Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Det var ikke en nyhed for Archie, at Valeries storebror var ekspert på området. Han havde arbejdet med ham en gang før og var ikke begejstret ved muligheden for at skulle bo i lejr med ham. Derfor svarede han i første omgang med en forbeholden brummen.

"Han har sikkert travlt med at forberede næste års undervisning."

[Valerie McCormack]

Valerie forventede ikke ligefrem, at Archie ville udbryde, at det var en fantastisk idé og af samme grund var hun ikke overrasket over svaret. Det fik hende dog ikke til at glemme det eller se mindre alvorlig ud, selvom tonefaldet stadig var mere tænksomt end overtalende.

"Det er værd at spørge," konstaterede hun. "Jeg tror, at han ville sige ja og hvis det gør, at I undgår flere ulykker som den første, så ville det være godt givet ud."

Især nu, hvor Archie også var på holdet. Det var ikke fordi, at hun var ligeglad med de andre, slet ikke, men hans sikkerhed havde stadig højeste prioritet.

[Archie McCormack]

Archie var ikke sikker på, om han var enig med hende i, at det var det værd at spørge. Faktisk lød alternativet om et liv uden et ben faktisk som en helt fin byttehandel for at undgå at bo i lejr med svogeren. Men det havde han ikke tænkt sig at sige, så han nikkede i stedet modstræbende.

"Jeg skal foreslå det for holdet," gav han sig og slap hendes ben for at gribe kruset i stedet.

[Valerie McCormack]

Valerie var temmelig observant på nogle punkter, men hun havde et blindt punkt for det let anstrengte forhold mellem sin mand og sin storebror, men selv hvis hun havde set det, ville hun nok ikke have forstået hvorfor, der i det hele taget var et problem.

"Tak," svarede hun da også blot og smilede mildt, velvidende at Archie ikke havde nemt ved at tage mod hjælp. Hun antog, at det var problemet. Og nu hvor de var ved emnet:

"Har du talt med ham efter jeg tog afsted?"

[Archie McCormack]

Archie var ikke sikker på, hvornår samtalen havde sneget sig over til hendes familie, men han var ikke begejstret for det. Selvom hendes forældre ikke længere var der til at snige gift ind i deres forhold, havde hendes bror stadig en plads. Og han var ikke blind for, hvilken vægt hans holdning havde haft i hendes valg af efternavn.

"Nej?" svarede han, usikker på om der var en grund til, hun mente, de skulle have talt sammen.

[Valerie McCormack]

De boede tæt på hinanden og for Valerie var det ikke helt utænkeligt, at han ville have taget sig tiden til at fortælle hendes bror, at hun var taget afsted til Egypten, nu hun ikke selv havde haft mulighed for det, men hun holdt det til gengæld heller ikke imod ham, at han ikke havde.

"Jeg havde en aftale med ham i går," forklarede hun, lidt bekymret for ikke at have meldt afbud. "Jeg må hellere sende besked, så."

[Archie McCormack]

Måske burde Archie have tænkt i de baner, men han havde knapt kontakt til sin egen familie og fandt det ikke naturligt at indtænke hendes. Derfor slap han også blot en bekræftende lyd ned i sit krus.

“Han skal nok forstå,” forsikrede han hende, da først han havde sænket kruset igen. Den frie hånd lagde sig over hendes ben igen, fulgte det ned mod hendes ankel.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede mildt over hans ord og tiltede foden lidt ind mod ham, ind mod hans hånd. Hun slap en bekræftende lyd og håbede, at han havde ret. Men en ugle virkede alligevel for langsommeligt.

"Jeg sender en patronus," konstaterede hun, før hun nåede at tænke og sidst i sætningen, sneg der sig en lille gnist af usikkerhed ind. Hun havde ikke prøvet at fremmane en siden Archie var flyttet ud.

[Archie McCormack]

Archie tøvede ikke med at indfange hendes fod. Der var egentlig ingen plan med det, men han stillede snart kruset fra sig og gav sig til at følge foden fra hælen og ud mod tæerne med et godt tryk med tomlerne.

“Hvad er der?” spurgte han med et opmærksomt blik, der gled over hendes ansigt.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke haft det formål med placeringen af sine ben, men efter flere dage med hårdt arbejde, var hun ikke ligefrem beklagende. Tværtimod sukkede hun næsten lettet og mærkede skuldrene falde lidt.

Blikket gled over hans ansigt og hun tøvede lidt, men som hun så på ham, gled et lille smil også over hendes læber og bekymringen sev langsomt ud. Alligevel tøvede hun lidt, men holdt sig så til ærligheden. Selvom det var et emne, de normalt undgik.

"Jeg har ikke forsøgt at fremmane en patronus i lang tid," forklarede hun, uden at forklare, hvor lang tid. Det måtte være gennemskueligt. Læberne buede dog lidt op, som hun fortsatte. "Men det er vist ikke noget problem længere."

[Archie McCormack]

Archie fortsatte behandlingen uden at slippe hendes ansigt med blikket. Han var måske ikke den mest reflekterede, når det kom til hans inderste, men han havde dog nok selvindsigt til at forstå hendes tøven.

Svaret blev dog blot et lille nik, der viste, at han forstod. Han havde alle dage haft sine udfordringer med at fremmane en patronus og havde ikke tænkt sig at forsøge med tilskuere.

[Valerie McCormack]

Valerie behøvede ikke ord, var faktisk tilfreds med reaktionen og den forståelse, hun mærkede fra ham. Hun trak sin tryllestav og så lidt ned på den, men pludselig følte hun sig sikker på at det ikke var noget problem og var ikke nervøs for at forsøge, selvom Archie sad lige overfor hende. Måske var det om noget motivationen.

Hun lod sig fylde med fornemmelsen af hans nærhed, før hun slog et slag med staven og udtalte besværgelsen i sine tanker. Og en patronus manifesterede sig da også, men det var ikke den engang så velkendte svale, der skød ud fra spidsen af den.

Et gisp undslap hende, som fødderne faldt brat til sandet og hun rettede sig op, store øjne fæstnet på det skinnende jordsvin, der tumlede elegant rundt i luften foran dem.

[Archie McCormack]

En patronus var en krævende besværgelse, men Archie tvivlede ikke for alvor på hendes evner og sad bare tålmodigt og ventede på, at svalen ville svæve bort med hendes besked. Men han slap hendes fødder brat og stirrede lidt på jordsvinet, der var en lidt mindre og langt mere elegant mage til hans egen.

Og blikket var udpræget ømt, da det gled til den lyshårede kvinde, der havde valgt at leve sit liv med ham.

[Valerie McCormack]

Valerie så komplet forbløffet på patronussen, som hun aldrig havde set før, men som instinktivt føltes som en del af hende selv. Læberne var gledet lidt fra hinanden og hun glemte alt om beskeden og dermed hvorfor hun egentlig havde fremmanet den til at begynde med. Kun langsomt fik hun løsrevet blikket, uden at den forsvandt, og rettet det over mod Archie.

Udtrykket i de tofarvede øjne fik hendes hjerte til at springe et lille slag over og hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige, så hun endte bare med at smile et næsten genert smil, men udtrykket i de lyse øjne var mindst lige så ømt, som hans og bare en anelse emotionelt.

[Archie McCormack]

Det havde været en udfordring for ham, lige siden Archie var stødt på patronusbesværgelsen første gang. Men da han rejste sig og trak staven, var han ikke så meget som et sekund i tvivl, da han dog udtalte besværgelsen.

Et lidt større jordsvin sprang ud fra spidsen af staven og tog form ved siden af hendes.