Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valeries blik blev mod Archie, som hun rakte ud efter sit krus og tog en mundfuld vand, der var mindst lige så tiltrængt som maden. Det blev i munden lidt, før hun sank og trak ganske svagt på skuldrene.

"Han burde vel bare være tilfreds med at få noget mere praktisk erfaring," konstaterede hun, ikke på nogen måde i stand til at udtrykke noget, der antydede fortrydelse over deres tilstedeværelse der. Hun satte kruset igen.

"Medmindre det er fordi, at han også har en, han savner derhjemme?"

[Archie McCormack]

Archie slap et fnys i enighed og skovlede en bid mere ind. Ved hendes ord lagde han dog bestikket fra sig og lænede sig lidt tilbage i stolen. Han sank og trak på skuldrene, før han hævede sit glas fra bordet.

"Ingen anelse," svarede han uinvesteret. "Han har ikke nævnt det."

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke den mindste smule overrasket over svaret eller den manglende nysgerrighed omkring det. Det fik hende til at trække lidt på smilebåndet, som hun tog sit krus igen og selv lænede sig tilbage. Uden at have flere opfølgende spørgsmål om lærlingen.

Hun sneg sig i stedet til at løfte benene og lægge dem ind over hans, mens hun tog en tår vand mere og nød synet af hans halvnøgne skikkelse i stolen. Kruset endte hvilende mod lårene, som hun bare smilede lidt for sig selv.

[Archie McCormack]

Archie havde meget svært ved at fremtvinge interesse, hvis ikke den var oprigtig. Han drak bare i tavshed og satte vandet fra sig igen, svagt selvbevidst over hendes blik. Armen blev krydset over overkroppen, som han kløede sig lidt under det modsatte kraveben.

"Men du kan jo spørge ham," konstaterede han, mest for at undgå at blive betragtet i tavshed. Han rynkede brynene lidt. "Husker du ham? Fra skolen."

[Valerie McCormack]

Valerie overbegloede ham ikke bare skamløst, men værdsatte blot synet, før den nervøse bevægelse, der ikke gik ubemærket forbi, fik hende til at se ham i øjnene.

Skuldrene løftede sig i en let trækning. "Meget svagt," svarede hun med et udtryk, som prøvede hun at tvinge noget frem i hukommelsen. De havde endnu ikke mødt hinanden igen, men Valerie kunne svagt forme sig et billede af en høj fyr med et stenansigt.

"Jeg tror måske, at han gik meget op i sport, men vi har vist aldrig for alvor talt sammen," konstaterede hun, men Valerie selv kunne muligvis heller ikke være mere uinteresseret i netop sport.

[Archie McCormack]

Selv hvis Valeries blik ikke havde været på ham, havde tavsheden nok fået Archie til at finde en anden grund til at blive selvbevidst over sin afklædte tilstand. Langsomt faldt hånden dog igen, som samtalen fortsatte.

"Sport," mumlede han opgivende og formåede lige akkurat ikke at himle med øjnene. Så længe det ikke var Quidditch. Den tanke delte han dog ikke.

[Valerie McCormack]

Valerie kom til at le lavmælt over det ene, opgivende ord og et muntert, men varmt smil forblev på hendes læber, som hun trykkede benene ganske let ned mod hans.

"Måske skulle du overveje at nedtone din begejstring bare lidt," foreslog hun drillende og med et tilsvarende glimt i de lyse øjne.

[Archie McCormack]

Archie lagde den ene hånd over hendes ben og strøg hendes skinneben med tomlen. Mundvigene sitrede, som han gav hende et lille klem, inden den igen lagde sig fladt over den lyse hud.

"Der er vel rigeligt fagrelateret at snakke om, til vi behøver at blive private," svarede han med et træk på den ene skulder.

[Valerie McCormack]

Valerie nød det simple kærtegn og den ro, der var kommet sammen med hans ankomst til lejren - selv på trods af de lettere dramatiske hændelser sidenhen. En enig lyd slap hende, som hun betragtede ham med en varm fornemmelse i maven, selvom ordene også bragte et andet emne op.

"Jeg tror, at de vil forsøge at fortsætte ind i pyramiden i morgen," konstaterede hun, uden at vide om han allerede vidste det. Brynene trak sig lidt sammen, men mest af alt i alvor. Det var første forsøg siden den ulykke, der havde bragt hende dertil.

"Har I hørt, hvad der skete?"

[Archie McCormack]

Archie var ikke blevet sat ind i tingene endnu. Det var selvfølgelig planen, men han havde bedt Ronan om at tage sig af det og give ham et referat efterfølgende, så han i stedet kunne søge direkte til Valeries side.

Han hævede brynene og rystede på hovedet, afventende en forklaring.

[Valerie McCormack]

Alt andet end alvor gled fra Valeries ansigt, som brynene trak sig lidt mere sammen, som hun gav sig til at referere og forsøgte at undertrykke nervøsiteten over, at Archie uden tvivl ville være en del af den næste ekspedition ind i pyramiden.

"De overså en lille række af hieroglyffer, som aktiverede et helt arsenal af giftpile," begyndte hun. "Tre af dem blev heldigvis kun strejfet, men Davies gik forrest og tog en af pilene i benet."

Hun tog en indånding, mens fingrene strammede sig lidt om kruset og hun rystede lidt på hovedet. "Jeg har aldrig set en gift som den før og ingen af modgiftene virkede. Jeg var nødt til at tage hans ben, for at hindre den i at slå ham ihjel."

[Archie McCormack]

Det var ikke det værste tilfælde, Archie havde hørt om og han var generelt ikke den mest empatiske på holdet, selvom han egentlig brød sig fint om Davies. Men han var ikke blind for Valeries ubehag og kærtegnede hendes ben blidt.

"Var det første dag i pyramiden?"

[Valerie McCormack]

Det var mere faglig eftertænksomhed end det var ubehag og hendes blik var drevet lidt væk i overvejelserne, som hun endnu engang reflekterede over giften. Det havde været grimt, men ikke tilnærmelsesvis så voldsomt, som de magikere, hun havde behandlet på Skt. Mungos, vansirede af alt fra varulve til drager.

"Tredje, tror jeg," konstaterede hun og rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke sat sig så meget ind i den del af det. Fingrene slog let mod siden af kruset. "Jeg får ikke alt at vide, men det virker til, at det især er hieroglyfferne, der volder problemer."

[Archie McCormack]

Archie nikkede, som han tog informationen ind. Han var først for nyligt begyndt at interessere sig mere end bare overfladisk for det område af sit felt og hieroglyffer var ikke dét, han havde brugt mest tid på.

"Vi kunne også godt have nogle flere, der er stærke på dét område, på holdet," bemærkede han uimponeret.

[Valerie McCormack]

Valerie havde fundet en del interesse i forbandelsesbryderfaget efter ekspeditionen til Syrien og ikke mindst sin egen konfrontation med et ruinkammer, men hun var også meget bevidst om, at hun ikke selv var forbandelsesbryder. Derfor faldt det hende mere naturligt at bringe sine overvejelser op alene overfor Archie, fremfor at forsøge at fremføre dem overfor de andre.

Hun fugtede læberne og drejede kruset lidt i hænderne og det efterhånden velovervejede forslag kom efter et par øjeblikkes betænkningstid. Blikket rettede sig mod ham.

"I kunne kontakte Tino."