Brudgommen og forloveren

[Alissa Avery]

Alissa havde brugt nok tid på at græde siden påskeferien og hun var ikke interesseret i at bruge mere. Men det var åbenbart skæbnen, at deres forhold skulle hjemsøges i hendes barndomshjem. Hun kunne ikke sætte en finger på hvorfor og hvor hun tidligere havde søgt ind til ham, elimineret afstanden med kys og nærvær, stod hun nu som naglet til gulvet.

"Tror du, jeg kan lide at have det sådan her?" spurgte hun efter et langt øjebliks larmende tavshed. "Tror du ikke, jeg af og til ønsker, at jeg kunne fjerne minderne om, hvad han gjorde? Tror du, jeg kan lide at se anderledes på min far, der sad lige ved siden af uden at vide, hvad der foregik? Eller at jeg kan lide, at det skal gå ud over os, at det stadig gør ondt af og til? For det er ikke tilfældet."

[Hamish Buchanan]

Det var en krigerisk tilgang til det og spørgsmålene kunne let have gjort ham defensiv. Det havde dog en modsat effekt og hans skuldre faldt en anelse, som han så afvæbnet og lettere håbløst på hende.

"Selvfølgelig tror jeg ikke noget af det," svarede han, helt lavmælt.

[Alissa Avery]

Da først Alissa havde åbnet munden, havde ordene flydt fra hende. Banet sig vej ud i et spinkelt tonefald. Og hun så mindst lige så håbløs ud, som hun stod henne ved døren og følte sig meget langt væk fra sin forlovede.

Hendes arme faldt tomt ned langs siderne og skuldrene sank med dem. Hun lukkede øjnene og gemte ansigtet lidt i hænderne, mens hun tog en dyb indånding. Så forsøgte hun at ranke sig lidt, selvom det næppe var med stor succes. Især ikke da hun snøftede hårdt ind.

"Godt." Hun halede en lok bag øret i en sjælden, nervøs handling. Snøftede igen, før hun alligevel kom ham bare lidt i møde i ord.

"Jeg ved også godt, at du aldrig ville gøre mig ondt." Blikket flakkede ikke længere, selvom en ækel fornemmelse havde taget bo i hendes indre. "Det var bare aldrig dig, jeg var bange for. Men da jeg hørte låsen, jeg..." Stemmen døde ud. Indrømmelsen af, at den ubegrundede angst var dukket op så pludseligt, var alligevel for ynkeligt.

[Hamish Buchanan]

Det var det, der skulle til. Den kriblende, ubehagelige følelse sev lidt ud af ham. Han tøvede ikke længere, men krydsede afstanden over til hende i et par skridt og selvom han næsten var afklædt, rakte han ud og søgte at trække hende ind til sig.

"Undskyld," sagde han alvorligt, men dybfølt.

[Alissa Avery]

Det var efterhånden ved at være længe siden, at Alissa havde haft mulighed for at være så tæt på ham, at hun kunne mærke varm hud blot ved at lægge armene om ham. Hun tøvede ikke med at glide ind i hans favn og kyssede instinktivt hans kraveben, så snart det kom inden for rækkevidde.

"Også mig," hviskede hun, ude af stand til at tage ordet i sin mund i det øjeblik. Selvom hun mente det.

[Hamish Buchanan]

Hamish sukkede lavmælt, da hun sank ind i hans arme og han tøvede ikke med at folde dem tæt om hende. Læberne strejfede toppen af hendes hoved.

Han sagde ikke mere, men så blot ud i luften.

[Alissa Avery]

Alissa slappede instinktivt mere af, da hun stod med Hamish' arme om sig igen. Men det fjernede ikke samtalen og måden, de igen havde mødt hinanden med fjendtlighed frem for forståelse.

Hun trak sig lidt tilbage og lagde nakken bagover, så hun kunne fange hans blik. "Jeg hader, når det er sådan her."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde det fint med bare at stå og stirre eftertænksomt ud i luften, men han mødte hendes blik, da hun trak sig tilbage og tog en dyb indånding.

"Også mig."

[Alissa Avery]

Alissa havde behov for at kunne se på ham. Kunne læse hans træk, selvom de af og til var svære for hende at tyde. Den ene hånd gled fra hans side og fandt op på hans brystkasse, let i spænd mellem deres kroppe.

"Jeg vil ikke have det til at være sådan, når vi bor sammen." Ikke, at det ikke uden tvivl ville komme med sine udfordringer. Men tavshed, udvandring og afstand var tydeligvis en uholdbar strategi.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke love, at der aldrig ville ske noget lignende i det nye hjem. Især ikke, når han slet ikke havde forudset dét her, nu. Han kunne dog have pointeret, at der i lejligheden var begrænset mulighed for at flygte andre steder hen, men det holdt hn i sig og tog i stedet en indånding og rystede på hovedet. Var reel, da han talte.

"Lad os forsøge at undgå det, hm?"

[Alissa Avery]

Det var ikke en konkret plan, men det var dog en enighed om, at ingen af dem ønskede at ende i en konflikt, trods de sommetider anklagede hinanden for netop det. Alissa nikkede og strejfede hans læber med sine.

"Og indtil da kan vi skyde skylden på min mor," spøgte hun i et forsøg på at lette stemningen lidt, men med en ærlighed, hun aldrig havde omtalt familiesituationen med over for nogen. "Her er altid en underlig stemning, når de begge to er her på samme tid."

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke lade være med at slippe et lille, muntert fnys over hendes ord, selvom det ikke helt tog alvoren. Han løftede dog en hånd og lagde den mod hendes kind, som tommelfingeren strøg lidt over.

"Jeg har et forslag, der måske kan gøre, at det aldrig kommer til at ske for os," konstaterede han, i forlængelse af det. "Hvis vi bliver enige om aldrig at gå i seng og være vrede på hinanden."

[Alissa Avery]

Alissa bebrejdede ikke for alvor sin mor. Faktisk var hun bare ovenud lykkelig for, at hun var i hjemmet, selvom det fulgte med det strenge blik. Hun kunne dog sagtens se, at forældrenes ægteskab ikke var lykkeligt og hun så nysgerrigt på Hamish.

"Det lyder som et godt forslag," svarede hun og kyssede hans læber. "Eller uden at kysse hinanden godnat. Når vi sover sammen, selvfølgelig."

[Hamish Buchanan]

Hamish var tilfreds med reaktionen og brummede en dyb lyd, som hans arme trak hende bare en anelse tættere.

"Aftale," svarede han og forseglede det med et dvælende kys mere mod hendes læber.

[Alissa Avery]

Alissa lod sig gerne trække tættere og kunne da heller ikke modstå lysten til at trykke sig lidt tættere på ham. Kysset endte da også med at tage form af det utilfredsstillede behov, hun havde haft for at bruge aftenen med ham.

Det var sent og forældrene forventede uden tvivl, at hun var på sit eget værelse. Men hun kunne ikke få sig selv til at frigøre sig.