Lammet

[Cillian O'Callaghan]

Det var lidt af en indrømmelse, selvom den var diffus, og måske var det det, der fik en enkelt kuldegysning til at glide over hans rygrad, da hendes tommel gled over hans tinding. Blikket veg ikke fra hendes ansigt og måske ville han have sagt mere. Men så dukkede husalfen op igen og annoncerede at helbrederen var der.

Og af samme grund trak han sig tilbage, kom på benene og forsvandt for at lukke kvinden ind.

[Dominique O'Callaghan]

Ordene bar større vægt, end Zoé havde forventet at høre fra ham og hun sad tilbage uden at vide præcis, hvad hun skulle sige. Og netop som hendes læber endelig gled fra hinanden, dukkede husalfen op med et smæld, der sendte hendes hjerte op i halsen.

Hun kunne ikke helt forklare, hvorfor hun rejste sig op, da Cal forlod lokalet. Men ikke desto tog hun et par skridt væk fra sofaen, rastløsheden værre nu end før.

[Cillian O'Callaghan]

Det var Cal, der åbnede døren til arbejdsværelset igen og hans øjne spærrede sig den mindste smule op i overraskelse over at se hende på benene. Misbilligelsen var umiddelbar, men han undlod at sætte ord på det og viste kvinden ind. Han var sit sædvanlige, afbalancerede selv, som han præstenterede dem for hinanden, men blikket dvælede alligevel lidt mere alvorligt ved Zoé, som han stillede et spørgsmål.

"Vil du foretrække, at I er alene?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kunne godt se det i hans blik, men kunne ikke tage sig af misbilligelsen. Faktisk kunne hun knapt rumme andet end det dunkende hoved og rastløsheden, der kriblede i kroppen. Hun nikkede bare til heksen og flyttede kun langsomt blikket til Cal.

Behovet for tryghed var tilstedeværende, men han havde allerede været vidne til rigeligt af hendes svage stunder og i sidste ende var hun ikke i tvivl om svaret.

"Ja."

[Cillian O'Callaghan]

Cal satte ikke spørgsmålstegn ved det, men nikkede blot. Naturligvis var det ikke ideelt, at de dermed indtog hans arbejdsværelse, men ikke tale om at Zoé skulle gå hele vejen gennem huset igen, før en helbreder havde tilset hende. Så han lukkede blot døren, men blev ikke stående og ventede.

I stedet gik han lidt væk, før han tilkaldte den ene af husalferne igen og sendte den ud efter nyheder. Så cirkulerede han kun langsomt tilbage ovenpå, en anelse rastløs.

[Dominique O'Callaghan]

Helbrederen var grundig i sit arbejde og den koncentrerede stilhed lå tungt over rummet, når ikke Zoé blev stillet spørgsmål. Hun svarede, kortfattet og så ærligt, hun kunne, men havde ikke selv nogle spørgsmål. Ikke, da først hun havde fået garantere, at fosteret stadig var uskadt.

Og selvom der endnu ikke var noget at se, endte hun med at lægge en hånd over maven, mens helbrederen færdiggjorde sit arbejde. Hun blev efterladt i sofaen og var ikke tilfreds med den sårbare, vandrette stilling, da døren igen blev åbnet.

Men der var noget andet, der var vigtigere end hendes personlige stolthed nu.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke typen, der brugte tid på at vente, men han stod alligevel udenfor og ventede nu, da døren blev åbnet igen. Han udvekslede et par ord med helbrederen, stak hende en håndfuld galleoner og takkede hende, før han vendte sig mod arbejdsværelset igen. Han så dog ikke ind, men standsede ud for den halvt åbne dør.

"Må jeg komme ind?"

[Dominique O'Callaghan]

Det var helt absurd, at Zoé ikke bare lå på Cals arbejdsværelse i hans hjem, men at han nu også tillod hende at beslutte, om han måtte betræde det eller ej. Og hun tøvede ikke for alvor, men rettede sig blot en lille smule op, før hun svarede.

"Endelig." Trætheden var hørbar i hendes stemme, men det havde tydeligvis ingen effekt på uroen i hendes krop.

[Cillian O'Callaghan]

Cal lod som udgangspunkt kun de allermest betroede komme ind i sit hjem og det var også en anelse absurd for ham at bede om lov til at træde ind på sit eget arbejdsværelse. Men det var som det var og hans bryn trak sig en anelse sammen, som blikket faldt på Zoé på sofaen.

Han tog en stol, løftede den ved ryglænet og placerede den ved sofaen, før han satte sig på den, selvom det faldt ham mere naturligt at blive stående. Men hun havde bedt ham om at komme nærmere, før helbrederen var ankommet. Stemmen var rolig, da han talte. Selvom han havde et behov for at vide, hvad resultatet at det hele var.

"Hvordan har du det?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé så ikke på ham, da han trådte ind på kontoret, men så blot tomt frem for sig, mens han kom nærmere. Spørgsmålet fik det til at trække lidt i hendes mundvige, selvom der ikke for alvor var meget at more sig over.

Hun trak på den ene skulder og denne gang fik det ikke hele kroppen til at værke, men meldte sig kun som et flygtigt ubehag. Blikket fandt kun langsomt til det efterhånden alt for velkendte ansigt.

Og i sidste ende var svaret alt for komplekst til at sætte ord på, så hun nøjedes med at ryste lidt på hovedet. "Jeg er træt."

[Cillian O'Callaghan]

Cal var mere end bevidst om, at hun ikke for alvor havde sagt noget til ham. Ikke udover fortællingen om, hvad der var sket. Han anede ikke for alvor, om hun stadig hellere var fri for hans selskab eller om hun ville blive der. Han så det trække i hendes mundvige, men kunne ikke gennemskue hvorfor. Han følte sig blot anspændt, selvom han nikkede forstående ved hendes ord. Han var ikke vant til rollen som omsorgsperson og besad den muligvis heller ikke nu, selvom hans fingre sitrede lidt. Som om han havde været ved at række ud. Hånden forblev dog på knæet.

"Hvad har du brug for?" endte han til sidst med at spørge.

[Dominique O'Callaghan]

I tavsheden med helbrederen havde Zoé haft rigeligt med tid med sine tanker og især ét minde blev ved at komme tilbage til hende. Øjeblikket, hvor hun havde siddet alene i mørket og hørt låsen klikke i døren. Øjeblikket, hvor hun havde affundet sig med, at hun aldrig ville blive mor alligevel. Aldrig ville gøre tingene gode med Victoire Weasley igen. Aldrig ville holde sin bløde kat i sine arme eller se sine forældre. Eller Cal.

Og hun så ned for at modkæmpe den insisterende prikken bag øjnene. Men de blev snart trukket op mod lyse igen. Men hun havde ikke et svar. Anede ikke, hvordan hun havde det eller hvad hun havde brug for. Og da hun åbnede munden, var det helt andre ord, der gled ud.

"Jeg er glad for, at jeg fik dig at se igen."

[Cillian O'Callaghan]

Cals ansigtsudtryk ændrede sig ikke meget, selvom han så følelserne glide over hendes ansigt. Ikke fordi, at han ikke selv følte noget, men snarere fordi at det faldt ham som naturligt at hindre det i at træde frem. Han mødte hendes blik. Og så hang hendes ord i luften, krøb ind under huden på ham og gav ham et svar på ét af de spørgsmål, han havde haft. Han tog en indånding, lod albuerne finde knæerne og lænede sig lidt frem.

Nakken blev bøjet en anelse frem og han rynkede på brynene, mens den ene hånds fingre gled over knoerne. Der gik endnu nogle sekunder, før han talte. Lavmælt, men sandt.

"Jeg ville have fået dig ud, selv hvis jeg ikke havde vidst det."

[Dominique O'Callaghan]

Trods hans ord tidligere, kom indrømmelsen bag på hende og hun rynkede brynene lidt. Tog en indånding og prøvede at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det med det. Som om der for alvor var nogen tvivl over hjertet, der slog lidt hårdere.

"Jeg troede ikke, at du ville være involveret længere," konstaterede hun lavmælt, kun halvt i en indvending.

[Cillian O'Callaghan]

Et fnys undslap ham lidt uventet, måske især fordi der var en underspillet morskab i det. Det kom bag på ham selv, men nu var det der og der var endda en enkelt, selvironisk gnist i de lyse øjne, da han løftede hovedet og så på hende. Tonefaldet matchede fnyset og i et øjeblik skinnede udmattelsen også igennem i hans blik. Et kort øjeblik, hvor facaderne var sænket.

"Jeg har et temperament," konstaterede han tørt.