Brudgommen og forloveren

[Hamish Buchanan]

Hamish havde set mere end frem til at hente Alissa, endelig for alvor i stand til at tilbringe ordentlig tid med hende og så tæt på brylluppet, at det var helt utroligt at de rent faktisk havde fundet tid til aftenens besøg. Men det var en helt essentiel del af det og han så selv frem til besøget i Godricdalen. Det havde dog på vejen dertil slået ham, at noget virkede til at genere Alissa, men det havde ikke været tiden til at undersøge det nærmere og snart var de ankommet.

Han hilste med reel, omend altid lidt tilknappet, varme på Valerie, før han tilfreds fulgte med Archie McCormack ind i den lyse stue, som han følte sig underligt tilpas i, på trods af at alt ved rummet var komplet det modsatte af, hvad han var vant til. Det var længe siden at han havde været der sidst, men ikke meget var forandret og han smilede næsten afslappet, som han fulgte efter vennen ind i rummet.

"Endnu engang tak for invitationen," sagde han i nærmest vanlig høflighed.

[Archie McCormack]

Det var evigheder siden, at de havde haft gæster i Godricdalen. Faktisk kunne Archie ikke huske, hvornår det sidst var sket og han så da også frem til at dele aftenen med Hamish og hans forlovede, som han endnu ikke officielt havde mødt, trods de engang havde delt opholdsstue.

Han hilste dog kun kortvarigt på hende og klarede halsen lidt, da hendes inspicerende blik var forsvundet med Valerie ovenpå og han i stedet kunne følges med kammeraten ind i stuen. Han nikkede til høfligheden, men tog ikke plads endnu.

"Kan jeg byde på en skænk for middagen?"

[Hamish Buchanan]

Hamish brummede en bekræftende lyd og fulgte op med et "ja tak," før han selv tog plads i en kurvestol, der var lidt mere blød end han var vant til. Blikket hvilede på vennen, som han foldede det ene ben ind over det andet og lænede sig lidt tilbage. Ovenpå hørtes svagt lyden af bevægelse og han var allerede nysgerrig på, hvordan de to kvinders møde mon udfoldede sig.

"Så, er du ved at være faldet på plads i England igen?"

[Archie McCormack]

Archie nikkede en gang og fik fisket en flaske frem og snart efter kunne han dumpe ned over for Hamish med to glas whiskey, hvoraf det ene blev stillet foran kammeraten.

"Lige så langsomt," svarede han og tøvede lidt, før han med passende begejstring (altså ingen) fortsatte: "Jeg har fået tildelt en lærling."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke for alvor nogen klager over valget af drink, selvom det var før middagen. Sådan havde de to skotter nok noget til fælles. Mørke øjenbryn gled en anelse op i overraskelse.

"Det var hurtigt," konstaterede han. Han havde knapt nået at ønske Archie tillykke med at være blevet færdig. "Hvem er det så?"

[Archie McCormack]

Archie hævede brynene lidt over et blik, der allerede var en lille smule træt ved tanken om, at han skulle opgive sin nyfundne frihed som færdigudlært for pludselig at skulle fokusere på en andens læretid.

"Ronan Thomas," svarede han og brynene gjorde et lille ryk ind mod midten uden for alvor at trækkes sammen, før de gled tilbage på plads. "I må vel næsten have været på samme årgang."

[Hamish Buchanan]

Begge øjenbryn gled en anelse op over informationen og han kunne ikke helt hindre et lettere uimponeret udtryk i at glide over sit ansigt. Han tog en indånding, mens han forsøgte at finde diplomatien frem. Det gik... Tvivlsomt.

"Ja," svarede han og behøvede tydeligvis ikke at forsøge at huske, hvem der var tale om. "Og hvordan går det så...?"

[Archie McCormack]

Archie havde i forvejen sine forbehold og da hans mest betroede så mildest talt skeptisk ud, blev han ikke ligefrem begejstret. Eller formildnet.

"Han vil omgøre det, som magikere har gjort gennem århundreder, som åbenbart er gået ud over mugglere."

Og det var da ikke, at Archie hadede mugglere eller betragtede dem som andenrangsvæsener. Men det var ret tydeligt på hans blik, at han syntes, det var en meget mystisk ting at bruge sit liv på.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke hindre et fnys. "Ja, det lyder som Thomas," konstaterede han, en kende tørt. Det var som ikke fordi, at han decideret havde noget imod omtalte lærling, men han havde altid forekommet ham en anelse fanatisk. Ikke at de havde haft meget med hinanden at gøre.

"Jeg kan ikke sige, at jeg forstår hans holdning til mugglere eller behovet for at udbrede den, men man kan sige, at han i det mindste ikke er uintelligent. Hvordan endte du med ham?"

[Archie McCormack]

Det var ikke ligefrem beroligende, men Archie gjorde sit bedste for ikke at male Fanden på væggen. Den knapt yngre lærling havde trods alt ikke virket helt umulig, da de havde fået mulighed for lige at se hinanden an. Og han havde selv fået en fornemmelse af, at der da gemte sig en vis begavelse bag de mørke øjne.

"En ulykke på et af vores hold i Myanmar," svarede han uden at gå i makabre detaljer. "Der er ikke mange tilbage i Gringotts, der ikke enten allerede har en lærling eller er alt for gamle til at give reel felterfaring. Så."

Han tog en tår.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde endnu selv et år tilbage af sin lærlingetid og kunne ikke for alvor forestille sig selv at skulle være læremester om et år. Specielt ikke for en lærling, som han ikke selv havde valgt. Han slap en sympatiserende lyd og tog selv en tår, før han slap en udånding. Stilheden lå lidt, før lyden af trin lød ude fra trappen. Hamish' hoved drejede sig ganske let i retning af den, men kvinderne fortsatte tydeligvis ud i køkkenet.

Han var bare en kende bekymret for, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden og måske afslørede hans opmærksomhed det. Det var dog ikke det, han satte ord på, da han talte igen. Omend det var i den retning.

"Valerie ser også ud til at have det godt."

[Archie McCormack]

Archie hørte også kvindernes bevægen sig rundt, men han kendte ikke Hamish' forlovede og vidste ikke, at der kunne være grund til bekymring. Han stolede blot på Valeries evne til at få alle omkring sig til at have det godt.

Et oprigtigt smil strejfede hans læber, selvom det som sædvanlig ikke var overstrømmende. Han rettede sig dog lidt op.

"Jeg tror, hun er glad for at være hjemme igen. Få set sine veninder."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke set Valerie siden Archie var flyttet hjem igen og hans sidste referencepunkt var derfor den lettere livløse kvinde, som han havde set og besøgt et par gange i den tid, hvor de to havde været adskilt. Forandringen var umiddelbar. Mest af alt fornemmede han den dog i vennen, selvom det ikke var noget, han satte ord på. I stedet smilede han selv blot svagt og nikkede let.

"Det er i hvert fald godt at være her igen," konstaterede han og et drillende glimt sneg sig ind i de mørke øjne. "Ren idyl."

[Archie McCormack]

Archie slap en umiskendeligt munter lyd og rystede stadig lidt på hovedet, da han sænkede glasset fra læberne igen. De tofarvede øjne fandt mørke og han hævede det ene bryn lidt, uden for alvor at kunne erklære sig uenig.

"Jamen jeg håber da, I vil komme igen efter i aften," svarede han og efter et øjeblik gled blikket med tankerne mod køkkenet.

[Hamish Buchanan]

Det trak ganske let i Hamish' ene mundvig over ordene, mens fingrene slog let mod glasset. "Det håber jeg også," konstaterede han med en lille sitren omkring mundvigen. Han var ikke ubevidst om, at vennernes hjem var meget langt fra alt andet Alissa kendte. Han var ikke uinteresseret i hendes mening om det hele.

"Ligesom jeg håber, at Valerie og Alissa kommer godt ud af det med hinanden."