Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Det var ikke længe siden, at Archie havde haft hende på kommoden, men det betød tydeligvis ikke, at han var upåvirket af det mentale billede, hun havde leveret. Han tog en indånding og blikket flakkede lidt mellem hendes øjne.

Men i sidste ende tvivlede han ikke for alvor på hende og det var nok det, der fik han til at bøje nakken og fange hendes læber i et ømt kys, ikke uden begær.

[Valerie McCormack]

På trods af at de på nogle områder kendte hinanden indgående, så var der stadig tidspunkter, hvor Valerie ikke var sikker på hans reaktion.

Den var dog mere end forløsende, da den kom og hendes skuldre faldt i mærkbar lettelse over, at han ikke var komplet forarget over hende.

Med den indsigt tøvede hun ikke med at stramme grebet om hans nakke og selv strække sig en anelse på tæer, så hun kunne møde hans kys og træde tæt ind til ham igen, lidt som et møl om en flamme.

[Archie McCormack]

Archie var langt fra forarget. Tværtimod brød han sig lidt for godt om denne side af Valerie, men han anede til gengæld ikke rigtigt, hvordan han skulle reagere på den. I hvert fald ikke nu det ikke var impulserne, der styrede slagets gang længere.

Men han lukkede hænderne lidt om hendes hofter og tænkte ikke for alvor over det, da han trak hende helt tæt ind til sig.

[Valerie McCormack]

Valerie nød også absolut denne Archie, der ikke var helt så ordentlig, som han plejede at være. Det føltes lidt som om, at en ny dør var blevet åbnet på klem og de uudforskede muligheder bag den havde sin tiltrækningskraft

Det var da nok også det, der gjorde, at hun ikke helt kunne hindre sine fingre i at glide undersøgende ned over hans nøgne ryg, da først han trak hende helt tæt på igen.

Her fulgte de aftegningen af både muskler og ar, mens kysset, der bar en vægt, fik hende til at slippe en lille lyd af tilfredshed.

[Archie McCormack]

Archie trak kysset og da han brød fri, lænede han panden mod hendes med en dæmpet lyd. Øjnene forblev lukkede og brynene over dem trak sig sammen, som han prøvede at tage informationen ind. Der gik et minuts tid, før han talte.

“Hvordan formår du hele tiden at blive mere fantastisk?”

[Valerie McCormack]

Valerie nød fornemmelsen af ham tæt på og det lille øjebliks stilhed. Hendes egne øjne forblev også lukkede, selvom de flakkede op, da han talte igen. Hun trak sig dog ikke tilbage, selvom hun mærkede bare en anelse varme stige op i kinderne.

Øjenlågene faldt i igen og hun trak lidt på skuldrene, som hun svajede lidt ind mod ham. Mundvigene sitrede lidt, som hun talte lavmælt, men med reel ømhed under de lidt spøgende ord. Hun lød heller ikke ligefrem fortrydende. Snarere svagt tilfreds, hvilket var lidt en overraskende følelse.

"Det håber jeg, at du stadig mener, når vi engang går ud herfra og alle de andre muligvis har overhørt os..."

[Archie McCormack]

Archie havde ikke skænket de andre en tanke, siden de havde forladt dem med to tallerkener. Og nu fik tanken da også både trukket et muntert fnys fra ham og sendt et nærmest drenget smil over hans læber.

“Kun mere fantastisk,” mindede han hende om og selvom der var spøg i tonen, var der en sandhed bag den.

[Valerie McCormack]

Valerie blev altid en anelse blød i knæene over dét smil og nu var ingen undtagelse, som det fik hendes egne tænder til at komme til syne også og en munter, men lidt selvtilfreds lyd til at undslippe hende. Det gled ud i et varmt smil.

"Jeg elsker dig så højt," sukkede hun tilfreds og krummede fingrene lidt sammen, uden helt at kunne stoppe med at smile. "Jeg kan slet ikke forstå, at du rent faktisk er her nu, men jeg er så glad for det."

[Archie McCormack]

Archie havde sine udfordringer og de var ikke alle sammen på magisk vis forsvundet, men han følte sig alligevel hel, som han stod med Valerie i sine arme. Hendes smil var smittende og gjorde hans eget mere sejlivet.

“Vi har valgt at være sammen,” konstaterede han alvorligt, selvom det slet ikke var så simpelt. Men på mange måder var det bare lige præcis dét.

[Valerie McCormack]

Det var et valg og Valerie tog det igen og igen, når noget kom i mellem dem. Det krævede arbejde og hun var villig til det, som det formede dem igen og igen.

"Ja," svarede hun derfor og lod hænderne hvile over hans lænd, som hun søgte hans blik. Et blødt smil rørte hendes læber.

"Og du er lige så meget mit valg nu, som da vi var femten."

[Archie McCormack]

Valerie fik hjertet til at svulme lidt i brystet på ham og instinktivt trykkede Archie hende tættere. Han kyssede hende blødt igen.

“Jeg tror, vores mad er ved at være kold,” konstaterede han uden at kunne se fortrydende ud for alvor. “Kom, du skulle have noget at spise.”

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig helt varm og blød under hans kys og den dvælende fornemmelse af deres gensyn mellem sine ben. Blonderne lå stadig og rodede et uvist sted, men hun tog sig ikke af det. En lavmælt, munter lyd undslap hende og hun tog et enkelt kys mere, før hun gled helt ned på flad fod igen.

"Det er der heldigvis råd for," konstaterede hun og tog sin stav, da de nåede over til bordet. Hun fjernede det klæde, som hun havde lagt over tallerkenerne for insekter og havde med en behændig besværgelse snart sørget for at maden var dampende igen.

Et svirp mere tilkaldte hans krus fra kommoden og snart var både dét og hendes eget fyldt med køligt vand. Hun så hans arm ud af øjenkrogen og en tanke slog hende, nu hvor hun stod med staven. Blikket rettede sig mod ham.

"Jeg kan også lindre hævelsen på din hånd, hvis du vil have det," tilbød hun mildt, som den frie hånd trak stolen lidt ud. Ingen tvivl om at Montgomery ikke ville få samme tilbud til sit blå øje.

[Archie McCormack]

Archie betragtede hende med fascination i blikket, selvom hun lavede noget så hverdagsligt som at genopvarme aftensmaden. Men der havde altid været noget magisk over hende, som altid havde bidraget til hans dårlige samvittighed. Nu var det i stedet en følelse af at være blevet mere end begavet med noget helt fantastisk.

"Når vi har spist," svarede han og formåede endda at smile svagt, mens han tog plads.

[Valerie McCormack]

Valerie nikkede og lod staven glide ned i en skjult lomme i den løse kjole, før hun selv satte sig. Hun tøvede da heller ikke med at gå i gang med at spise, hårdt tiltrængt som det var, selvom hendes udhungrede mave hurtigt fik brug for en pause igen.

Fingrene plukkede et stykke mere af det brød, som hun allerede halvt havde massakreret tidligere og hun stak et lille stykke i munden, før hun så over på Archie igen.

"Har du også Ronan med herned?"

[Archie McCormack]

Archie var ikke gået lige så længe uden mad, men han havde trods alt ikke spist siden morgenmaden, der kun var blevet til en blomme i hånden, mens han og Ronan ventede på, at transitnøglen blev aktiv. Han nikkede bare, mens han roligt tyggede af munden.

"Han er ikke lige så begejstret," konstaterede han uden at lyde synderligt bekymret om hans mening.