Under den bagende sol [S]

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke det mindste i tvivl om, at han elskede hende, men der var så meget andet hun var usikker på. Men nu kom der noget, en forklaring og selvom budskabet var hårdt, gav det hende også et sug i maven.

Blikket hvilede på ham, så hvordan det sled i ham og hun var stille i flere sekunder, mens ordene rodfæstede sig. Forklarede noget, som hun måske burde have set før. I lang tid anede hun ikke, hvad hun skulle sige. Ord var der mange af, men ingen af dem føltes som de rigtige. Utallige forsikringer, som han havde hørt fra hende før.

Så i sidste ende gik hun med tre simple ord, som var alt andet end det. Talte til den side af ham, som havde kæmpet hele skoletiden, altid bagefter, og med sin stædighed havde trodset alle forventninger, alles tvivl omkring ham. Stod tilbage nu, en succesfuld forbandelsesbryder.

"Så modbevis dem."

[Archie McCormack]

Valerie formede den opfordring, der havde fået ham til hele tiden at presse sig selv, i skolen såvel som i lærlingetiden. I et langt øjeblik så Archie bare på hende, mødte rent faktisk hendes blik.

Hendes forældre kunne ikke fordrage hende, hendes bror så skævt til ham og han var ikke fremmed med, at selv mænd i lige fra offentligheden til hans eget hold, så en mulighed i at komme med tilnærmelser, selvom han var i nærheden og vielsesringen sad på hendes finger.

“Og du vil gerne... åbenlyst?” Han var kun langsomt ved at forstå, at hun ikke havde tænkt sig at forlade ham og havde brug for ham, som han havde brug for hende. Men én ting var i privaten. En anden ting var, at hun ville vedkendes ham ude i offentligheden i mere end bare sammenflettede fingre eller sjældne, flygtige kys.

[Valerie McCormack]

Valerie mødte hans blik, da han løftede det og der var ingen tegn på tøven eller tvivl i de lyse øjne, som sank ind i hans.

"Ja," lød det fra hende med følelse, næsten som var det noget indespærret, der endelig fik lov at slippe ud. Fingrene krummede sig sammen mod bordet, som et smil strøg over hendes læber.

"Ja."

[Archie McCormack]

Archie havde svært ved at tro det, men det var helt umuligt at gøre andet, da lyse øjne brændte sig fast i hans med en beslutsomhed, der fik hans hjerte til at slå lidt hårdere.

“Det virker ikke som noget, der hører sig til i offentligheden,” mumlede han alligevel, selvom det ikke for alvor lød som en dybfølt proces så meget som en frase, han havde gentaget for sig selv til ukendelighed.

[Valerie McCormack]

Valerie havde gennem tiden, allerede på skolen, set andre par, åbenlyst hengivne og i stille sind ønsket selv at have det. Men hun havde aldrig for alvor forsøgt at ændre det, havde elsket Archie for den han var, men nu hvor muligheden lå der, kunne hun ikke lade være med at gribe ud efter den.

"Jeg er ligeglad," konstaterede hun og mente det. "Jeg vil have at alle kan se, at du er min."

[Archie McCormack]

Selvom Archie ikke havde kunne få sig selv til at søge dvælende kys eller berøringer blandt andre, havde han set på hende på en måde, der sjældent efterlod tvivl om hans hengivenhed. Det var samme blik, der lå i de tofarvede øjne nu.

Og han var ikke reelt i tvivl, da han nikkede til hende. Panden glattedes ud.

“Jeg har altid ville det,” indrømmede han.

[Valerie McCormack]

Alle Valeries bekymringer og usikkerheder havde det med at smelte væk, når bare han så på hende med dét blik og det havde også en effekt nu, som hendes skuldre tydeligt faldt og anspændtheden forlod hende.

Hjertet sprang et lille, behageligt slag over ved hans ord og tænderne kom svagt til syne i et smil.

"Jamen, så," konkluderede hun og lænede sig frem, så hun kunne nå ud og stryge en hårlok tilbage fra hans pande. Blikket var ved hans og smilet nåede op i de lyse øjne. "Hold dig endelig ikke tilbage."

[Archie McCormack]

Det var et næsten grænseoverskridende sårbart øjeblik, men Valeries mangel på medynk gjorde det lidt mere holdbart. Og huden føltes sitrende, hvor fingrene havde rørt hende.

Derfor tøvede han heller ikke med at sætte den ene hånd i bordet og læne sig for at læne panden mod hendes. Den frie hånd lagde sig ved hendes hals uden på det lyse hår.

[Valerie McCormack]

Valeries puls var bare en anelse forhøjet over hans indrømmelse og handlingen dækkede over et instinktivt behov for fysisk kontakt. Derfor endte fingrene også mod hans nakke, da han lænede sig frem og hendes læber trak opefter, da deres pander stødte let mod hinanden.

Her tog hun en dyb, forløsende indånding og strøg tommelfingeren mod hans hals. Tænderne kom svagt til syne.

"Vi må dog hellere huske gardinet næste gang alligevel," kunne hun ikke dy sig for lavmælt at tilføje, mundvigene sitrende.

[Archie McCormack]

Archie var ikke helt klar til at more sig over det endnu, men forblev lænet frem med panden mod hendes lidt endnu. Tomlen strøg over hendes kind i et blidt, fjerlet kærtegn, før han trak sig lidt væk, kyssede hendes pande og rettede sig op igen.

“Kom, vi er nødt til at få noget morgenmad .”

[Valerie McCormack]

Valerie bebrejdede ham ikke for alvor manglen på morskab over det, men var bare glad for at mørket endnu engang var blevet skubbet tilbage og at lyset lod til at have vundet lidt.

Hun slap en blød lyd i bekræftelse og smilede over læberne mod sin pande, før hun selv lænede sig tilbage.

Skuldrene faldt og hun så ømt på ham, før hun kom på benene, strejfede hans skulder og søgte ud mod køkkenet igen, et blik tilbage på ham over skulderen.

"Vil du stadig sidde ude eller skal du afsted...?"

[Archie McCormack]

Valerie var som sin egen lille sol og hendes stråler formåede som oftest at nå helt ind i det klamme mørke, der boede i hans indre. Det lod sig endda varme lidt op og da hun rejste sig, fulgte han med hende ud i køkkenet.

“Lad os sidde ude,” svarede han, ikke det mindste i tvivl om, at det var det rette valg. Uanset hvor travlt, han følte, han havde, var der noget, der var vigtigere. Og det var ikke kun lige nu, at det var Valerie, der blev prioriteret.

[Valerie McCormack]

Et smil strøg over hendes læber ved svaret og forblev der, mens de fik lavet te og gjort et par tallerkener klar. Det hele blev taget med ud i den lille have og i stedet for at bruge havemøblerne, blev det på et tæppe på græsset.

Der sad de nu, maden spist og Valerie havde et krus med te mellem hænderne. Ansigtet var vendt op mod solen og øjnene lukket mod den, som hun slap et lille suk af tilfredshed.

Det var da også første gang siden aftenen inden Hamish og Alissas besøg, at hun reelt havde mulighed for bare at sidde og slappe af og pludselig var der intet, der virkede mere tiltrængt end det.

[Archie McCormack]

Archie var altid lidt mere anspændt, når de var i England, men i havde men en kop stadig lunken te i i hånden, solen over ansigtet og blikket på Valerie. Han kom endda til at smile, selvom tænderne ikke kom til syne.

“Der er gået for længe siden, at jeg har set dig sådan,” konstaterede han og tog en tår. Faktisk havde han ikke set hende se helt ubekymret ud, siden de forlod Syrien.

[Valerie McCormack]

Valerie blinkede kun langsomt øjnene op, da han talte og sænkede ikke hagen med det samme, solen varm og behagelig her. Det havde efterladt et blødt smil på hendes læber og det svandt ikke ind, som hun drejede hovedet bare lidt til siden, så hun kunne se halvt på ham.

"Det er for længe siden, at jeg har haft det sådan," medgav hun. De havde haft rasende travlt, siden de var kommet tilbage i starten af juni.

"Vi glemmer at holde fri."