Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Det havde været intet mindre end et helvede at få tvunget papirarbejdet igennem. Men der gik alligevel ikke mere end et par dage, før Archie havde pakket alle sine ting og hev sin lærling med sig til Egypten. Han havde selvfølgelig overvejet at sende besked først, men intet kunne nå derned hurtigere end dem. Og han havde ikke tænkt sig at lade Valerie McCormack alene i den hvide ørken et sekund længere end nødvendigt.

Nogle på holdet så da også temmelig overraskede ud, da han pludselig kom gående ind i lejren med en lærling på slæb. Han fik sidstnævnte til at forklare, mens han selv søgte mod helbrederteltet, Valerie havde fået sat op.

[Valerie McCormack]

Valerie havde været intet mindre end rædselsslagen i timen op til sin afgang, men så var hun landet og alt det var forsvundet. Her var det nemlig smertensskrig, der havde mødt hendes ører og alle usikkerhederne forduftede som dug for solen.

De sidste dage var gået med at forsøge at redde den forbandelsesbryder, der var gået forrest i ekspeditionen. Hun havde afsat et ben, men ellers stoppet en særligt grusom gift i at sprede sig til resten af hans krop og alt i alt, havde der slet og ret ikke været tid til at bekymre sig om andet.

Selvsamme forbandelsesbryder sov i teltet nu, holdt under af magi og Valerie selv havde endelig også fået indhentet lidt søvn, selvom det var sket i den samme skjorte og de samme bukser, som hun var rejst afsted i. Det hele var en anelse plettet af indtørret blod og skidt, men hun kunne skifte det senere.

For nu var hun bare på benene igen, lidt mere udhvilet og med blikket på sin notesbog. Fingrene strøg det lange hår op og tilbage i en hestehale, mens hun genlæste sine egne noter og var så tabt i det, at hun slet ikke bemærkede skikkelsen, der nærmede sig den åbne teltåbning.

[Archie McCormack]

Archie havde overvejet sin ankomst flere gange. Overvejet, hvordan han ville storme til hendes side og skovle hende ind til sig. Virkeligheden blev noget mere afslappet, som han bankede på den stabile træpæl og kastede et blik på heksen, han havde undværet i et par dage nu.

"Kan jeg låne en helbreder?" spurgte han med et træk i den ene mundvig.

[Valerie McCormack]

Valerie stod og mumlede lidt for sig selv og strammede håret lidt imens, da en stemme brød ind i hendes koncentration. Lyden af den fik hendes nakke til at rette sig så hurtigt, at den gav et lille smæld og øjnene spærrede sig lidt op.

"Archie!" lød det overrasket, før et bredt smil delte læberne og hun i løbet af tre skridt havde armene om hans hals.

[Archie McCormack]

Archie tøvede ikke med at lægge armene om hende og impulsivt løftede han hende og svingede hende en gang rundt; en handling, han aldrig ville have fundet på i Storbritannien. Eller hvis nogle af de andre kunne se dem. Men nu virkede det naturligt.

"Har du savnet mig?" mumlede han, da hun stod på fødderne igen. Han slækkede grebet lidt om hende, så han kunne se på hende.

[Valerie McCormack]

Valerie slap et lille gisp, da han svingede hende rundt, men det gjorde absolut intet for at fjerne det komplet overvældede smil fra hendes læber, som stadig sad der, da hendes fødder landede mod sandet igen.

"Selvfølgelig har jeg det," undslap det hendes begejstret, som hendes blik flakkede over hans ansigt. Tog det ind, som hun blinkede forundret

"Hvordan...?"

[Archie McCormack]

Sandheden var, at Buchanan-navnet havde åbnet nogle døre, men det bød Archies stolthed ham ikke at sige. I stedet lagde han hænderne på hendes hofter og smilede næsten drenget til hende.

"Er du virkelig overrasket over, at jeg vil flytte bjerge for at se dig?" spurgte han drilsk, måske en lille smule for flødet til hans smag. Men ikke desto mindre sandfærdigt.

[Valerie McCormack]

Valerie gik ikke for alvor op i, hvordan han var der, bare overrasket og helt lykkelig over at han var. Hun smeltede da også lidt over ordene, selvom de også trak en blød latter over hendes læber.

"Ikke det mindste," forsikrede hun og smilede næsten smørret, som hun strakte sig op på tæer og lod sin pande hvile mod hans. "Selvom jeg næsten troede, at du var et fatamorgana."

[Archie McCormack]

Lyden af hendes latter var det hele værd og han bemærkede nærmest ikke selv, hvordan han tegnede mønstre over hendes hofter med tommelfingrene. Han bukkede sig bare lidt ned mod hendes pande og trak vejret dybere ned i lungerne, end det havde kunne de sidste par dage.

"Det må jeg vel hellere modbevise," konstaterede han dæmpet og hævede den ene hånd til siden af hendes hals, så han med tomlen kunne guide hendes læber mod hans.

[Valerie McCormack]

Valerie slap en lyd af enighed, allerede som hun selv havde tiltet ansigtet op mod ham. Den ene hånd faldt til hans bryst, gav plads til hans hånd, mens den anden krogede sig om hans nakke.

Og selv da hun kyssede ham helhjertet, kunne hun ikke lade være med at smile helt håbløst og mærkede en knude løsne sig i maven, som havde siddet der lige siden den nat, hvor uglen havde prikket på ruden.

[Archie McCormack]

Skuldrene faldt endelig på plads, som hans sammenknudrede indre langsomt løsnede sig igen ved hendes nærvær, hendes bløde læber og hendes blide duft.

Hænderne gled om på hendes lænd og den ene fortsatte op langs hendes rygrad, så han kunne trække hende tættere. Måske ville han gerne fremstå usårlig, men de var for længst passeret punktet, hvor han kunne lade som om, at han kunne undvære hende.

[Valerie McCormack]

Det kunne godt være, at Archie havde svært ved at undvære hende, men det samme gjorde sig gældende den modsatte vej. I hvert fald holdt hun sig tæt til ham og kyssede ham med lige dele lykke og lettelse.

Og da hun endelig brød væk efter luft, var det stadig med et helt håbløst smil. Hun sank, fugtede læberne og talte lavmælt, bare en anelse følelsesladet ovenpå de sidste par nær søvnløse dage.

"Jeg er så glad for, at du er her."

[Archie McCormack]

Archie løsnede ikke grebet om hende meget, men dog så han kunne se hele hendes ansigt uden besvær. Et smil strejfede hans læber og han nikkede en gang. Han kunne se udmattelsen på hende, ligesom han kunne mærke den selv og han endte med at hvile panden mod hendes igen.

"Jeg har ladet dem forstå, at vi er en enhed. Vi bliver sendt ud sammen, ellers må de finde en anden forbandelsesbryder og helbreder," konstaterede han uden at vise tegn på fortrydelse omkring en erklæring, han tidligere aldrig i sine vildeste drømme kunne have forestillet sig.

[Valerie McCormack]

Valerie lukkede øjnene i det korteste øjeblik, som de stod med panderne mod hinanden og instinktivt svajede hun bare en anelse ind mod ham. Da han talte, gled de dog op igen og hun trak sig nok tilbage til at se på ham med øjne, der endnu engang var store af overraskelse. Tyngden af ordene gik hende på ingen måde forbi og hun måtte blinke en enkelt gang eller to, før hun kom til at smile helt idiotisk og en anelse rørstrømsk igen. Uden lige nu at sætte spørgsmålstegn ved om det var fornuftigt at stille den slags krav.

"Åh, Archie," sagde hun i stedet bare lavmælt og pressede læberne lidt sammen, men det dæmpede ikke smilet meget. "Det er perfekt. Du er perfekt," rablede hun af sig og gav ham ikke tid til at svare, før hun kyssede ham igen.

[Archie McCormack]

Fornuften spillede ikke en stor rolle nu. Ikke ved siden af Archies beslutning om at være en enhed med hende og den stod han ved. Han havde uanset overvejet, om hans fremtid ville være inden for Gringotts, men med flere lærlinge end læremestre, var det endnu en fin forhandlingsmetode.

Han nåede ikke at åbne munden for at protestere, for han syntes bestemt ikke, at han var perfekt. Men med følelsen af hendes læber mod sine egne kunne han lidt bedre godtage, at det i hvert fald var sådan, hun havde det.

Han strammede ubevidst grebet lid om hende og fandt tilbage til hendes hofter, trak hende tæt igen.