Brudgommen og forloveren

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ingenting med sig og derfor sad han også bare i sit undertøj på kanten af sengen, alle de blå mærker fint udstillet, som han endnu ikke havde taget sig sammen til at kravle ned i. Da døren blev åbnet igen, løftede hans blik sig til Alissa og brynene trak sig lidt sammen. Der gik et sekund eller to, før han talte. Ikke defensivt eller afkoblet, men reelt uforstående. Beklagende.

"Jeg ved stadig ikke, hvad det var jeg gjorde. Men jeg er ked af det, hvis det gjorde dig oprørt."

[Alissa Avery]

Alissa havde taget en dyb indånding lige på den anden side af døren og troet, at hun var helt klar på hvad som helst. Men Hamish, der sad på sengekanten helt forslået og kom med en undskyldning for noget, han ikke engang bevidst havde gjort.

Hun lukkede døren bag sig og overvejede at gå hen til ham, men kom ikke længere end et par skridt ind i værelset, før hun stoppede.

"Det var i stuen lige nedenunder, at det skete," indrømmede hun dæmpet uden at kunne hæve blikket til mørke øjne, der kunne se lige igennem hende. Så hun holdt det på de mørke plamager på hans hud.

"At trække staven og låse alle dørene, var altid det første, han gjorde."

[Hamish Buchanan]

Forståelsen gryede med hendes ord, men den var ikke lettende. Tværtimod var det lidt som at få en kniv i brystet, der var meget værre end alle de blå mærker. Og han kunne, uanset hvor meget han forsøgte, ikke lade være med at føle sig bare en lille smule ramt.

"Tror du, at jeg vil gøre dig ondt?"

[Alissa Avery]

Brynene blev trukket sammen, da Hamish i stedet for at være forstående, fik det til at handle om sig selv. Alissa blinkede en gang, som hun nærmede sig farezonen for at få blanke øjne. Men hun tillod det ikke for alvor.

I stedet mødte hun rent faktisk hans blik og lagde armene over kors. "Hvis det var tilfældet, ville du slet ikke vide, hvad der var sket i den stue."

[Hamish Buchanan]

Hamish følte reelt, at det havde noget med ham at gøre. Han var ingen specialist i traumatiske oplevelser og havde kun selv én større i sit liv, som var meget anderledes fra det Alissa havde. Til gengæld var han tydeligvis i stand til at gøre alt det forkerte, så meget var han slet ikke i tvivl om ud fra hendes ord og kropsholdning. Men hvad vidste magikere også om mentale udfordringer.

"Hvis du ikke er bange for mig, så forstår jeg ikke, hvorfor det er et problem. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal undgå at komme til at gøre ting, som han har gjort. Jeg kan ikke love dig, at jeg aldrig vil trække min stav, når jeg træder ind i et rum eller at jeg aldrig vil få brug for at låse en dør igen."

[Alissa Avery]

Det gjorde ondt bare at tale om, men det var intet sammenlignet med den manglende forståelse, der var at finde i Hamish. Ved hans nedkogning af problemet og reducering til det komplet absurde, så hun rasende på ham.

"Jamen hvis du ikke kan se, at det er et problem, så er der jo sikkert ikke ét," svarede hun hårdt igen. "Så kan jeg godt se, at der ikke er nogen grund til, hvorfor du skulle prøve at forstå, når du i stedet kan fremstille mig som så urimelig, at jeg ville bede dig, aldrig trække din stav."

[Hamish Buchanan]

Hamish prøvede virkelig, men hendes ord var som en lussing. Han havde aldrig sagt, at der ikke var et problem, kun at han havde problemer med at forstå det. Og det var tydeligvis ikke acceptabelt. Brynene trak sig sammen og hans stemme var helt lavmælt, da han talte.

"Det her er mig, der prøver at forstå, Alissa."

[Alissa Avery]

Alissa havde lyst til at indvende, at det mere virkede som en latterliggørelse, men hun satte aldrig ord på tanken. I stedet lukkede hun armene om sig selv, som hun igen stod inde på det forbandede værelse og prøvede at forhindre sig selv i at gå i opløsning.

"Er det virkelig for meget at bede om, at du ikke trækker staven og låser mig inde i små rum med dig? Forstår du virkelig ikke, hvor intimiderende det kan være, selv hvis jeg ikke havde- Selv hvis dét ikke var sket."

[Hamish Buchanan]

Hamish følte sig en anelse magtesløs. Han havde åbenbart væltet alt med en eneste handling, der bare havde været tiltænkt at hindre hendes far i at vade ind, mens han stod og blottede sig for hende. Nu fik hun ham til at lyde som en skurk, trods utallige løfter om, at han aldrig ville gøre hende ondt. Og hun påstod, at hun ikke var bange for ham, men alligevel var det intimiderende. Hans hoved dunkede lidt ovenpå vinen. Er det virkelig for meget at bede om, at du ikke trækker staven og låser mig inde i små rum med dig?

Han så ikke på hende og talte endelig lavmælt. "Jeg har sagt undskyld," konstaterede han. "Jeg er ked af, at det fik dig til at tænke på dét. Det var ikke min intention og jeg vil forsøge at undgå, at det sker igen. Men jeg synes heller ikke, at det er rimeligt, at du fremstiller mig på den måde, Alissa."

[Alissa Avery]

Der var tidspunkter, hvor Hamish mening betød alt for hende, men lige nu var virkelig ikke et af dem og Alissa stirrede på ham, faretruende tavs og med en rasende puls, der tegnede roser på hendes kinder.

"Det handler ikke om dig," udbrød hun frustreret. Ikke kun over hans manglende forståelse, men også over den måde, han nu undveg hendes blik. "Det handler om, at hver gang jeg hører de forbandede låse i det her hjem klikke, så er det hans ansigt, jeg ser og jeg nægter, at du skal få mig til at have det værre med det her."

Og med de ord vendte hun ryggen til ham, klar til også at forlade dét rum. Så måtte han tage hjem eller blive. Hun kunne i hvert fald ikke klare at stå, flagrende og sårbar, mens han sad, rolig og fattet uden at møde hendes blik.

[Hamish Buchanan]

Alissa kendte ham tydeligvis ikke så godt, hvis hun betragtede hans holdning nu som rolig og fattet. Han var meget lidt vant til at vise usikkerhed og det blev ikke bedre af, at alt hvad han sagde, bare gjorde det hele endnu værre.

Han så op, da hun bevægede sig mod døren og rejste sig, men fulgte ikke efter.

"Lad være med at stikke af fra mig," sagde han, hans egen tone bare en anelse mere ophidset nu.

[Alissa Avery]

Alissa havde netop fået døren op, da han talte bag sig og hun stivnede, overvældet af trangen til at smække døren højlydt i uden tanke for, hvem der så måtte høre det. Hun endte i stedet med at lukke den beslutsomt i, så Hamish i hvert fald ville kunne høre kraften bag, før hun langsomt vendte sig om mod ham igen.

"Hvad? Er jeg nu urimelig igen?" hvæsede hun, men hårdheden i hendes stemme var kun for at gøre op for hvordan han fik det til prikke bag øjnene og nive i næsen.

[Hamish Buchanan]

Hamish mente ærligt talt at svaret var ja og han bed lidt sammen, som næsefløjene vibrerede en enkelt gang. Det var ikke fordi, at han ikke havde ondt i hjertet for hende, men det var sværere at holde fast i, når hun anklagede ham på den måde. Han tog en indånding og tvang sin stemme rolig, da han svarede.

"Jeg vil aldrig bevidst gøre noget, der forvolder dig smerte," lovede han, alvorlig.

[Alissa Avery]

Det var nogenlunde så langt fra Alissas oprindelige plan og hun hadede alt ved det; mest af alt, at de nu igen stod med tre-fire meter mellem hinanden og at det igen føltes som flere tusind.

Hun var ikke længere blind for, at Hamish også var påvirket. Det gjorde bare ikke hendes smerte mindre og hun blinkede igen, for at holde tårerne på afstand, selvom de opblussede kinder på sin egen vis var afslørende.

"Det gør du lige nu."

[Hamish Buchanan]

Hamish hørte sin undskyldning, sit løfte og sin omsorg, selv gennem forurettetheden, klinge hult til jorden, som hun skød det væk. Han havde beklaget, han havde sagt, at han ikke ville gøre noget for at gøre hende bange igen, men det var ikke nok til at slette minderne om Maximilian Yaxley og nu bødede han for det.

Han vidste ikke, hvad han ellers kunne sige. Han kunne forsøge at tage hende i armene, stryge hendes hår og gentage sig selv, men hans indre var også i oprør, så han stod bare, fuldkommen magtesløs.