Lammet

[Cillian O'Callaghan]

Blikket hvilede på hende og det blev ikke ham, der brød tavsheden. Da hun gjorde, faldt hænderne langsomt og han rejste sig. De lyse øjne afsøgte hende, noterede sig alt fra flængen ved hendes pande, til det hævede og blå håndled. Raseriet blussede op igen, men han holdt det under kontrol og tog en indånding. Tvang stemmen til at være rolig, selvom noget dirrede lige under overfladen.

"Hvem gjorde det?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé bemærkede ikke selv, at hun havde holdt vejret, som han rejste sig. I hvert fald ikke, før hun slap det vaklende ved hans spørgsmål. Men noget i hans blik fik hende til at sænke skuldrene lidt. En snigende følelse af tryghed ved at se noget, hun tolkede som vrede rettet mod dem, der havde hentet hende ind, i hans blik. Hun sank med besvær.

“Jeg kender ham ikke,” svarede hun lavmælt. “En Mr. ... Appleton?”

Blikket gled over hans ansigt, afsøgte en reaktion.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde brug for informationen og da han fik den, sitrede en enkelt muskel ved hans kæbe, før han nikkede en enkelt gang. Han lagrede informationen og havde tænkt sig at bruge den, men ikke nu. "Lad mig se din hånd," sagde han lavmælt og den indestængte vrede afslørede sig ved hans let dirrende hænder, som han undersøgte hendes håndled.

Noget grimt ulmede i ham, men han kontrollerede det, som han slap hendes hånd igen og gik over til et skrin, der indeholdt et samling af forskellige urter. Han arbejdede kort, anspændt, før han kom tilbage med et omslag og gav hende det.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var både stædig og stolt, men hun var også efterladt i en granatchoklignende tilstand efter aftenens hændelser og rystede svagt på hånden af helt andre årsager, da hun rakte den frem. Blikket fulgte hver bevægelse og veg heller ikke, da han forlod hende med hånden strittende lidt i luften.

Hun fugtede læberne og tøvede et øjeblik, før hun langsomt hævede blikket, der var endt tilbage på hånden, til de isblå øjne. "Vil du hjælpe mig?" spurgte hun i stedet for at tage imod det, stadig med hånden fremstrakt.

[Cillian O'Callaghan]

Cals blik fandt hendes og hvilede i det et par sekunder, før han nikkede umærkeligt og sænkede blikket igen. Med overraskende nænsomme fingre forbandt han hendes håndled, mens han i stille sind tænkte morderiske tanker om Keeran Appleton. Og han kunne fra det punkt heller ikke lade som om, at han ikke havde noget andet end blot overfladiske følelser for kvinden foran sig, selvom det kun var en del af det, der rasede gennem ham.

Han talte igen, som han fæstnede omslaget, stemmen nøje kontrolleret, selvom den var dæmpet. "Hvad gjorde han ved dig?"

[Dominique O'Callaghan]

Der var en grund til, at Zoé havde nævnt graviditeten, før alt var blevet sort og hun havde en anelse om, at det var dét, der i sidste ende havde reddet hendes skind. At det var hendes tilstand og den forbindelse, det havde til Cillian, der lå bag de blide berøringer og den dirrende harme, som måske burde få hende til at vige. Men det havde den stik modsatte effekt.

"Det er lidt omtåget," lagde hun ud med en anelse om, at én af kollisionerne havde ført til en hjernerystelse. Den frie hånd fandt op til hårgrænsen, der var varm og hævet.

"Han..." Hun rynkede brynene, som blikket under dem forsvandt i minderne. "Han sparkede mig. Gentagne gange. Som om..." Det var ikke en tøven, men en søgen efter ord, der fik hende til at holde en pause. Og da hun talte, var øjnene på ham atter tilstedeværende.

"Som om jeg havde gjort ham noget personligt." Hun skar ansigt, da hun prøvede at tage en dyb indånding. "

[Cillian O'Callaghan]

Den rødglødende vrede dirrede gennem Cal igen og det var alt hvad han kunne gøre for ikke at miste besindelsen og gå direkte ud for at få den anden irer til at betale. Gøre nøjagtig ved ham, hvad han havde gjort ved Zoé og mere til. I stedet tvang han sig selv til at løsne fingrene om hendes håndled, før han endte med at gøre skade på hende og han var nødt til at krydse rummet. Gå over til det lille bord, der stod nær væggen.

Og Cal, som ellers stort set aldrig rørte alkohol, måtte skænke sig en whiskey, som han tog i én mundfuld. Glasset blev sat ned med lidt for meget kraft, før han hvilede hænderne mod bordpladen og sænkede hovedet lidt frem. Lukkede øjnene.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke fordi Zoé forventede særbehandling på baggrund af sit køn. Hun ville ikke passes på eller pusles om som en sart porcelænsfigur og hun rendte ikke fortvivlet rundt derhjemme uden nogensinde at kunne sidde eller forlade sit hus, fordi hun ikke havde en mand til at trække stolen ud eller holde døren for hende. Men det havde alligevel ramt hende som et chok, da den fuldvoksne mand gik til hende med en sådan hårdhed.

Hun kastede et vågent blik efter ham og fugtede læberne. Ord virkede som en risikabel affære lige nu og hun modstod impulsen til at træde frem mod ham.

"Han sagde noget om veritaserum," genkaldte hun sig langsomt. Mindet sløret i kanterne. "Men... Bancroft ville selv. Og..." Og der var uanset andre metoder, der kunne få munden på gled, hørte hun pludselig for sit indre øre og kunne ikke holde kroppen fra at skælve, selvom det værkede. Hun besluttede sig for ikke at dele ordene med ham.

"Han slog mig..." Hun rynkede brynene og fastholdt tanken. Smældet fra hud mod hud, der havde givet ekko mod de nøgne mure. "Og kom med-" Hendes stemme knækkede, så hun tog en indånding og tvang sig til at fortsætte. "- med bud på, hvad Bancroft ville stille op med mig. Men jeg så ham ikke efter."

[Cillian O'Callaghan]

Zoés ord skar sig ind i ham og fingrene knugede sig hårdt sammen om bordet, som han ærligt talt mest havde lyst til at kyle gennem rummet. Han tog en indånding gennem næsen, kontrollerede sig og rettede sig langsomt op igen. Det var ikke fordi, at Cal ikke selv havde gjort ting, der var på højde med dét hun fortalte nu, men ikke ved en kvinde. Det var dog ikke det, der generede ham, så meget som at det var gået ud over en kvinde, der havde været under hans beskyttelse. En kvinde, som bar hans barn.

Langsomt drejede han sig mod hende igen og havde genvundet bare en brøkdel af roen, selvom det hele ulmede under overfladen. "Han skal nok få, hvad der kommer til ham," forsikrede han, faretruende roligt og rettede sig helt op. Fandt sit fattede ydre igen. "Har du brug for at se en helbreder?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kunne godt ane raseriet under overfladen, men det ændrede ikke på, at han stadig ikke havde italesat den bærende grund til, at hun ikke sad og rådnede i det dybeste af ministeriets niveauer. Eller værre, allerede var på vej til Callistus S. Bancroft.

Svaret på hans spørgsmål var nemt. Et stort, fedt, rungende ja. Men hun rettede sig i stedet lidt op, selvom hun knækkede halvt sammen igen og måtte tage sig til siden. Hun tøvede lidt, men kunne i sidste ende ikke holde spørgsmålet tilbage.

"Var det dig?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal så hendes bevægelse og det var alt det svar, han havde brug for. I stedet for at svare, kaldte han på husalfen, som dukkede op med et lille plop. Han gav den et kvindenavn, før den forsvandt igen og hans blik var tilbage ved hende. En rynke var mellem hans bryn.

"Sæt dig ned," bad han, mere end beordrede.

[Dominique O'Callaghan]

Senere ville Zoé sikkert glæde sig over, at hendes papirer ikke behøvede blive udskitet eller specialstyrketroldmanden ikke havde fundet ud af hendes nye navn. Men for nu kunne hun ikke bekymre sig om andet end smerten og svaret på det spørgsmål, der lå og larmede mellem dem.

Hun bevægede sig ikke på det samme, men så på ham i hvad føltes som flere minutter, men sagtens kunne være lange sekunder, før hun langsomt gik hen til sofaen og tog plads.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var mere optaget af at hun satte sig ned end han var af spørgsmålet. Han betragtede hende med let sammentrukne bryn, mens han følte sig bare en kende nyttesløs, som han stod og så på hende. Det var ikke en følelse, han brød sig om og han var allerede utålmodig efter helbrederen. I stedet tog han en indånding, beroligede sig selv, selvom han ikke kunne holde sig i ro. Derfor gik han over til vinduet, holdt øje.

"Hvad spørger du mig om?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde ikke lyst til at sidde ned og følte sig allerede rastløs, men hendes krop skreg på hvile og kvalmen var ved at melde sig igen. Hun tog en par indåndinger for at holde den nede, sank hårdt.

"Du har haft en mand i Brecon dag og nat i ugevis nu. Indtil i dag," konstaterede hun i stedet for at svare direkte.

[Cillian O'Callaghan]

Cal skuldre var anspændte over spørgsmålet og han tog en dyb indånding. Han blev ikke vred over, at hun mistænkte ham, måske fordi at det ikke havde været et utænkeligt scenarie, at han ville overgive hende, hvis det var det bedste for ham. I hvert fald på papiret. I realiteten var der en del ting, der gjorde det mere kompliceret, som ikke kun havde noget at gøre med den nyhed, han havde fået.

"Det var ikke på min ordre," svarede han og da han vendte sig mod hende, var den ulmende vrede tilbage i hans blik. Denne gang over forræderiet. "Hvis det havde været det, ville du ikke være her nu."