Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke helt klar over, præcis hvor anspændt hun havde været, før skuldrene faldt med en tung, lettet udånding og en knude i maven syntes at løsne sig.

"Det er ikke din skyld," svarede hun, uden tøven, før hun gled op på spidsen af sine fødder og lod armene glide om hans nakke i en tæt omfavnelse. Der var en del følelse i det næste ord, som kom fra et inderligt sted.

"Tak."

[Archie McCormack]

Uanset, hvad Valerie ellers sagde, ville Archie ikke stoppe med at bebrejde sig selv. Han havde allerede vidst, at han burde tage med hende med det samme, ligemeget hvor uansvarligt det så var. En tanke, Hamish havde bekræftet med sin reaktion.

Han strammede grebet lidt om hende.

“For hvad?”

[Valerie McCormack]

Den fysiske konfrontation mellem de to mænd havde været en reaktion mere end en løsning, selvom den havde givet en midlertidig tryghed, men det her var mere holdbart og Valerie var taknemmelig, som hun holdt ham tæt.

"Alt," svarede hun, uden tøven, selvom det var lidt bredt. Hun mente det dog, selvom flere ord kom på. "For at være, som du er. For at passe på mig og for at være en ordentlig mand overfor kvinder."

[Archie McCormack]

Svaret efterlod ikke Archie mindre forvirret. Han rynkede brynene lidt, mens han bare sørgede for at holde hende tæt ind til sig, som kunne det gøre op for hans svigt. Den ene hånd strøg til hendes lænd og fulgte hendes rygrad lidt opad.

“Jeg har ikke altid været ordentlig over for dig,” mindede han hende om og sukkede lidt.

“Men selvfølgelig vil jeg passe på dig, Valerie. Altid.” Han kom til at smile lidt. “Selvom du ikke har brug for det.”

[Valerie McCormack]

Valerie tog sig ikke af påmindelsen, der ikke ændrede på det overordnede billede eller fik hende til at slække grebet om ham. Tværtimod gemte hun hovedet lidt tættere ind mod hans hals ved de næste ord, som uundgåeligt fik hende til at smile.

"Måske ikke hver gang," medgav hun, smilet hørligt i stemmen. "Men jeg elsker, at jeg ved, at du altid vil være der, uanset om jeg har brug for det eller ej."

[Archie McCormack]

Archie var slet ikke i tvivl om, at Valerie ville kunne klare sig, uanset hvilken situation hun så skulle ende med at finde sig selv i. Det var der dog ingen grund til at gentage, så han slap blot en dæmpet lyd ned hendes skulder.

Han lagde panden mod den, selvom det krævede, at han bukkede lidt mere i nakken.

[Valerie McCormack]

Valerie havde elsket alt ved at være i Syrien, men hun havde haft sine bekymringer over at vende tilbage til Egypten, uden at hun helt havde indset det. Nu føltes det lettere og hun kunne bedre se frem til det, alt sammen takket være hans handlekraft.

Den ene arm trak sig lidt, til hånden lukkede sig om hans nakke og det var næsten uden bevidst tanke, at hun flyttede hovedet, strøg læberne langs hans kind og til sidst pressede dem mod hans.

[Archie McCormack]

Det var kun på sin plads, at Archie sørgede for et bare nogenlunde sikkert arbejdsmiljø for hende, nu han havde fået hende til at forlade sit gamle job for at rakke verden rundt sammen med ham.

Han følte da heller ikke, at han fortjente kysset, hun lagde mod hans læber men han havde samtidig virkelig heller ikke lyst til at frigøre sig. Så han trak hende blot tættere og lod hånden søge over hendes ryg, mens han holdt om hende.

[Valerie McCormack]

Valerie tog sig generelt ikke af, hvad han mente han fortjente og var heller ikke klar over det nu, som hun kyssede ham med følelse og buede sig ind mod ham, mens hun gjorde.

Den anden arm gled også tilbage, til hænderne var mod hver side af hans hals og selvom hun ofte var blid og flygtig i sine kærtegn, var det ikke tilfældet nu.

Tværtimod søgte hun blot lidt dybere i kysset, uden at vide, hvor behovet kom fra, men uden at være i tvivl om, at det var der.

[Archie McCormack]

En hånd over hendes lænd trykkede hende blot tættere på og selvom Archie havde svært ved at anerkende det i hendes ord, var han ikke i tvivl om velviljen og de stærke følelser, der lå bag kysset nu.

Derfor tøvede han heller ikke med at trække hende et umuligt stykke tættere ind til sig med fingre, der krummede sig om hendes ene side og hendes lænd, som han fulgte hende i et kys, han eller ikke selv kunne lade være at intensivere.

[Valerie McCormack]

Valerie mærkede hans respons og fandt intet incitament til at trække sig tilbage i den. Fingrene krogede sig tættere ind mod hans hals og hun strakte sig op på tæerne, uden helt at kunne komme tæt nok.

Da hun brød væk, var det da også kun efter luft og med et lille gisp. Læberne forblev lige ud for hans og hun fugtede dem, uden at sænke sig ned på flad fod igen.

"Måske er det vores sidste aften alene i et stykke tid..." bemærkede hun dæmpet, uden at prøve at skjule, hvor tankerne gik hen, som det dæmrede for hende, at de ville være fanget i et telt med hans lærling på ubestemt tid.

[Archie McCormack]

Archie holdt hende helt tæt og blev ikke den, der brød væk fra hendes læber. Tværtimod holdt han hende fortsat ind til sig og sørgede for at støtte hende med hånden mod hendes lænd, bevidst om at hun stod på tæer.

Hendes ord fik ham til at krumme fingrene om kjolens stof og han tog en indånding mod hendes læber, før han krævede dem igen.

“Gå med mig i seng?” bad han mod dem uden for alvor at kunne stoppe med at kysse hende. De havde hverken spist eller pakket endnu, men det kunne der altid blive tid til. Måtte der gøres tid til.

[Valerie McCormack]

Det var impulsivt, som alt ofte var mellem dem, men Valerie var ikke i tvivl om, hvad hun ville og da hun hørte det spejlet i hans ord, tog hun en hørlig indånding. Et smil nåede at strejfe læberne, men var væk sekundet efter, da deres læber mødtes igen.

En lavmælt lyd af bekræftelse slap hende og hænderne gled tilbage ned til hans skuldre, før hun slet og ret trak ham med sig bagud mod trappen, uden helt at kunne give slip på hverken ham eller hans læber.

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke løsrive sig og hænderne endte på hendes hofter, mens han halvsnublede efter hende. Fingrene krogede sig om stoffet, som han fandt tilbage til hendes læber igen og igen.

Ved trappen stoppede han dog, kastede et enkelt blik på kvinden på trinnet over sig, før han impulsivt bøjede sig frem og greb hende om livet. Og han var opmærksom på ikke at slå al luften ud af hende, da han svang hende over skulderen.

[Valerie McCormack]

Valerie forudså problemet med trappen og slap hans læber på grund af det, men var overrasket over udtrykket på hans ansigt. Forklaringen kom sekundet efter og hun gispede uundgåeligt, som arme lukkede sig om hende.

Så var hun over hans skulder og selvom hun var overrasket, så gik der kun øjeblikke, før hun lo blødt og fulgte det op med en næsten kælen lyd og et smørret smil, som han ikke kunne se.

Hænderne fandt støtte mod hans ryg og det lyse hår svingede lidt fra side til side, mens pulsen allerede hamrede afsted i ren forventning.