og kunne kun forestille sig, at Kiaan sad med samme frustration over skolekosten. Men snart kom de da op i højderne igen og hun fik rutineret drejet kosten lidt. Hun slap den og rettede sig lidt mere op med et træk på skuldrene.

Blikket gled vurderende over ham, før hun i en pludselig indskydelse løsnede slipset og viftede det lidt foran ham, før hun stak det løst i nederdelens liv, så det ved et let tag ville glide ud.

“Kun en simpel leg,” svarede hun. “Se, om du kan få slipset.” Hun ventede ikke på svar, men accelererede op igen og skød direkte op mod himlen.

[Kiaan Patil-Fawley]

Et øjenbryn gled op i panden på Kiaan, som smilende så efter søsteren da hun skød mod himlen. Han ville have lavet en joke om at det var en dårlig idé til en leg mod holdets søger, men det slog ham at det mest sandsynligt var præcis derfor hun havde bestemt sig for den.

"Og Fawley har fået øje på Det Gyldne Slips!" råbte han i sin bedste efterligning af Quidditch-kommentatoren, før han strammede grebet om kosteskaftet og fløj afsted efter hende. Hun havde fået et lille forspring, men han forsøgte at udjævne afstanden ved at komme efter hende i en skarp vinkel med en udstrakt hånd mod det sølv/grønne slips som viftede efter hende som en hale.

[Kala Patil-Fawley]

Det grænsede vel til hybris at udfordre lige netop sin søger på dét punkt, men Kala havde ikke fundet ud af, at hun nød målmandsrollen ved kun at spille den. Tværtimod havde hun forsøgt sig med alle positioner og hun havde da også fløjet nok om kap til, at hun havde nogenlunde styr på, hvad hun lavede.

Og da Kiaan kom lidt for tæt på, grinede hun lidt, før hun gjorde en skarp bue om ham og hvirvlede hastigt mod jorden. Hun orienterede sig kun efter ham i periferien af sit syn, velvidende at det dog krævede en del af hende at flyve sådan.

[Kiaan Patil-Fawley]

Der var ikke noget at sige til at Kala var blevet gjort til holdets anfører; hun var en god flyver, og hun demonstrerede det godt, sådan som hun suste udenom ham. Men han var ikke overrasket; han havde set hende bevogte målringene når de havde kampe.

Men da hun hvirvlede mod jorden, var Kiaan ikke langt efter. Som søger havde han ofte været nødt til at tænke og reagere hurtigt når den lille bold pludselig dykkede eller steg til himmels, og det var præcis sådan han måtte tænke, når han jagede Kala. Hans blik var fæstet på slipset som hvirvlede i vinden efter hende, og Kiaan lagde sig så langt ned over kosteskaftet som muligt for at dykke hurtigere, selv om jorden kom tættere på i en rasende fart. Han kunne ikke engang tage en hånd af kosten, hvis han blev nødt til at rette op hurtigt, så han prøvede i stedet at komme så tæt på hende som muligt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lå nærmest ned over kosteskaftet for at skabe mindst mulig vindmodstand og selv på den efterhånden livstrætte skolekost, skød hun nedad. Hun havde dog ikke en søgers reflekser og måtte snart rette op for i stedet at søge hen over græsset.

Jagten fortsatte rundt om banen og ud mod søen, før hun uundgåeligt så Kiaan nå ind i periferien af sit synsfelt. Hun snød ikke denne gang, men prøvede i stedet at tvinge kosten til at accelerere. Den vibrerede beklagende og ændrede ikke på farten. Og snart mærkede hun slipset glide ud fra pladsen i hendes nederdel.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kala gjorde det nemt for ham, og den utilregnelige kost gjorde ikke sagen nemmere. Kiaans eneste fordel, foruden hans reflekser, var at Kala havde de samme problemer med kosten som han havde.

Hvor Kala måtte rette sig op for jorden var Kiaans reflekser hurtige nok til at han kun med nød og næppe undgik at kosten kolliderede direkte med græsset under ham, og som deres flugt gennem luften fortsatte, havnede Kiaan et sted under sin søster. Derfra var det næsten en nem sag at læne nakken tilbage og fæste blikket på slipset, og række ud efter det.
Det triumferende smil bredte sig over hans læber da han mærkede slipset slippe Kalas nederdel, og med slipset triumferende løftet op i luften cirklede han rundt i ring som præsenterede han Det gyldne lyn for fulde tribuner.

"Og han gjorde det igen! Fawley fanger Lynet og sikrer Slytherin nok en sejr!" Igen imiterede Kiaan Quidditch-kommentatoren efter bedste evne, efterfulgt af et forsøg på at lyde som jublende fans.

[Kala Patil-Fawley]

Det kom ikke som noget chok, at Kiaan selvfølgelig fangede slipset. Der var trods alt en grund til, at han var kommet på holdet - og det var ikke, fordi han var hendes lillebror.

Kala havde da også kun jubel til hans kommentatorimitation og hun grinede, mens hun fik bragt kosten til holdt igen. Med hænderne fri lagde hun én på hver side af munden og sluttede sig til hans forsøg på at få det til at lyde som et stadion fyldt med fans.

Snart brød det op i endnu en blød latter. "Noget tyder på, at I nok skal klare det næste år, også."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var umuligt ikke at slutte sig til Kalas smitsomme grin, og smilet lå strakte sig stadig fra øre til øre da han førte kosten tætter på hende og rakte hende hendes slips tilbage.

"Selvfølgelig gør vi det. Vi skal bare finde en målmand, lige så god som dig. Ellers må jeg bare kompensere ved at blive hurtigere til at finde og fange Lynet." Blikket spillede muntert af hende. "Måske får du også flere tips at dele med din bror, når du starter professionelt?"