Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie var stadig helt overvældet over, at han pludselig var der og intet andet betød så meget lige i dét øjeblik. Nu hamrede hendes hjerte bare, som hun fortabte sig lidt ved hans læber og for første gang i tre dage glemte alt om dødbringende gifte og amputerede ben. Hænderne havde fundet op til hans hals og fingerspidserne gled ind mellem de korte hår i hans nakke, mens hun helt selv glemte at tænke på, at hun ikke havde været i bad i tre dage og kun kunne fokusere på, at han både duftede og føltes helt fantastisk.

På et tidspunkt blev det nødvendigt at tage en dyb indånding og hun trak sig nok tilbage til at kunne se på ham igen. En tommelfinger strøg over hans kind og hun smilede ømt.

"Så det betyder, at du er her for at blive, ikke? Du skal ikke afsted igen?"

[Archie McCormack]

For Archie duftede Valerie bare varmt og velkendt, som han lod sig opsluge lidt af følelsen af hende. Han smilede varmt til hende, da øjnene igen blev blinket op og han tøvede ikke med at nikke, som han hævede den ene hånd og indfangede hendes, der lå på hans kind.

"Jeg er her," svarede han og lagde et kys mod hendes håndryg. "Selvom jeg har alle intentioner om at tage dig med til et bryllup om et par dage. Jeg har allerede sørget for en transitnøgle, der kan få os frem og tilbage."

[Valerie McCormack]

Valerie havde aldrig fået lov til at se meget af den professionelle side af Archie før deres sidste tur til ørkenen og hun vedblev at være bare en smule imponeret af den. Han formåede at have et overblik over det hele, mens hun selv var så meget i sin egen, lille helbrederklokke, at hun vist ikke for alvor havde spist noget det seneste døgn, andet end et stykke brød, som nogen havde placeret i hånden på hende.

"Brylluppet," konstaterede hun lidt himmelfaldent. "Det havde jeg helt glemt."

[Archie McCormack]

Ved nærmere eftersyn lod det til, at der var en del, Valerie havde glemt. Brynene trak sig sammen, da Archie igen fandt hendes blik med sit. Han flettede fingrene ind mellem hendes.

"Kom, lad os finde noget mad. Så kan vi snakke om det på vejen," foresløg han blødt, men havde ikke tænkt sig at acceptere et nej.

[Valerie McCormack]

Valerie var heller ikke uimponeret over, hvordan Archie altid var så meget bedre i stand til at aflæse hendes behov, end hun selv var og maven gav en knurren i respons, der gjorde det absolut nyttesløst at protestere. Det fik hende til at smile en anelse mat og nikke, men med varmen strålende ud af blikket og fingre, der fandt på plads ind mellem hans.

Hun kastede et enkelt blik tilbage mod den sovende forbandelsesbryder, men han ville ikke vågne i nogen nær fremtid og hun tøvede ikke for alvor med at følge med Archie. Hun var uanset slet ikke klar til at slippe ham endnu og alene det fik fingrene til at stramme sig blidt om hans hånd.

"Jeg er glad for, at du har arrangeret det. Jeg ville have været ked af at gå glip af det."

[Archie McCormack]

Archie brød sig ikke om tanken om, at Valerie ikke havde været i stand til at tage vare på sig selv uden ham der. Men den var ikke kun dårlig og han kunne ikke få sig selv til at hade, hvordan det gav ham mulighed for at træde til og tage sig lidt af hende.

"Jeg er sikker på, at Hamish og Alissa havde savnet dig der," konstaterede han roligt. Hvad vigtigst var, at han ville have manglet hende ved sin side. Som forlængelse af sin hånd.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede ømt og følte sig ærligt talt ikke helt færdig med at stå i hans arme endnu og lade sig forbløffe over, at han rent faktisk var der. Men det kunne også noget at gå med ham i hånden, særligt som de ville komme nærmere resten af holdet.

"Og dig?" kunne hun ikke lade være med at spørge, selvom det sitrede lidt i mundvigene. Det var heldigvis ikke en realitet længere.

[Archie McCormack]

Lysten til bare at tage hende i armene og tage hende med sig til teltet, hvor de kunne tale og være helt alene sammen, var nærværende, men han så Valeries behov. Desuden fandt han en simpel glæde i blot at gå og have hende nær sig. Han fnøs muntert; en lyd, der ikke havde været mulig i flere dage nu.

"Helt ulideligt," svarede han ærligt.

[Valerie McCormack]

Valerie kendte godt svaret på forhånd, men det var noget andet at høre det og kunne ikke lade være med bare at smile med en snert af tilfredshed.

"Godt," slog hun fast og lænede sig lidt til siden, så hun kunne strejfe et kys mod hans skulder. Den modsatte hånd fandt hans albuebøjning og strøg lidt op over armen, mens blikket fandt frem igen.

"Kan vi tillade os at tage maden med over i teltet...?"

[Archie McCormack]

Archie havde et mål for øje og stoppede ikke. Men det betød bestemt ikke, at han ikke havde lyst til at trykke læberne mod hendes igen eller værdsatte kysset mod skulderen. Han smilede lidt over hende og gav hendes hånd et klem.

"Vi kan gøre, lige hvad du har lyst til."

[Valerie McCormack]

Valerie smilede lidt over hans meget overbærende ord og hun lod hånden falde ned langs siden igen, mens den anden forblev i hans.

"Tak," sagde hun lavmælt, reelt taknemmeligt og fortsatte efter et lille øjebliks betænkningstid. Forklarede sit behov for at være alene med ham, ud over det åbenlyse.

"Det har været lidt overvældende at være her uden at kende en eneste."

[Archie McCormack]

Archie havde også engang været ny i faget og selvom han aldrig ville indrømme det, kunne han genkende følelsen. Han nikkede dog kun en enkelt gang og gav hendes hånd et lille klem.

“Jeg er sikker på, at du har været lige så charmerende som altid,” konstaterede han uden tøven og tog luft ind til flere ord, selvom det krævede en pause, tøvende omkring hvorvidt han burde lægge ord på sin bekymring. Men det ville ud.

“Er der nogen, der opført sig… usømmeligt over for dig?”

[Valerie McCormack]

Valerie smilede svagt, men taknemmeligt nok over hans ord. Det svandt dog ind ved det næste spørgsmål og allerede da blikket sænkede sig lidt, var svaret nok åbenlyst. Hun tøvede, men ikke fordi, at hun ikke havde tænkt sig at svarede. Mere fordi, at det føltes en anelse ydmygende.

"En af dem," indrømmede hun, efter nogle sekunders stilhed. "Jeg har holdt mig til teltet efter det."

[Archie McCormack]

Svaret fik modviljen til at flamme op i ham og den fik snart selskab af raseriet. Men til forskel fra i Storbritannien, spurgte han ikke hende om hendes håndtering af det. Tvivlede ikke engang på, at hun havde været ham tro.

“Hvem?” spurgte han og roen i hans stemme var i virkeligheden mere faretruende, end hvis han var kommet med er udbrud i raseri. Ikke, at han ikke dirrede lidt.

[Valerie McCormack]

En kuldegysning gled ned over Valeries rygrad ved hans tonefald og naturligvis var det en overvejelse at lade være med at sige det. Forsøge at formilde ham, som hun havde gjort det flere gange hjemme i Storbritannien.

Men oplevelsen sad alligevel i hende, utrygheden på det, der var hendes arbejdsplads, så hun svarede. Helt lavmælt og med en stemme, der skælvede bare en anelse ved mindet om den lidt for nærgående forbandelsesbryder, som hun havde undgået lige siden den første nat.

"Montgomery."