Brudgommen og forloveren

[Archie McCormack]

Archie kendte ikke pigen godt nok til at tage Hamish' ord som andet end spøg og han slap en underholdt lyd, som han vendte blikket tilbage til ham.

"Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle kunne det," konstaterede han derfor med et skævt smil. Snart var whiskeyen drukket og de to venner søgte ud i køkkenet til kvinderne og en hyggelig middag.

out

[Hamish Buchanan]

Hamish nød helt reelt at være i sine venners selskab. Han havde i stille sind troet, at det måske ikke ville ske igen, men han var glad for, at det ikke var sådan. Og positivt overrasket over den forandring, han fornemmede. Mest af alt var han tilfreds med at kunne præsentere sin forlovede for kammeraten og han var ærligt talt temmelig godt tilfreds med hende efterfølgende. Ikke at det var et chok, at hun opførte sig både charmerende og fejlfrit.

Af samme grund hvilede et smil endnu på hans læber, da de havde taget afsked og døren blev lukket bag dem. Han tilbød Alissa Avery sin hånd og så ned på hende med varme i det mørke blik.

"Gå lidt med mig?"

[Alissa Avery]

Det havde været en ganske fin middag, selvom Alissa grundlæggende ikke forstod det liv, hun fik lov at kigge ind på. Aftenen var da også blevet lidt bedre, da hun indså, at Hamish ikke så på den anden kvinde, som han så på hende og op til flere gange glemte hun næsten, at hun jo egentlig var utilfreds.

Hun lagde da også sin hånd i hans og flettede fingrene sammen, men brød ikke tavsheden.

[Hamish Buchanan]

Hamish nød fornemmelsen af endelig at være fysisk tæt på Alissa igen og med den klare viden om, at det ikke bare var for et par timer. Det var nok også det, der fik hans tommelfinger til at stryge let over hendes i et næsten ubevidst kærtegn. Læberne forblev buet opad, som han satte kursen ned gennem Godricdalen.

"Tak for, at du tog med," sagde han roligt, men mente det. Det var ikke ingenting for ham, at han havde introduceret hende for sine venner. "Hvordan var det?"

[Alissa Avery]

Det var svært at være sur på Hamish, når han gik og nussede hendes hånd og var oprigtigt værdsættende og smilende og generelt havde gjort hende blød i knæene det meste af aftenen. Alissa nikkede lidt.

"De var imødekommende," svarede hun diplomatisk. "Du lader til at være afslappet i deres selskab."

[Hamish Buchanan]

Hamish var for en gangs skyld ikke bevidst om, at Alissa var utilfreds med ham. Måske fordi han selv var så tilfreds og glad, at det virkede fuldkommen utænkeligt. I retrospekt ville han måske betragte sig selv som naiv for det. For nu smilede han bare over hendes ord og så ned på hende, uden helt at kunne lade være.

"Archie er min bedste ven," konstaterede han simpelt, selvom det ærligt talt ikke var noget han satte ord på normalt. Det at besøge vennerne havde altid lidt været et pusterum, væk fra det næraristokratiske liv, som han levede normalt. Og foretrak.

[Alissa Avery]

Alissa kom til at smile lidt over konstateringen, men der gik ikke mange sekunder, før et jag i maven fik kvalt det. Så hun nikkede bare lidt og trak langsomt hånden ud af hans. Det skulle selvfølgelig ikke være alt for åbenlyst, så hun brugte den til at feje en lyserød lok væk fra ansigtet.

Men hun fandt ikke tilbage til hans hånd igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig lidt sammen, da hendes hånd forlod hans. Blikket faldt til hendes ansigt og han var pludselig ikke i tvivl om, at der var noget i vejen. Generelt faldt Alissa sjældent tavs på den måde og han havde da slet ikke forventet det, nu hvor de for første gang i meget, meget lang tid, rent faktisk havde muligheden for at være i hinandens selskab. Det eneste han kunne komme på, var at det havde noget med besøget at gøre. Derfor var hans stemme også mild, som han talte.

"Hvad er det, Alissa?"

[Alissa Avery]

En Avery blottede ikke sine svagheder ude i offentligheden og Alissa prøvede da også bare at ignorere det. Håndtere det hele med en kølig distance. Men det havde aldrig været hendes stil og efter et par meter i tavshed, gled hendes læber fra hinanden.

"Der går et rygte om dig på skolen," konstaterede hun lavmælt, selvom der ikke var andre på den lille gade end dem.

[Hamish Buchanan]

Af alle de ting, som Alissa kunne have sagt, var det nok omtrent det sidste han havde forventet og øjenbrynene gled op i helt reel overraskelse, som han så lidt forbløffet ned på hende. Tonefaldet var nærmest forundret.

"Om mig?"

[Alissa Avery]

Måske Alissa burde bekymre sig mest for, hvad et sådan rygte kunne betyde for brylluppet. Men det var ikke dén bekymring, der for alvor havde holdt hende vågen. Eller afholdt hende fra at tage Hamish' hånd igen, men i stedet slap en bekræftende lyd uden at se på ham.

"Og en assistent fra Ministeriet." Tonefaldet var konstaterende, nærmede sig nøgternt. Selvom tanken alene gav hende ondt i maven.

[Hamish Buchanan]

Hamish var helt blank. Det afslørede sig af den forbløffelse, der stadig hvilede på hans ansigt, som ellers plejede at være helt neutralt, når der var følelser, han maskerede. Der var intet at maskere nu, for han anede vitterligt ikke, hvad det handlede om. Han fornemmede dog ud fra hendes tonefald, at det ikke var godt.

Brynene trak sig lidt sammen, men han lignede mest af alt bare stadig et kæmpe spørgsmålstegn, som han så ned på hende.

[Alissa Avery]

Alissa stoppede og drejede sig mod ham, selvom det krævede en indånding at få hævet blikket til hans. Ikke, at hun var i stand til at slå det væk, da først det havde fundet mørke øjne.

"Alle siger, du har en affære med assistenten for højmagiratet. En af Bancroft'erne."

[Hamish Buchanan]

Hamish standsede også. Og et øjeblik efter gled øjenbrynene helt op i panden på ham, før han fnøs, næsten foragteligt og så en anelse forurettet ned på hende. Uden at noget af det naturligvis var decideret overstrømmende. Han var trods alt stadig kontrolleret.

"Det er jo latterligt," konstaterede han simpelt.

[Alissa Avery]

Reaktionen gjorde sit for at berolige hende, men det var stadig tanker, der havde været i Alissa den sidste uge og tiden havde gjort dem sejlivede. Muligvis hjulpet på vej af hendes insisteren på at opsøge mere viden i stedet for at lade det ligge.

Men hun havde også en gang bedt ham om at vælge den bekvemmelige løgn over den brutale sandhed. Nu fortrød hun.

"Det var ellers meget detaljeret. Og I har været på slottet samtidig," pointerede hun, havde tydeligvis gjort baggrundsarbejdet. "Jeg vil bare gerne vide det, hvis der er noget at vide."