Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie havde intet andet valg end at slippe ham med benene, da han brød væk og en lille, anstrengt lyd gled ud mellem hendes læber over kombinationen af den brudte kontakt og de let rystende ben, der faldt ned mod kommoden.

Hun tog en indånding og lod blikket glide undersøgende over hans ansigt, mens maven trak sig bare en anelse sammen over den ikke så uventede forandring. Hun fugtede læberne, men gjorde ikke selv det store for at dække sig til.

"Du har aldrig taget mig på den måde før," bemærkede hun i stedet impulsivt og måske lidt mere direkte end hun plejede, men tonefaldet var mere nysgerrigt end skamfuldt.

[Archie McCormack]

Måske var hendes ord ment til at berolige han, men det var ikke det, Archie tog fra dem. Tværtimod mærkede han den dårlige samvittighed sætte kløerne dybere i ham og han vendte sig bort, da først bukserne var lukket.

“Nej, jeg... det skal ikke ske igen.”

[Valerie McCormack]

Maven gav et lille vrid mere, da han vendte sig væk, men i stedet for at skubbe sig ned fra kommoden, samlede hun blot benene en anelse og lukkede fingrene om kanten af træoverfladen på hver side af sig selv.

"Det er jeg ked af," konstaterede hun og fugtede sine læber, der smagte salt af sved. "Jeg kunne ellers godt lide det."

[Archie McCormack]

Archie var også ked af det, men mere end det bebrejdede han sig selv. Og han kunne ikke for alvor finde det i sig at tage hendes ord ind. Ikke med den bebrejdende stemme, der overtog hans tanker.

“Det er ikke sådan, du skal behandles,” konstaterede han fast og vendte sig kun langsomt mod hende. Udtrykket i det tofarvede øjne var næsten forpint, beklagelsen tydelig i dem.

[Valerie McCormack]

Knuden strammede sig lidt i maven, men blev blandet med en uendelig ømhed over det forpinte udtryk på hans ansigt. "Skat," sagde hun med et lille, håbløst smil og lod sig glide ned fra kommoden.

Kjolen hvislede tilbage på plads og hun krydsede den korte afstand til hun kunne lægge hænderne mod hans hals og se sigende på ham. Blikket var dybt alvorligt, indtrængende.

"Tror du virkelig, at jeg bare ville lade dig gøre noget ved mig, som jeg ikke bryder mig om? Eller skal jeg skamme mig over, at jeg godt kunne lide det?"

[Archie McCormack]

Archie var ikke nogen skat; han var et ækelt menneske, ikke meget bedre end Montgomery, som han netop hver stukket én for at være respektløs over for kvinder. Kun for at gå tilbage til teltet og være præcis det samme. Bare så meget værre.

Hendes ord gjorde kun konflikten større. “Nej, ikke skamme dig,” mumlede han, tydeligt presset af den indre konflikt. “Men jeg skulle ikke have...” Hans stemme døde ud.

[Valerie McCormack]

Valerie vedblev at se på ham med alvor i blikket og en sjælden mine, der antydede, at han bare lige kunne prøve på at fortælle hende, hvad hun skulle og ikke skulle.

"Jo, du skulle," slog hun fast og selvom udtrykket blev lidt mildere, var det stadig bestemt, som hendes arme gled om hans nakke og hun trådte tættere på. Læste konflikten på hans ansigt og gættede sig til årsagen. Det gjorde ikke de varme følelser for ham den mindste smule mindre.

"Archie, du har aldrig opført dig som Montgomery eller nogen af de andre mænd som ham. Ikke i al den tid, jeg har kendt dig og heller ikke nu. Du er min mand og jeg elsker at vide, at du har lige så meget lyst til mig, som jeg har til dig."

[Archie McCormack]

Archie havde ingen intentioner om at fortælle Valerie, hvad hun skulle eller ikke skulle. Hendes ord sev ind og han klamrede sig til dem, som han endelig fandt styrken til at møde hendes lyse øjne uden at flakke eller vige.

“Valerie, du skal ikke sige det, fordi du ynker mig,” fik han endelig presset frem.

[Valerie McCormack]

Et lavmælt fnys røg nærmest prompte fra hende og afslørede måske allerede svaret på forhånd. Hvis ikke, så gjorde hendes ansigtsudtryk nok.

"Ikke i en million år," sagde hun bestemt og mødte hans blik, hendes eget lige så ufravigeligt. Og trods alvoren, trak det i hendes ene mundvig.

"Jeg mener det. Hvert et ord."

[Archie McCormack]

Archie hævede brynene lidt over fnyset, men det lod sit snart forklare og de faldt langsomt på plads, selvom de endnu engang lod sig trække sammen. Han kastede et lidt håbløst blik på hende, men sagde ikke noget.

I stedet hævede han langsomt hænderne og lagde dem om hendes hofter. Ventede nærmest bare på, at hun ville ombestemme sig.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig stadig helt blød og varm efter deres lille eventyr og den generelle gensynsglæde efter tre dage uden ham. Det efterlod ikke plads til mange bekymringer og hun smilede blødt, da varme hænder ramte hendes hofter.

En arm gled lidt tilbage, så neglene kunne stryge blidt over hans hovedbund i nakken og hun lænede sig bare en anelse ind mod hans halvnøgne skikkelse, uanset at der i forvejen var varmt.

Og selvom hun havde meget mere hun havde lyst til at sige, fravalgte hun ordene for i stedet at strække sig op på tæerne og fange hans læber.

[Archie McCormack]

Der vár varmt. Ulideligt faktisk, ved siden af det i forvejen varme England, Archie lige havde forladt. Men han havde også savnet Valerie og hænderne gled hurtigt på plads ved hendes lænd, så han kunne holde hende tæt.

Og selvom han ikke bøjede sig ned mod hendes kys, som han så ofte gjorde, så trak han sig ikke væk. I stedet prøvede han at tage imod det. Holde fast i ordene, hun havde sagt og prøve rent faktisk at stole på dem, mens læberne formede sig mod hendes.

[Valerie McCormack]

Valerie dvælede lidt ved kysset, som føltes nødvendigt for at kunne fortsætte. Hun var ikke vant til at sætte ord på sin seksualitet, fordi det altid havde føltes som et lidt usikkert område.

Hendes kinder var da også en anelse varme, som hun sænkede sig lidt og talte lavmælt ud for hans læber. For genert til at møde hans blik, så det blev lige under det.

"Jeg har før haft lyst til det," indrømmede hun, fugtede sine læber og lod tænderne strejfe underlæben. Det føles lidt uanstændigt, men nu lå det der. En indrømmelse, som på alle måder var grænseoverskridende - af mere end én grund. "På køkkenbordet derhjemme."

[Archie McCormack]

Archie havde før haft impulser og lyster, men ingen af dem havde virket synderligt respektfulde over for den kvinde, han havde lovet at elske og ære. Så han havde begravet dem dybt i baghovedet og lagt dem under lås og slå.

Overraskelsen var da også synlig i hans træk, da han lagde hænderne på hendes hofter igen og trak sig lidt tilbage. Blikket gled over hende, men fandt intet andet end ærlighed og en generthed, der kun tilførte til troværdigheden.

“Men...” Han kunne slet ikke forestille sig Valerie på køkkenbordet. Eller, nærmere kunne han ikke forestille sig, at hun kunne forestille sig det. Han havde nok i virkeligheden lidt for nemt ved det.

[Valerie McCormack]

Det var virkelig lidt af en grænseoverskridende indrømmelse, men den føltes nødvendig for at understrege, at han tydeligvis ikke var alene med sine impulser.

Kinderne blussede dog kun endnu varmere, som hun mærkede hans blik lande på sig og hun trak lidt genert på den ene skulder, før hun tvang sig selv til at blinke blikket op til hans.

Tænderne strøg stadig lidt over underlæben, men hun nikkede en enkelt gang i bekræftelse og slog ikke blikket ned igen, selvom hun følte sig temmelig forlegen over indrømmelsen og hans tydelige overraskelse.