Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Archie nikkede og lagde sin hånd over hendes. Den fik et enkelt klem, før han rejste sig op igen og gik ovenpå for at lede efter omtalte bog. Det tog lidt at få den fundet frem, men med den i hånden kunne han atter søge ned i stuen.

“Her.” Han holdt den op, netop som han trådte ind i rummet. “Skal vi få pakket det ned?”

[Valerie McCormack]

Valerie blev ikke siddende med bøgerne, da han gik, men lukkede dem nænsomt sammen og havde netop stablet dem på sofabordet, da han kom tilbage.

En lavmælt, bekræftende lyd undslap hende, men hun rettede sig blot op og gik ikke i gang med at pakke. I stedet rynkede hendes bryn sig lidt, som hun talte blødt, men alvorligt.

"Hvordan går det med ham?"

[Archie McCormack]

At se bøgerne i en lille stak talte kun om, hvor godt de kendte hinanden og Archie smilede i værdsættelse over hende. Over hendes grundighed og mildhed. Og det var dét, der fik ham til at gå hen til hende og folde armene om hendes skuldre, som han trak hende ind til sig.

“Han er i live,” svarede han, og det var nok det bedste, der var at sige om det lige nu.

[Valerie McCormack]

Valeries bekymring var reel og udelukkede sig ikke kun til vennen. Det var også det, der instinktivt fik hendes arme til at folde sig tæt om livet på ham, da han kom over til hende.

Hun tog en indånding over ordene, der var, hvad de var og hun nikkede lidt. Der var ingen pointe i at spørge mere, selvom helbrederen i hende havde svært ved at lade være.

[Archie McCormack]

Archie tog en dyb indånding ved hendes velduftende hår og holdt hende tæt ind til sig et øjeblik uden at kunne få sig selv til at slippe igen. Han lagde et kys på hendes hoved og slap den igen.

“De har fundet en måde at fastholde forbandelsen fra at brede sig for nu, men de ved ikke, om det er permanent,” mumlede han.

[Valerie McCormack]

Valerie holdt ham tæt ind til sig, mens tankerne cirkulerede om både forbandelsen og hvad der ville ske, hvis det værste blev aktuelt. Archies ord brød ind i det og hun trak sig nok tilbage til at se på ham.

"Det er positivt," sagde hun mildt, velvidende at det var første gang hun udtalte sig om udfaldet, men det var præcis det samme hun havde gjort i Syrien, da en lærling havde rørt ved kammervæggen. Det var en god start.

"Hvis de har klaret dét, så skal de nok finde en måde."

[Archie McCormack]

Archie var urolig, men stolede også på Valeries vurdering, især efter hun havde talt med en af sine tidligere kolleger, der var på afdelingen for trylleskader. Det fjernede ikke alle bekymringerne, men fik hans skuldre til at falde bare lidt.

Han brummede en gang og kastede blikket over hendes ansigt.

“Hvis der sker en forværring, er jeg nødt til at tage tilbage,” informerede han hende roligt, forberedte lige så meget sig selv på muligheden, som han gjorde hende.

[Valerie McCormack]

Valerie tog en indånding over hans ord, brynene trukket let sammen i alvor og hun nikkede. "Selvfølgelig," svarede hun forstående, selvom hun håbede, at det ikke kom til det. Hun havde ikke specielt lyst til at sige det næste, men det var af egoistiske grunde, så hun gjorde det alligevel.

"Er du sikker på, at du skal tage med i morgen?"

[Archie McCormack]

Archie løsnede armene lidt mere og endte med en hånd på hver af hendes overarme. Han gav dem hver et klem og søgte nedad langs dem i et blidt kærtegn, mens han overvejede.

“Jeg kan ikke gøre noget for ham,” konstaterede han endelig. Og uanset hvor gerne, han ville det, ville det sikkert ikke hjælpe noget, at han stod og optegnede situationen som mere kritisk med sin blotte tilstedeværelse.

[Valerie McCormack]

Valerie diskuterede det ikke med ham, men nikkede, selvom hun var bekymret for om det ville blive en distraktion, når han uundgåeligt skulle tilbage i pyramiden. Hun forsøgte dog at maskere den.

Armene løsnede sig om ham, men kun så hænderne kunne glide op og lægge sig mod hans skuldre.

"Det er fornuftigt," sagde hun i stedet og løj ikke. Selvom de var langt fra rækkevidde, hvis der skete noget.

[Archie McCormack]

Som hendes hænder gled op, søgte Archies ned og endte med at følge hendes sider til rundingen ved hendes hofter. Og selvom han ikke havde ledt efter godkendelse eller bekræftelse, indeholdt den en forsikring om, at valget ikke var helt ved siden af.

“Og jeg vil have, at du kan føle dig tryg,” indrømmede han uden for alvor at kunne forvise tanken.

[Valerie McCormack]

Valeries bryn trak sig sammen over tilføjelsen, som uundgåeligt bragte den ubehagelige fornemmelse tilbage, som kom alene ved tanken om forbandelsesbryderen, der havde brudt grænserne. Fingrene strammede sig ubevidst lidt om hans skuldre.

"Det er forkert, at du er nødt til at være der for det," svarede hun lavmælt, men havde også ubevidst rykket lidt tættere på. For det var sandt nok, at hans nærvær bragte det med sig, selvom det ikke burde være nødvendigt.

"Men jeg også er nervøs for, hvad der ville ske, hvis du ikke var der," indrømmede hun. Hun stolede ikke helt på, at den fysiske konfrontation ikke bare havde pustet til gløderne.

[Archie McCormack]

Archie mærkede, hvordan grebet strammedes og reagerede ved at gøre det samme. Blidt bød han hende endnu tættere ved at trække forsigtigt i hendes hofter.

Panden endte mod hendes og tyngden af hans suk måtte sige alt om hans enighed. Selv ville han aldrig have nærmet sig en kvinde uden at være helt sikker på en gengældt interesse. Men han havde for længe indset, at det ikke var alle, der delte den holdning.

“Jeg har talt med vores afdelingsleder,” svarede han alvorligt. “Forklaret hende, hvad der er sket.” Det havde været grunden til, at han måtte besøge Gringotts, før han kunne vende hjem til Valerie igen.

[Valerie McCormack]

Valerie havde glemt bekymringen i den tid, de havde været tilbage, men ville utvivlsomt vende tilbage hver gang hun så den anden mand og allerede nu gnavede den lidt i hende.

Hans nærvær var beroligende og hun søgte ind mod ham, men det fjernede ikke knuden helt. Hendes bevidsthed om, at hun var helt ny og endnu ikke havde nogen autoritet var enorm, ligesom at hun ikke havde anet, hvem hun skulle gå til i ørkenen.

Derfor fik hans ord også et uventet sug til at gå gennem hende og hun trak hovedet nok tilbage til at hun kunne se på ham. Overrasket, men ikke uden en gnist af håb.

"Hvad sagde hun?"

[Archie McCormack]

Det var unægteligt et mandsdomineret område og det sagde lidt om kvinden, der havde formået at klatre sig vejen til toppen af afdelingens hierarki. Og hun havde, ikke overraskende, selv erfaringer med lignende situationer.

“Han bliver kaldt hjem,” svarede Archie alvorligt, selvom han ikke reelt var tilfreds. Det var aldrig sket, hvis han ikke bare havde insisteret på at tage med hende.

Den ene hånd hævede sig til hendes kind og brynene trak sig sammen over et forpint blik. “Undskyld, at det kom hertil.”