Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Archie kendte godt Montgomery. Han havde endda været med på Syrien-holdet. Valerie havde endda mødt ham, selvom han ikke klandrede hende for at have glemt ham. Han var immervæk taget hjem dagen efter hendes ankomst. Intet af det var formildende omstændigheder, tværtimod og han mærkede raseriet bølge varmt gennem sig. Men han lod det ikke for alvor komme til udtryk.

“Hvad gjorde han?” spurgte han i stedet i samme, rolige tonefald, selvom han var alt andet.

[Valerie McCormack]

Valerie kunne have bedt ham om at forsøge at glemme det og sagt, at det var ligemeget, men det føltes virkelig ikke ligemeget. Det var ikke okay og hendes kinder fik en anelse røde pletter af ukarakteristik vrede, som hun talte.

"Nogle af dem fik en del at drikke den første aften, jeg var her. Han blev ved med at forsøge at røre mig og da jeg til sidst gik mod mit telt, fulgte han efter. Han prøvede at tage fat i mig..." Det næste var nærmest helt fattet, uanset hvor absurd det så var.

"Så jeg slog ham."

[Archie McCormack]

Alene verbale tilnærmelser var grænseoverskridende, men Montgomery havde passeret langt over den grænse. Han dirrede af indestængt retfærdig harme og raseri, men det var ikke tiden nu. Og da de nærmede sig midten af lejren, slap han Valeries hånd og lagde i stedet armen om hendes skuldre.

Det var nok et held, at Montgomery var ude med tre andre og Archie kunne sørge for at fylde en tallerken til dem hver. Hver bevægelse foregik i faretruende tavshed. Han rakte den ene til Val og gjorde et nik i den retning, han havde fået udpeget deres telt.

[Valerie McCormack]

Da en arm gled om hende, var Valerie ikke for alvor bekymret for, om han troede, at hun selv havde været villig i det. Hvis ikke hendes ord allerede havde understreget det.

Det betød dog også, at hun tydeligt kunne mærke hans anspændthed, men hun gjorde intet for at afvæbne den, mens de var i lejren.

I stedet dog hun bare tavst mod tallerkenen og da de nåede teltet, hævede hun sin stav og ophævede den lille besværgelse hun som en sikkerhedsforanstalning havde kastet for at hindre uinbudte gæster.

[Archie McCormack]

Grebet om tallerkenen strammedes instinktivt, da Valerie løftede besværgelsen, der ikke burde have været nødvendigt for hende at kaste i første omgang. Men Archie sagde ikke noget, fulgte hende blot ind i teltet, selvom al appetit for længst var forsvundet.

Han stillede den også blot på det lille træbord, de spiste ved, uden at tage plads i stolen. I stedet travede han lidt dybere ind i teltet.

[Valerie McCormack]

Valeries mave var knuget lidt sammen, men for en gangs skyld ikke i selvbebrejdelser. Hun satte sin tallerken og gled ned at sidde, men rakte kun ud efter et stykke brød, som hun gav sig til at plukke i stykker. Blikket fulgte Archie og brynene var let sammentrukne, som hun talte lavmælt.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre."

[Archie McCormack]

Archie var rasende, men han havde ikke lyst til at lade Valerie på nogen måde tage ansvar for, hvad der var sket. Ved hendes ord gik han da også direkte hen til bordet, men fandt ikke roen til at sætte sig. I stedet lagde han hænderne mod træoverfladen.

"Du gjorde det rette," fastslog han og gav hende ikke tid til at komme med indvendinger, før han dirrende fortsatte i en søgen på tilladelse lige så meget som en konstatering.

"Lad mig tage den herfra."

[Valerie McCormack]

Valeries skuldre faldt i synlig lettelse over hans bekræftelse af, at hun havde handlet korrekt. Og uanert, at hun måske burde føle sig bekymret over Archies dirrende raseri, fandt hun det underligt beroligende. Indså, at det var en følelse af tryghed, som havde været fraværende de sidste dage.

Så hun tøvede ikke, før hun nikkede og så på ham med et blik, der udviste både lettelse og dyb taknemmelighed over, at han var der. Alvoren forblev i hendes stemme.

"Selvfølgelig."

[Archie McCormack]

Det var ikke helt sikkert, om Valerie vidste, præcis hvad hans håndtering af det indbefattede. Men Archie havde hendes tilladelse og det var alt, han behøvede for at gøre et enkelt nik og forlade teltet.

Da han kom tilbage lidt senere, var det med et stenansigt og hævede knoer, der viste tegn på en fysisk konfrontation. Han sagde ikke noget med det samme, men gik direkte hen til kommoden, der, trods Valerie havde boet der uden ham, husede whiskey. Han hældte op i sit krus og tømte det.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke forventet, at han ville gå med det samme. Det gav et sug i maven og hun så efter ham med en urolig følelse i kroppen, men hun fulgte ikke efter ham. Prøvede heller ikke at stoppe ham.

Og da han endelig kom tilbage, betragtede hun ham med let sammentrukne bryn. Hun sagde intet, mens han drak, men rejste sig langsomt og krydsede afstanden.

Med et udtryk af alvor løftede hun hånden og strøg fingrene ned langs hans arm, indtil hun kunne tage hans hånd. Blikket gled til hans knoer og rynken forblev mellem hendes bryn, som hun rettede blikket mod hans ansigt.

[Archie McCormack]

Archie bemærkede knapt, at hun rejste sig, som han stod med ryggen til hende. Først, da hun nærmede sig, bemærkede han nærheden fra et andet menneske og drejede sig langsomt for at se Valerie stå der.

Han trak sig ikke væk, som han utvivlsomt havde gjort engang. Men dengang holdt han sine dæmoner langt fra hende. Nu lod hun til at finde tryghed i hans kaos.

Blikket gled fra deres hænder og tilbage til hendes ansigt, men han sagde ikke noget. Satte blot glasset fra sig.

[Valerie McCormack]

I flere år havde Valerie forsøgt at formilde stormen i ham og få den til at stilne af. Men i dét øjeblik fandt hun i stedet en dragende styrke i den og en uventet ro i sin egen krop. Der var ingen bekymringer for, hvad der var sket med den anden mand. Ikke en eneste.

Tværtimod trådte hun blot et skridt frem, strakte sig og trykkede enkelt et kys mod hans læber, som fik hendes egne til at brænde lidt fra whiskyen.

"Tak."

[Archie McCormack]

Engang havde Archie søgt at skjule sine skyggesider fra hende. Nu mærkede han hendes bløde læber mig sig som reaktion på en af de skygger. Han lod hænderne glide ned over hendes arme, lod endda blikket finde hendes.

“Det skal ikke være nødvendigt for dig at takke for at blive respekteret,” brummede han, ude af stand, som han altid været, til at tage imod komplimentet.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig tryg for første gang siden den første aften, men det var en bittersød fornemmelse. Et lille, træt suk undslap hende, som hun rystede på hovedet og instinktivt rykkede lidt tættere på ham.

"Jeg ville ønske, at det var sådan," medgav hun og fandt hans hofter med sine hænder. "Jeg er så træt af mænd, der tror at de er en gave til kvinderne og at jeg har nogen interesse i deres tilnærmelser."

Selvom hun talte lavmælt, fandt de røde irritationspletter tilbage til kinderne. Med en enkelt, nærfatal undtagelse, havde hun aldrig for alvor vendt den frustration med Archie før, men hun var led og ked af ikke at kunne arbejde uden at nogen prøvede at overskride grænserne. Hverken her, eller tilbage på hospitalet.

[Archie McCormack]

Hænderne havde været på vej ned til hendes sider, men hendes ord stoppede al bevægelse og Archie stivnede, hænderne lige over hendes albuer. I et forsøg på ikke at spænde dem, bed han i stedet hårdt sammen og kæbemusklen var tydeligt på overarbejde under den solbrune hud.

Men der lå også en forløsning i Valeries ord. En bekræftelse på, at hun aldrig havde søgt denne anden opmærksomhed. At hun ikke nød at dingle sin effekt på hankønnet i ansigtet på ham.

“Jeg vil bede dig fortælle mig, hver gang det sker,” fik han ud gennem hårdt sammenbidte tænder. Men med større ro og selvbeherskelse, end han nogensinde havde formået derhjemme.