Skrivekrampe

[Kala Patil-Fawley]

Kala tog imod slipset uden at tænke videre over, at hun hang og dinglede på et kosteskaft flere meter over jorden. Hun trak det bare løst over hovedet med et bredt smil over Kiaan.

"Det må jeg da håbe. Selvom jeg ikke ved, om jeg kommer til at overleve det første år, så du skal nok ikke få dine håb for højt op," bemærkede hun selvironisk, selvom nervøsiteten bag ordene var reel.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan lagde ansigtet en smule på skrå mens han betragtede hende. Blikket var granskende, som om han ikke var sikker på om han vidste, hvem han snakkede med.

"Undskyld mig, men du er min søster Kala, ikke? For hun er jo sådan set bare Slytherin-anføreren som førte slangerne til sejr og endte med Quidditch-pokalen, og fik tilbud om en kontrakt med et professionelt hold." Smilet vendte tilbage på hans læber og han sendte en knyttet næve i hendes arm. Der var dog ikke meget kraft bag slaget.
"Come on, Kal, selvfølgelig skal du nok overleve det. Du er bare nervøs, men for én gangs skyld skal du lade være med at lytte til dig selv. Og hvis du ikke kan det, så sig til, så skal jeg nok være blandt tilskuerne og heppe højt nok på dig, til at du ikke kan høre dig selv." Smilet bredte sig og han rettede ud i ryggen. "Og hvis jeg kan vise dig min støtte samtidig som jeg kan få en billet til en rigtig Quidditch-kamp, regner jeg det som et win-win."

[Kala Patil-Fawley]

Selvtvivl eller -kritik var virkelig ikke fremmed for Kala. Tværtimod var det kun en nyere ting, at hun var begyndt at hvile mere i sine evner. Men hun kom alligevel til at grine, da Kiaan mindede hende om, hvad der nu blandt andet lå i det skift.

Hun fnøs, men så mest af alt taknemmelig ud. "Du har bare at være der, stump," knurrede hun, ikke vanvittigt truende.

"Nå." Hun tog en indånding og rettede sig lidt op. "Jeg tror, det snart er aftensmadstid. Skal vi få jord under skosålerne igen?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Han besvarede hendes dårlige trussel med et legende blink med øjet, og lænede sig en smule frem på kosteskaftet med en betænksom mine.

"Tjoeh... vi burde måske. Selvom vi begge to helt sikkert hellere vil være heroppe end inde på slottet. Der er sikkert flere bøger på Storsalens langborde nu, end der er tallerkner." Han lo tørt, inden han rettede sig op. Han ville også selv være nødt til at indhente de tabte studier dagen efter, men Kala havde i det mindste givet ham et hårdt tiltrængt afbræk fra eksamenspresset. "Men ikke noget kapløb denne gang, deal? Jeg tror ikke mine lunger tåler det igen." tilføjede han med et grin.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var mindst lige så meget for at skulle tilbage på slottet som Kiaan. De endte da også med at tage en tur mere om slottet og ud over søen, før de stillede kostene på plads og traskede tilbage til skolen.

Og selvom Kala sagde, at det var for hans skyld, var hun også selv rimelig lettet over, at de ikke løb tilbage.

afsluttet