Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie mærkede ham stivne og hendes blik gled op til hans ansigt. Grunden til at hun aldrig havde sagt noget før, var at Archie altid havde mistænkt hende, så snart nogen havde set i hendes retning. Hun var ikke helt klar over, hvorfor det føltes mere sikkert at sige det nu, når stormen i ham så tydeligt rasede, men det gjorde det.

Der var alvor i det blik, hun mødte ham med, men hun tøvede ikke for alvor, før hun nikkede sin accept. Hun søgte længere ind mod ham, tæt nok til at hun kunne mærke varmen fra ham ind mod sig og nakken faldt tilbage, så hun stadig kunne se på ham. Stemmen var lavmælt, men underlig rolig, da hun talte.

"Hvad vil du gøre ved det?"

[Archie McCormack]

Det var ingen stor bevægelse, men den havde vægt og Archie tog bestemt ikke let på accepten. Måske var det ikke den sundeste tilgang, men der var noget befriende i at kunne vise Valerie bare lidt af det. Ikke nok til at hun for alvor kunne gennemskue, hvor skidt det stod til og hvor lidt, han var hendes kærlighed værdig. Men lidt mere.

"Sørge for, at det stopper," svarede han uden at bevæge sig i detaljer eller gøre antræk til at uddybe. Han lagde en hånd over det lyse hår, trak tomlen lige bag hendes øre i et ømt kærtegn.

"Så du kan føle dig tryg."

[Valerie McCormack]

Valerie vidste, at der var mørke i Archie. Hun så det i stormen i hans blik, de hævede knoer og duften af whisky. Det burde måske skræmme hende, havde før skræmt hende, men nu følte hun sig underligt draget af det og hjertet hamrede lidt over hans ord.

Og hun var ikke helt selv klar over, hvordan hun langsomt havde bragt sig selv tættere og tættere på, så da hun nikkede igen, skulle hun kun tilte nakken ganske let for at tage hans læber igen. Og det gjorde hun.

[Archie McCormack]

Archie havde set frygten malet i hendes ansigt, dengang han havde trukket staven over for en mand, hvis læber havde rørt hendes. Men nu lod mørket i ham til at drage hende tættere og da hendes læber fandt hans, fandt hans hånd om til hendes nakke.

Den anden snoede sig om hende, som han søgte dybere i kysset.

[Valerie McCormack]

Valerie spekulerede ikke over, hvad der havde ændret sig siden dengang, velvidende at så meget andet mellem dem allerede var forandret. Nu var hun unægteligt også påvirket af, at hun ikke havde set ham i flere dage, hvilket var deres længste adskillelse siden Archie var flyttet tilbage i hjemmet i Godricdalen.

Den ene hånd forvildede sig op om hans nakke og hun strakte sig helt op på tæerne, som læber blev mere krævende mod hans. Smagen af whisky brændte lidt, men det fik hende ikke til at trække sig.

[Archie McCormack]

Fingrene gled ind i det lyse hår, som han holdt hende tæt til sig. Og det var til at mærke på kysset, at det var en mand, der for første gang siden påsken, havde undværet sin hustru i flere dage. En mand, der lige havde været i slagsmål for at forsvare og beskytte kvinden, han elskede.

Grebet strammedes om hende, mens han kyssede hende med alt, han havde. Da han trak sig lidt tilbage, var det med en skarp indånding. Et forsøg på at bevare bare lidt af selvkontrollen.

[Valerie McCormack]

Det var ikke så tit, at Valerie lod sig rive med på den måde og med den intensitet, oftere blid og øm i sine kærtegn, men det var noget meget mere basalt, som talte til hende nu og fik hende til at besvare kysset med mindst lige så meget entusiasme, som han mødte hende med.

Og da han brød væk, undslap et lille gisp hende. Blikket bag øjenlågene, der flakkede op, var mørkt og kinderne blussede lidt af varme, som hun så stakåndet op på ham.

[Archie McCormack]

Archie havde aldrig set denne side af Valerie og kunne ikke se sig upåvirket af den. Men det var ikke dét, det skulle handle om nu. Ikke, før han havde sikret sig, at hun var okay. Selvom hun var helt og aldeles uimodståelig, som hun så op på ham nu.

"Du burde spise lidt," mumlede han, åndedrættet stadig skævt.

[Valerie McCormack]

Valerie blinkede en enkelt gang over hans ord, næsten overrasket, for intet kunne have været fjernere fra hendes tanker end mad. Et skævt smil rørte hendes læber og hun strakte sig igen, så næsetippen stødte let mod hans. Uden helt at kunne lade være eller have lyst til at forsøge.

"Om lidt," lovede hun og mødte hans blik med et alt andet end uskyldigt udtryk i sit eget, før læberne søgte hans igen.

[Archie McCormack]

Archie var ikke selv sulten og havde mest lyst til at tage Valerie med sig i seng. Men han havde andet i tankerne end sine egne lyster og hendes velbefindende havde uanset forrang før hans impulser.

Men da hendes læber fandt hans, var det alligevel umuligt for ham at frigøre sig og han trak hende tættere, som han søgte dybere i kysset.

[Valerie McCormack]

Valerie forventede halvt om halvt flere protester, vant til at Archie var den mest fornuftige af de to, men hun var yderst tilfreds, da de ikke kom. Det var da heller ikke ligefrem fordi, at hun gjorde plads til dem, som den ene hånd fandt op til hans hals og den anden lukkede sig tæt sammen om hans side.

Den eneste beklagelse var fra de strakte fødder, som hun havde været på i mange timer og det var det, der impulsivt fik hende til at trække lidt i ham, så hun i en enkelt, let bevægelse kunne glide op at sidde på den kommode, hvor kun hans krus endnu stod.

[Archie McCormack]

Det var i forvejen svært at holde hovedet klart med duften af hende i næsen og hendes bløde læber mod sine egne, men da hun satte sig op på kommoden, blev Archie for alvor udfordret.

Og han kunne da ikke stå for fristelsen. Hænderne krogede sig om hendes lår og fulgte ydersiderne ned til hendes knæhaser. Han trak hende ud mod kanten, tættere på sig, og fulgte dem op igen, til han kunne lukke fingrene om hendes hofter.

[Valerie McCormack]

Valerie tog en hørlig indånding, som han trak hende ind mod sig, men den blev fulgt op af et tilfreds smil, uden at hun for alvor slap hans læber. Uden at have lyst til at gøre det, påvirket som hun var af hans pludselige tilstedeværelse og dét, der var kommet i kølvandet på den.

Også den anden hånd fandt op til siden af hans hals og det var helt instinktivt, at benene snoede sig omkring ham og trak ham helt tæt på.

[Archie McCormack]

Archie slap en anstrengt lyd mod hendes læber over nærheden og strammede instinktivt grebet lidt om hende. Snart løsnedes fingrene dog og mens den ene hånd søgte om på hendes lænd, fulgte den anden ydersiden af hendes lår lidt ned.

Og han tøvede ikke for alvor, før han gav sig til at trække op i tyndt stof, indtil han kunne mærke hud.

[Valerie McCormack]

Lyden fra ham forplantede sig sitrende ud gennem hende og det hele fik hjertet til at hamre lidt. Intensiteten føltes anderledes nu, en anden end den, der plejede at være mellem dem. Mere rå og impulsiv og Valerie følte sig helt elektrisk over det.

I hvert fald tænkte hun knapt nok, som hun flyttede sig for hans hænder og selv opfordrede stoffet opefter, alt imens hendes egne fandt ned over hans bryst og snart selv søgte varm hud under kanten på skjorten.