Brudgommen og forloveren

[Alissa Avery]

Hamish havde en tendens til at forvente, at hun vidste det hele, selvom han havde det med at glemme at indvie hende. Som det havde været både med hans fødselsdag og da han flyttede til lejligheden. Det var dog ikke grunden til, at Alissas mund stod åben, da han lukkede skjorten igen.

"Så du kommer til at være helt gul og blå til vores bryllup?" spurgte hun misfornøjet.

[Hamish Buchanan]

Hamish knappede skjorten, tog staven igen og låste døren op på ny, nu hvor det ikke ville gøre så meget, at nogen kom ind. Han så selv en anelse utilfreds ud ved hendes spørgsmål.

"Det var ikke med min gode vilje," konstaterede han, en anelse tørt.

[Alissa Avery]

Det gav et sæt ved hende igen ved lyden af låsen, der var præcis magen til den i stuen nedenunder. Dér, hvor hun havde hjælpeløst havde ligget og vredet sig på gulvet, mens forældrene havde siddet og spist middag på den anden side af væggen.

Alissa tog en indånding og tvang et smil frem. Hun nikkede en gang, distraheret af det pludseligt intense behov efter at flytte ud af huset.

"Du må jo bare øve dig, så du kan lade ham bøde for det," konstaterede hun.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ingen tankelæser (endnu) og tolkede blot Alissas udtryk som misbilligelse. Det fik blot hans ansigt til at se alvorligt ud, som skjorten blev stoppet pænt tilbage på plads og han i løbet af øjeblikke var tilbage til den helt hæderlige fuldblodsmagiker.

"Det er den langsigtede plan," konstarede han nøgternt, men uden meget passion.

[Alissa Avery]

Alissa forstod ikke tonefaldet og rynkede brynene lidt over det, men kunne heller ikke for alvor bekymre sig. Hun trak blot fingrene gennem håret og nikkede en enkelt gang.

"Det er sent," konstaterede hun efter et øjeblik med ukarakteristisk tavshed.

[Hamish Buchanan]

Hamish fornemmede, at der var noget i vejen, men han havde ingen grund til at tro, at det var andet end hendes utilfredshed med hans krops tilstand. Det kunne han ærligt talt ikke føle så meget sympati med og derfor nikkede han også blot, uden at søge at mindske afstanden igen. I stedet vendte lidt af den tidligere præfekt tilbage til ham, som han rankede sig en anelse.

"Naturligvis. Du må være træt."

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, at Alissa følte sig helt alene i det store hus; en følelse, der kun blev yderligere cementeret, da Hamish rankede sig. Instinktivt gjorde hun det samme og svang håret væk, før hun lod hånden falde.

"Det må jeg vel," konstaterede hun uden at forstå kulden, hun fornemmede fra ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish anede ikke, hvorfor hun pludselig opførte sig så distanceret overfor ham, men han havde en grim fornemmelse af, at det havde noget at gøre med de blå mærker. Det sled på hans stolthed, at det åbenbart sænkede hendes agtelse af ham og han bed lidt sammen. Brynene rynkede sig over hendes svar, men han fik en fornemmelse af, at hun ville misforstå alt, hvad han sagde lige nu og han kunne ikke helt se, hvorfor.

Så han betragtede hende bare tavst.

[Alissa Avery]

Det var så uendeligt ydmygende for Alissa rent faktisk at skulle bede om særlige hensyn, ikke for at komme frem i verden, men for ikke at gå i stykker. Men hun nåede alligevel ikke længere end et par skridt mod døren, før hun standsede og vendte sig helt mod ham igen.

"Jeg vil gerne bede dig lade være at låse døren på den måde igen," konstaterede hun, så kontrolleret hun overhovedet kunne. "Nogensinde."

[Hamish Buchanan]

Hamish rynkede på brynene, da hun drejede sig mod ham og talte igen. Han fik en forklaring på, hvad han havde gjort forkert, men han vidste stadig ikke hvorfor. Noget i ham stejlede lidt over tiltalen, men dét kontrollerede han og kvalte. I stedet tog han en indånding og så blot på hende med alvor i blikket.

"Hvorfor?"

[Alissa Avery]

Det var et af de tidspunkter, hvor Alissa forventede, at Hamish selv kunne følge punkterne. Hun tyggede hårdt sammen og tog en indånding gennem næsen. Men hun så ikke væk denne gang, selvom der var en tomhed bag hendes meget faste blik. Som havde hun sat de grønne øjne på autopilot.

"Jeg har ikke tænkt mig at være låst inde i et rum igen."

[Hamish Buchanan]

Hamish forstod ikke og det var nok fordi, at intet kunne have mere fjernt fra hans tanker end at gøre noget som helst, der på nogen måde kunne såre Alissa. Det havde udelukkende været for at hindre problemer og selv nu var han ikke med, selvom han kendte historien.

Til gengæld hørte han den komplette følelsesløshed i hendes stemme, og den naglede ham lidt til stedet. Sådan havde hun ikke talt til ham i månedsvis og hans bryn trak sig sammen, som han så på hende med et næsten usikkert blik.

[Alissa Avery]

Alissa så måske på ham, men mødte ikke for alvor hans blik. I stedet fokuserede hun på hans øjenkrog og undgik for alvor at lade de brune øjne få hende til at smuldre. Ikke, når Hamish stod dér og så næsten lige så stoisk og prækt-agtig ud som altid.

"Jeg tager et bad først, men jeg kommer ind, før jeg går i seng. Værelset, du lånte i juleferien er gjort klar," informerede hun og vendte sig om for at forlade stuen igen, før hun slog revner.

[Hamish Buchanan]

Hamish så virkelig ikke særligt stoisk eller præfektagtig ud med sit så sjældent usikre blik, men han argumenterede ikke med denne helt forandrede udgave af Alissa, som han slet ikke kunne genkende. Normalt var han typen, der handlede, forlangte at få at vide, hvad problemet var, men det var kommet så komplet uventet fra ham, at han slet og ret ikke formåede at gøre noget.

Og da hun var gået, ville han ønske, at han bare var taget hjem. Det gjorde han dog ikke, men gik til sidst mod det værelse, han kendte, med en dyb fure mellem brynene. Og i lang tid sad han bare på kanten af sengen, albuerne mod knæene og med hænder der gned sig fraværende mod hinanden, mens han forsøgte at gennemskue, hvad der var sket.

Og bebrejdede sig selv lidt for at være blevet helt lammet på den måde. Det var ellers ikke så ofte, at han rent faktisk opførte sig som den tyveårige dreng, han var.

[Alissa Avery]

Det føltes uendeligt uværdigt, som Alissa flygtede ned ad den lange gang, indtil hun kunne lukke døren bag sig på badeværelset. Når hun var i godt humør, kunne hun snildt få en time til at gå derinde, men når fortidens traume indhentede hende på den måde, kunne hun knapt klare at være alene med sine egne tanker. Alligevel tvang hun sig selv til at blive der, til hun igen var forberedt på at se Hamish i øjnene uden at være den usikre pige, som han havde distanceret sig selv fra.

Da hun endelig bankede på hans dør, var hun i pyjamas og godt sengeklar. Men hun havde lovet at komme forbi. Og inderst inde var hun ikke meget for bare at gå i seng uden at sige godnat til ham. Selv ikke, når hun var på skolen og de kun havde spejlene.