Under den bagende sol [S]

[Archie McCormack]

Luftfugtigheden og varmen var mere håndterbar end i Egypten og Archie kunne rent faktisk nyde at sidde ude, selv i den direkte sol. Og der var et smil om hendes læber, som han nikkede medgivende. Sidst, de havde gjort det bare nogenlunde, havde de var gået en tur i Syrien. Han tog en indånding.

“Det bliver bedre,” lovede han og mente det.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede mildt og tog en tår af teen. "Det håber jeg," svarede hun, før hun satte kruset fra sig og lod benene glide ud til siden, indtil hun impulsivt kunne glide ned at ligge, hovedet mod hans lår.

Øjenlågene gled i, solen varm og behagelig. "Jeg er sikker på, at vi også nok skal finde det i Egypten."

[Archie McCormack]

Archie var egentlig på et sted, hvor han burde få tømt sin kop og komme videre med dagen. Det var bare håbløst utiltalende, da Valerie gled ned at ligge og han i stedet kunne se de næste mange timer forsvinde med hende i haven.

Han rakte frem og strøg en hånd over hendes tinding, fejede en lys lok væk fra hendes ansigt. De blide kærtegn forsatte over hendes pande og over hendes hår, mens han slap en dæmpet lyd i bekræftelse.

[Valerie McCormack]

Det var måske en anelse egoistisk at holde ham fra at tage afsted lidt endnu, men hun havde brug for nærheden og det enkelte, fredfyldte øjeblik, før hun også selv skulle afsted.

"Det er rart," kommenterede hun lavmælt, blød som smør, efter længere tids stilhed, mens han endnu strøg hende over håret.

[Archie McCormack]

Det var en ømhed, der kom ham mere naturligt. Tavst og helt privat. Archie havde i hvert fald ingen tøven omkring at fortsætte de blide berøringer. Et smil strejfede hans læber ved hendes ord.

“Ja,” medgav han også og stillede koppen fra sig i græsset, så han kunne lægge hånden, der havde holdt den, over hendes liv.

[Valerie McCormack]

Valerie nød tyngden fra hånden og den dybe, sikre ro, der kom af at være indhyllet i de blide kærtegn.

I et langt stykke tid tog hun blot imod dem, nød nærværet og solen, men på et tidspunkt gled øjenlågene op.

Blikket søgte hans ansigt og der var ømhed i de lyse øjne. Smilet nåede op til dem og hun lod en hånd finde ind over hans mod sit liv.

[Archie McCormack]

Archie gloede ikke på hende, men blikket endte da helt naturligt over hendes ansigt, mens tankerne vandrede over alt og intet. Fulgte hånden, der søgte over hendes bløde hår.

Det trak lidt i mundvigen, da slanke fingre fandt hans. Men han brød ikke tavsheden, lod bare blikket hvile i hendes.

[Valerie McCormack]

Archie var måske bekymret for om andre tænkte, at hun var for god til ham, men Valerie vidste at intet kunne være længere fra sandheden, som hun lå der, indhyllet i bløde kærtegn og med nærheden fra den mand, der havde givet hende modet til at følge sin egen vej og altid havde troet på hende. Alt det var i hendes bevidsted nu, som hun så ind i øjne, der både var blå og brune.

Ømheden mellem dem føltes næsten håndgribelig og selvom Valerie ikke satte ord på det, så strålede de varme følelser ud af alle hendes træk, mens fingrene strøg over hans, aftegnede dem, fulgte rundingen af det gyldne bånd, der matchede hendes eget, før de ultimativt flettede sig ind mellem dem.

[Archie McCormack]

Archie var ikke legilimens, men han havde dog kendt Valerie, siden de begge var femten og som han så ind i hendes øjne nu, var han ikke i tvivl om, hvilke følelser lå bag dem. Fingrene flettedes ind mellem hendes og hånden, der havde fulgt hendes hår, førte nu tomlen over hendes tinding i et ømt kærtegn.

Det var sådan et øjeblik, hvor han sagtens kunne have fortalt hende, at han elskede hende. Og det gjorde han også, bare ikke i ord.

[Valerie McCormack]

Han var smuk i solen med det lyse, ukæmmede hår og farvespillet, der fremhævede forskellen på hans øjne og Valerie følte sig helt varm ind i knoglerne. Intet var mere fjernt for hende, at der havde været en tid, hvor de ikke havde været sammen.

Den behagelige tavshed lå et stykke tid endnu og hun blinkede langsomt, som kroppen slappede ægte af for første gang i umindelige tider. Hun sukkede tilfreds og stemmen var lav, da hun endelig talte.

"Hvornår skal vi afsted i morgen?"

[Archie McCormack]

Solen var varm og holdt effektivt alle bekymringerne på afstand for nu, selvom Valerie prikkede lidt til boblen med sit spørgsmål. Archie tog en indånding og strøg hende en gang mere over håret.

"Tidligt," svarede han lavmælt, men lød ikke længere lige så træt. Tidsforskellen til Egypten var godt nok kun på en time, men de blev nødt til at komme tilbage, før solen vandt for meget varme og gjorde det ulideligt at arbejde.

[Valerie McCormack]

De skulle have været afsted til et bryllup om et par timer, men det var aflyst og omstændighederne var ikke de bedste. Alligevel var en lille del af Valerie ikke ked af, at det havde givet dem bare en enkelt dag sammen, som hun lå der med hovedet mod hans lår.

En dæmpet, forstående lyd slap hende og hun tog en dyb indånding, som øjenlågene faldt i, bare for et øjeblik.

Hun vidste godt, at hun snart skulle flytte sig, men det var svært.

[Archie McCormack]

Archie havde set frem til brylluppet, selvom han vidste, at det ville blive en presset affære at skulle direkte tilbage at arbejde i varmen med få timers søvn og ondt i håret. Han nød dog også at have lidt tid med Valerie haven uden at tænke på hieroglyffer. Eller i et jakkesæt, omgivet af nogle af de største røvhuller i det magiske samfund. Og sine få, udvalgte yndlingsmennesker, selvfølgelig.

Fingrene strøg et par enkelte lokker over på den anden side uden anden grund, end han nød at køre fingrene gennem hendes hånd. Han slap en tung udånding.

"Jeg kunne sagtens bare blive her," bemærkede han dæmpet, selvom det selvfølgelig ikke var en mulighed.

[Valerie McCormack]

Valeries mundvige trak opefter ved hans ord, blød under fingrene i sit hår. Langsomt blinkede hun øjnene op igen og fæstnede dem ved hans ansigt. Et blødt suk gled ud mellem hendes læber, men det var af tilfredshed mere end noget andet.

"Også mig," indrømmede hun, lige så klar over, at det ikke var muligt. "Jeg havde brug for det her."

[Archie McCormack]

Archie slap en lyd i enighed og holdt blikket lidt i hendes, før han i stedet vendte det mod haven og tog omgivelserne ind. Tillod sig at føle sig hjemme der. Han tog en dyb indånding.

Og selvom de nok burde rejse sig, flyttede han blidt hendes hoved fra sit ben for i stedet at glide ned at ligge ved hendes side.