Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Archie havde altid haft en tendens til at betragte Valerie som var hun lavet af skørt glas. Men det var ikke blide, påpasselige hænder, der trak hendes kjole op nu og da først han kunne søge ind under stoffet, tøvede han ikke. De ru fingre lukkede sig fast om hendes lår.

Og da han endelig fik revet sig fri, var det kun for at bevæge sig ned ad hendes hals i sultne kys. Med hånden i hendes hår, fik han guidet hendes hoved til den anden side, så han fik bedre adgang.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke vant til denne Archie, beslutsom og krævende, men det gjorde absolut kun gode ting for hende. Så meget afslørede det længselsfulde suk, som gled ud mellem hendes læber, da hans ramte hendes hals.

Ubevidst trak benene ham tættere på og hænderne trak skjorten helt fri, så hun kunne lade hænderne søge ind under den og op over nøgen hud, der føltes næsten brændende.

[Archie McCormack]

Lyden var nok til at drive ham en lille smule til vanvittig og Archie søgte dybere op under skørtet, til han kunne følge bagdelens runding. Da fik den selskab under kjolen af den anden og han tøvede ikke med at trække ned i hendes blonder. En handling, der tidligere havde været noget mere både tilbageholden og påpasselig.

Der var ikke plads til nogen af delene nu, som han krævede hendes læber igen.

[Valerie McCormack]

Valeries mave gav et lille sug over beslutsomheden, men selvom hun nød hans normale nænsomhed, så savnede hun den ikke nu.

Tværtimod flyttede hun sig for hans hænder og hjalp blonderne af, selvom det betød at hun kortvarigt måtte løsne benene omkring ham.

De fandt dog snart tilbage, gled over hans hofter og bød ham tættere på igen, mens hendes hænder fandt siden af hans hals og læberne var mod hans.

[Archie McCormack]

Archie havde aldrig tilladt sig den form for impulsivitet omkring Valerie. Men nu var det impulserne, der tog styringen, som han lod hånden følge hendes lår ned, guidede det omkring hans hofte.

Han tog en skarp indånding ved hendes bløde læber, før den ene hånd søgte op over hendes side, til den kunne lukke sig om et blødt fremspring.

[Valerie McCormack]

En dæmpet lyd undslap hende ind mod hans læber over fornemmelsen af hans hånd mod sit bryst og hun lænede sig instinktivt ind mod den, rettede sig op.

Fingrene søgte ned over hans bryst igen og fandt knapper, bevægelserne utålmodige og i en klar søgen efter huden under.

[Archie McCormack]

Det var alt sammen meget umiddelbart, men lige dét, Archie behøvede. Adrenalinen væltede stadig rundt i systemet og knoerne dunkede, men han ænsede ikke meget andet end Valerie.

Modstræbende trak han sig tilbage, men kun for at gøre kort proces af knappehelvedet og trække skjorten over hovedet. Han registrerede ikke, hvor den endte, og var også bedøvende ligeglad, som han krævede hendes læber igen.

[Valerie McCormack]

Valerie trak vejret hørligt ind, da han brød væk og et mørkt blik sank hastigt med over ham, før han var tilbage igen og hun tog imod ham med mærkbar iver.

Ben snoede sig om ham igen og hun trak sig længere ud på kanten af kommoden, mens neglene krummede sig ned mod hans skuldre.

[Archie McCormack]

Archie slap en anstrengt lyd over neglene, der borede sig ind i hans hud, men det gjorde kun gode ting ved ham. Grebet om Valerie strammedes da også flygtigt, før han i stedet flyttede hænderne for at få løsnet bukserne.

Han tøvede ikke for alvor eller gav sig selv tid til at mærke tvivlen, som han fik skubbet lagene ned og det var med blikket i hendes, at han søgte ind mod hende.

[Valerie McCormack]

Det var ofte Valerie selv, der initierede intimiteten, i hvert fald, når det ikke kun var hendes behov, der var i fokus og det føltes helt nyt, at det var Archie selv, der søgte at eskalere situationen. Muligvis for første gang nogensinde et andet sted end en seng.

Dét havde sin mærkbare effekt og pulsen hamrede allerede, mens nerveenderne føltes næsten sitrende af forventning. Blikket forlod ikke hans, mørkt af ophobet begær.

Og så var han lige dér og Valerie kunne ikke gøre det mindste for at dæmpe det støn, der fandt vej ud mellem hendes læber. Neglene efterlod halvmåneformede mærker mod hans hud og øjenlågene sitrede let, før et smil strøg over hendes læber og benene trak ham insisterende tæt på.

[Archie McCormack]

Tanken om, at Montgomery stadig var i lejren et sted med et blåt øje og måske kunne høre måden, Valerie stønnede for ham nu, passede måske Archie lidt for godt. I hvert fald fulgte han uden tøven hendes opfordring og bevægede sig ind mod hende i beslutsomme stød.

Og på et tidspunkt blev hans deltagelse i kysset mere fraværende, så han rykkede i stedet hovedet lidt ned og pressede læberne hårdt mod hendes skulder for at dæmpe et anstrengt udbrud i nydelse.

[Valerie McCormack]

Valerie var helt overvældet af beslutsomheden og umiddelbarheden og hun var helt og aldeles ude af stand til at minde sig selv om, at der var en lejr, der kunne høre dem.

Al fokus gik til fornemmelsen af Archie og den absolut positive effekt, som de næsten ublide bevægelser medførte.

Fingrene på den ene hånd fandt hans nakke, viklede sig ind i hår og et halvkvalt "ja," røg ud mellem hendes læber, som den anden hånd greb lidt brat fat om kanten af kommoden, som hun med et gisp og endnu en gentagelse fandt sig lige på kanten af forløsning.

[Archie McCormack]

Archie var temmelig påvirket af at have manglet Valerie et par dage og hendes villighed gjorde intet for at forhindre det uundgåelige. Men denne gang kunne han ikke samle sig om at holde sig tilbage. Tværtimod søgte han mere målrettet ind mod hende.

Og da han mærkede hendes indre trække sig sammen om ham, var kampen tabt. Han kunne ikke tage sig af, at der var en lejr med andre mennesker med ører, da han overgav sig med en guttural lyd.

[Valerie McCormack]

Forløsningen kom med et kun halvkvalt støn og i de følgende øjeblikke, som hun mærkede ham nærme sig det samme mål, var der ingen betænkeligheder omkring hvilke lyde, der nåede ud til resten af lejren. Og da Archie gav efter, var Valerie selv en anelse stakåndet, mens benene holdt ham trykket helt tæt på i nogle lange, frydefulde sekunder.

Panden fandt hvile mod hans skulder og hun fik kun langsomt lidt mere kontrol over sit åndedræt, før hun endelig fik løftet hovedet i en næsten doven bevægelse. Øjnene blev blinket op og kinderne var en anelse varme, men hun søgte instinktivt hans blik og kunne ikke lade være med at smile et lille, men dumt smil.

[Archie McCormack]

Skyggerne var alle blevet holdt på afstand, mens Archie havde fortabt sig i øjeblikket. Men med forløsningen kom klarheden og med den selvbevidstheden. Skammen fulgte kort efter.

Hurtigt fik han brudt foreningen og hevet bukserne op på plads, omhyggelig med at undgå hendes blik.

“Undskyld.”