Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke en eneste protest, da han gled ned ved siden af hende. Tværtimod søgte hun blot tæt ind til ham, et saligt smil på læberne og den sene formiddagssol varm over dem.

Det var en vidunderlig følelse af hjem og det var så let at overgive sig til den med duften af ham i sine næsebor.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke haft muligheden for at dvæle i øjeblikket, de havde været intime tidligere, men der var en anden intimitet nu og han fandt ro i at kunne trække hende tæt. Øjnene gled i og han lænede kinden ind mod hendes hår.

Og et tilfreds suk forlod ham, som han trak fingrene over hendes skulder.

[Valerie McCormack]

Valerie lukkede selv øjnene, næsetippen ind mod hans hals, hvor duften smøg sig om hende som et behageligt tæppe. Armen gled omkring ham og fingerspidser tegnede mønstre mod hans ryg gennem det tynde bomuldsstof.

Sådan blev de ved, dvælende i øjeblikket, indtil hun uundgåeligt døsede lidt hen, som en kat i en solstråle.

[Archie McCormack]

Den ene arm lå under hendes hoved og havde foldet sig om hende, så han kunne kærtegne hendes modsatte skulder. Og langsomt stoppede tomlen med at bevæge sig, som vejrtrækningen blev tungere.

Han vågnede med et gib uden at ane, hvad der var sket, hvor han var eller hvor længe, han havde været ude. Det vendte kun langsomt tilbage til ham, selvom han formåede at tvinge musklerne til at slappe af igen. Valeries rolige ansigt hjalp.

[Valerie McCormack]

Det lille gib trængte ind gennem søvnen og Valerie blinkede langsomt, lidt som en ugle, og drev kun langsomt tilbage til overfladen. Som ham, var hun først forvirret, men huskede så og lod øjenlågene synke i igen.

Et træt, men tilfreds smil buede læberne opefter og hun slap et lettet suk, før hun plantede et let kys mod hans kraveben.

[Archie McCormack]

Archie burde rejse sig. Han kunne mærke det på sine muskler og på samvittigheden, der allerede nu gnavede i baghovedet. Men Valeries beroligende nærhed og kysset mod hans kraveben bød ham at blive liggende og han svævede lidt i limbo mellem de to.

“Val,” mumlede han derfor blødt i erkendelsen af, at han ikke kom op, mens hun lå tæt ind til ham på den måde og mest af alt gav ham lyst til at trække hende helt tæt og lukke øjnene igen.

[Valerie McCormack]

Valerie vidste det godt og hørte påmindelsen i sit eget navn over hans læber. En lavmælt lyd slap hende, men hun tog alligevel en indånding mere tæt ind mod ham og lod læberne strejfe varm hud igen.

"Jeg ved det," mumlede hun dog derefter og selvom det føltes svært, blød, træt og varm, som hun var, trak hun sig tilbage og fik sig skubbet op på den ene hofte.

Hun sukkede blødt og trak fingrene gennem det lyse hår, mens den anden holdt hende oppe. Blikket hvilede på ham og da den første hånd faldt, gled den alligevel over hans hofte i et enkelt kærtegn, som hun smilede træt ned til ham.

[Archie McCormack]

Det var ikke, at Archie gerne ville have hende til at flytte sig, men det var nødvendigt. Han smilede da også lidt over hendes kærtegn, før han fik trukket sig op med mavemusklerne. Et gab tvang sig frem, men han kvalte det nogenlunde.

Øjnene blev atter trukket tilbage mod hende og selvom han allerede havde trukket den alt for langt, hævede han en hånd til hendes kind og lænede sig frem til et blødt kys.

[Valerie McCormack]

Valerie tog imod hans kys og lænede sig ind mod det, mens hendes egen hånd kort fandt op til hans kæbe og tomlen strøg let over kinden. Hun dvælede lidt, men intensiverede ikke.

I stedet plantede hun blot et enkelt eller to kys mere mod hans læber, da det første endte og trak sig så lidt tilbage. Hånden faldt.

"Du bør tage afsted," konstaterede hun, men tydeligvis mere i en påmindelse til sig selv end til ham. De vidste det begge.

[Archie McCormack]

Archie vidste det, også før Valerie mindede ham om det, men det var dét, der fik ham til at sænke hånden fra hendes kind med et enkelt nik. Han stjal alligevel et sidste kys fra hendes læber.

“Ja,” svarede han og strøg en lok bag hendes øre. “Skal du have en hånd med det her først?”

[Valerie McCormack]

Valerie smilede mildt og rystede lidt på hovedet. Hun sendte ham afsted med endnu et kys, før hun selv kom på benene og gav sig til at rydde væk.

Nogle timer senere havde hun selv været ude for at tale med sine bror, men var kommet tilbage til et hus, der endnu var tomt.

Det var usikkert, om det var et godt eller skidt tegn, men der var intet andet at gøre end at vente på nyt og derfor placerede hun sig i sofaen, adskillige af Archies bøger om runer slået op omkring sig.

[Archie McCormack]

Det var ikke alverden, Archie kunne hjælpe med og han forstod kun alt for godt behovet for ikke at være alt for åbenlys omkring sine svage punkter. Derfor sørgede han for at hjælpe på de mere usynlige fronter og han stoppede forbi Gringotts, inden han tog hjem til Godricdalen.

Det overraskede ham ikke meget at se bevægelse i vinduet, da han gik igennem forhaven og han stillede skoene i entreen, før han gik ind til stuen og Valerie. Synet fik ham til at rynke hæve brynene lidt.

“Hvad leder du efter?” spurgte han og skridtede hen til hende for at kaste et blik over bøgerne.

[Valerie McCormack]

Valerie hørte døren gå og lyden af bevægelse, men først da Archie krydsede gennem rummet, så hun op fra bogen og fandt hans ansigt. Da hun så hans blik rettet mod siderne, så hun dog selv tilbage ned på den opslåede bog.

"Alt, hvad der kan forberede mig på, hvad I kan komme ud for," indrømmede hun og lod nakken falde tilbage igen, så op på ham.

[Archie McCormack]

Blikket gled over siden og slap den kun kort, da han bukkede sig ned og trykkede et overfladisk kys mod hendes hår. Han slap en bekræftende lyd og forstod sagtens behovet.

“Jeg har en bog ovenpå om de forskellige magiske anvendelser af det i den del af Afrika,” konstaterede han og flyttede en af bøgerne lidt for at sætte sig på stuebordet. Han havde ikke vist hende den endnu, en anelse bekymret for hendes reaktion. Men hun havde kun imponeret ham med sit kølige overblik, selv i pressede situationer.

“Jeg kan lige hente den til dig.”

[Valerie McCormack]

Valeries blik fulgte ham, da han satte sig og hun lod selv det ene ben, der havde været trukket op under sig sammen med det andet, glide ned. Hun nikkede til hans ord og smilede svagt.

"Jo mere jeg ved, jo bedre," svarede hun, ikke uden alvor, selvom tonen var mild. Blikket var dog fokuseret, selvom hun rakte ud og hvilede en hånd over hans knæ.

"Jeg vil ikke være uforberedt, hvis jeg kan undgå det."