Lammet

[Dominique O'Callaghan]

For Zoé havde det været en dag ikke meget ulig andre. Harmen over måden, hun og Cillian O'Callaghan havde skilt deres veje på, var forduftet igen og tilbage var kun hverdagen. Uinspirerende og grå, men sikker. Dét, hun behøvede for det liv, der skulle til at starte. Hvad hun ikke vidste, var at troldmanden, der egentlig burde være i byen for at holde hende sikker, i samme øjeblik havde lavet en aftale med den irske specialstyrketroldmand, der havde været på sporet af hende i månedsvis.

I starten havde hun ikke genkendt ham, men noget ved måden, han bevægede sig rundt i byen med den lange, sorte frakkekappe bølgende omkring sig, fik hende til at tænke på de magikere, hun var på flugt fra. Og da hun efter tredje runde gennem byen ikke kunne finde manden, der arbejdede for Mr. O'Callaghan, kunne hun ikke længere holde pulsen fra at rase ukontrollerbart. Uden plan fortsatte hun med at gå gennem byen, men der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til lejligheden, hvor hun selvfølgelig havde efterladt sin stav.

Hun tog en dyb indånding, før hun drejede håndtaget og tog et par prøvende skridt ind i den mørklagte lejlighed. Men der var intet tegn på indbrud og hun var sikker på, at hun var alene, da hun nåede helt ind i soveværelset og trak den stadig nye stav ud af natbordet. Det var dér panikken slog ind. Hjertet hamrede og ude af stand til at sidde stille og vente, som hun var, endte hun med at forlade lejligheden igen. Om hun og Cal havde afbrudt ting eller ej, stolede hun stadig på, at han havde beholdt sine mænd der. At han ikke ville lade hende komme til skade.

Men sikkerheden svandt støt, som hun gik gennem de affolkede gader. Og så så hun ham igen. Denne gang var hun ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om en troldmand og havde hun været det, var det hurtigt blevet vasket væk, da manden trak sin stav. I panik prøvede hun at transferere sig væk, men uden effekt og det var kun på et hængende hår, at hun fik hevet staven op foran sig, at hun afværget en forbandelse.

Selv på skolen havde hun ikke været en skarp duellant og på bare et par sekunder var hun trængt op i en krog, i hvert fald magisk. Så hun improviserede. Og løb. Hurtigt spænede hun ned ad en sidegade, slog hurtigt ned ad en ny i et forsøg på at forsvinde mellem husene. Hun nåede kun at slå et sving mere, før hun stødte frontalt ind i en varm krop og helt instinktivt kom til at skrige, inden hun genkendte manden fra Kimæren. Munden gled op, men nåede aldrig at forme ord, før hun blev skubbet til siden af ham, netop som en forbandelse fik murstenene til at splintre til alle sider lige til højre for hende. Og hun så ham vende hende ryggen, stikke af.

"Jeg er gravid!" røg det fra hende, før han nåede ud af ørevidde. "Han bliver nødt til at vide, at jeg er gravid!" Og så ramte lammeren hende.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan havde ikke, så vidt han vidste, seerblod i årerne, men den dag havde han en underlig fornemmelse i kroppen af, at der var noget galt. Den gnavede et sted i baghovedet hele dagen og da en besked nåede ham, fortalte ham at noget var i gærde i ministeriet, tøvede han ikke med at sende en mand afsted.

Den ene cigaret tog den næste og han stod og så ud af vinduet med let sammentrukne bryn, da døren blev flået op og selv samme mand væltede ind. Isblå øjne spærrede sig op og chokket tog kun til, som han hastede sig gennem begivhederne. Og da han nåede enden, sortnede det midlertidigt for Cals blik, som han greb fat om skrivebordet.

Og fra det næste sekund kørte hans hjerne på højtryk. De lyse øjne flakkede, mens han stykkede alle dele af en plan sammen og han var allerede i færd med at bjæffe ordrer, da han greb sin egen jakke. Han satte alt i gang, uden tøven, sendte mænd til London og forlod selv sin trygge hule på Kimæren for at lægge pres på en meget vigtig mand.

[Dominique O'Callaghan]

Hovedet føltes uendeligt tungt, da Zoé langsomt rørte lidt på sig. Blinkede øjnene op, kun for at møde mørke. Hun lukkede øjnene og åbnede dem igen, kun for at se mere mørke. Hjertet slog lidt hårdere, som minderne rullede ind over hende og instinktivt begyndte hun at kæmpe imod den magi, der holdt hende fast.

Hendes vejrtrækning var hivende og de mørke øjne blanke, da døren langsomt gled op og kastede et blåhvidt lys, der ikke kunne være naturligt, ind på hende. Hun missede med øjnene og stillede med besvær skarpt på en mand, hun ikke genkendte. De måtte være hurtige og lydløse, fortalte han hende, og fik ophævet besværgelserne.

Hun var ikke mange sekunder om at komme på benene, selvom det kort fik hendes blik til at sorte og da hun tog sig til panden, fandt hun halvstørknet blod i en lille linje fra hårgrænsen og ned over brynet. Hun tog en indånding i smerte, men nu var ikke tiden til det og med hamrende hjerte fulgte hun manden gennem ministeriet uden at vide, hvor de var på vej hen. Om de var på vej noget sted hen. Eller om hun ville komme til at se dagens lys,

[Cillian O'Callaghan]

I løbet af en halv time var himmel og jord sat i bevægelse. Cal havde trukket i adskillige tråde, lagt pres, hvor det var nødvendigt og havde samtidig igangsat en undersøgelse af, hvordan det var sket.

Under det hele havde han en distinkt kvalm følelse, men han lod ikke noget andet end formålet få plads og han hvilede ikke, selv ikke da en af husalferne nåede ham, mere diskrete budbringere end en patronus.

Han sendte et endnu et par mænd afsted, mord i de lyse øjne, før han satte kursen mod sit eget hus på Fønixengen, hvor ingen kom ind uden hans accept - ikke engang ministeriet.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde ingen anelse om, hvem manden var og fandt aldrig ud af det. Tavst fulgte hun ham ud gennem ministeriet til intet andet end lyden af deres skridt og sit bankende hjerte. Og da de passerede tre sikkerhedstroldmænd var Zoé sikker på, at løbet var kørt. Men de hævede knapt et bryn, da de passerede og hun overvejede, om de var blevet bedt om at se væk. Der blev lagt ord på, men hendes selskab forblev tavst, og tankerne drejede sig i stedet om hans evne til at tale, indtil han bad hende tage sin hånd uden for ministeriet.

Hun tøvede et sekund, men havde i sidste andre allerede lagt sit liv i hans hænder og kunne lige så godt fortsætte. Og sådan forsvandt de fra London med et smæld, kun for at dukke op et sted, Zoé vurderede til at være Fønixengen. Ikke, at der blev meget tid til at se sig omkring, før hun blev ført mod et hus, hun aldrig havde set før.

[Cillian O'Callaghan]

Det var mørkt, da hun blev ført mod huset og besværgelser sørgede for, at eventuelle forbipasserende ikke ville se noget interessant. Cal var kun ankommet øjeblikke før den lille delegering fra ministeriet og han stod og talte lavmælt med en af sine nærmeste venner fra skolen, da de blev lukket ind.

Det lyse blik strøg over Zoé, før det gled videre til troldmanden ved hendes side, som han stillede et par spørgsmål og til sidst takkede.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé anede intet og lod sig blot blindt føre. Ikke, at det var meget hun kunne stille op uden en tryllestav uanset. Men det forhindrede hende da ikke i at sende rasende blikke til dem, der havde fulgt hende dertil.

Og så så hun ham. Knæene skælvede lidt under hende, men hendes ansigt røbede intet, som hun holdt blikket stift rettet på et punkt lige umiddelbart til venstre for, hvor Cals ansigt var.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tillod ikke sig selv at se på Zoé, velvidende at det ville åbne op for en masse. Hans opmærksomhed var kortvarigt delt mellem de to mænd, før husalfen dukkede op igen og han alligevel tillod sig et blik på kvinden. En lille rynke viste sig i et splitsekund mellem hans bryn og han noterede sig blodet på hendes pande, men gav ikke plads til nogen reaktion nu.

I stedet instruerede han alfen til at gøre et værelse klar til miss van der Berg og efter en ganske kort tøven, foreslog han også en mulighed for at samle sig lidt. Han var tydeligvis heller ikke helt færdig med at tale.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé behøvede ikke at se direkte på Cal for at vide, at han heller ikke så på hende. Og det fik noget til at røre på sig i hendes indre. Fik hjertet til at slå lidt hurtigere og hun var flere gange ved at træde et skridt frem for at bede ham kigge på sig, men hun bed hårdt sammen om tungen og så i stedet væk.

Kæbemusklen var også stadig spændt, da hun så direkte på ham og nikkede en enkelt gang. Og så forlod hun rummet med husalfen og en følelse af at være cirka tre centimeter høj.

[Cillian O'Callaghan]

Der var en skjult omsorg i det, der kom frem som en ordre til husalfen og han så kort efter hende, brynene trukket sammen, før han vendte tilbage til samtalen. Hans behov for at sikre sig, at de ikke havde såret hende var hele tiden et sted i hans baghoved, selvom det ikke burde være der.

Lidt tid senere viste han mændene ud, flere instrukser på plads og en rasende ulmen i mellemgulvet, som han undertrykte for nu.

Det umiddelbare behov var at gå gennem huset og finde det værelse, som Zoé havde fået, men han undertrykte det for nu, selvom han ikke holdt sig for god til at kalde på husalfen og udspørge den om hendes velbefindende, da først han var på sit arbejdsværelse. Og han instruerede den også til at sørge for, at hun havde alt, hvad hun havde brug for.

[Dominique O'Callaghan]

Med ryggen til Cal, så Zoé af gode grunde ikke, at han kiggede efter hende, men blev blot ført gennem huset og af alfen og da hun lidt senere sank ned på kanten af en seng, begyndte hele hendes krop at ryste. Men det var ikke tiden til at gå op i syningerne, selvom hun ikke helt kunne hindre et lidt for arrigt udbrud om, at hun ikke behøvede mere hjælp, da husalfen foreslog, at hun burde få set på det hårde slag, hun havde taget til hovedet, da lommerne sendte hende i brostenene.

Hun tænkte dog hverken på det eller sit håndled, der var i mellemtiden var hævet op og havde taget en bekymrende blå nuance. Hun bad blot husalfen om at pakke sig, da hun var blevet vist til et badeværelse.

At den stadig halvt holdt øje med hende, da hun fik fyldt et badekar, anede hun ikke. Ligesom hun var uvidende om, at sen forsvandt med et smæld for at orientere husets herre, da hun med en dyb indånding lukkede øjnene og gled under vandoverfladen.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde sat sig, men formåede ikke at slappe af. Han var rastløs, rasende og en del andet og fingrene trommede lidt utålmodigt mod bordet. Da alfen kom tilbage, nikkede han stift og sendte den væk.

Hans impuls var at gå til hende, uagtet at hun badede, men han havde ikke glemt hendes beskyldninger ved deres sidste møde, så han undlod.

Han endte dog til sidst med at rejse sig og gå lidt rundt, mens han kæderøg cigaretter. Lod raseriet bølge lidt rundt i sig, mens han planlagde, hvordan han ville håndtere alt de kommende dage.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé blev under overfladen længe. Længe nok til, at hendes lunger brændte og hun måtte gispe efter vejret, da hun igen greb fat op karrets kant. Men noget skulle hun vel lave, mens Cal kommanderede mennesker rundt og tydeligvis havde alt for pisse travlt til at tale med hende om noget som helst.

Hun trak tiden i badet, men til sidst måtte hun komme op og få tøj på, efterhånden en smule rynket og med en let dunken for panden. Tavst sank hun ned på kanten af sengen igen, men fandt ikke hvile og endte i stedet med at trave rastløst rundt, kæmpende med trangen til at ryge eller råbe. Eller begge dele. Og der var stadig ingen Cal.

Måske burde hun bare have ignoreret det og rent faktisk prøve at få noget hvile, men i stedet forlod hun værelset og begav sig næsten krigerisk igennem huset.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ved at gå ud af sit gode skind, men hun havde selv bedt ham om at holde tingene adskilt, så han søgte ikke at trænge ind på det værelse, hun havde fået. Han var da også optaget af andre, lige så væsentlige ting, velvidende at det ikke ville være uden konsekvenser, at han havde fået hende ud. Og hans hoved føltes en anelse overfyldt.

Af samme grund sad han på sofaen, albuerne på knæene og hænderne mod baghovedet, mens hovedet var bøjet frem. Øjnene var lukket og panden rynket dybt, men lyden af bevægelse trængte ind.

Hænderne gled ned gennem håret og håndfladerne endte mod hinanden, foran læberne, som blikket rettede sig op mod Zoé. Og i de lyse øjne var der en dyb, gennemtrængende træthed og en bekymring, som ikke lod sig skjule nu.

[Dominique O'Callaghan]

Aftenen blev ved at komme tilbage til hende, fragmenteret og i glimt, og det intensiveredes kun på den lille igennem huset. Hun stoppede en gang og lagde den ene hånd mod væggen, mens den anden faldt om siden og billederne igen strømmede ind over hende.

Et mørkt rum. Den mørkhårede mand havde grebet hårdt om hendes overarm og skubbet hende derind med en sådan kraft, at hun var snublet og faldet, men hun havde knapt nået at vende sig på siden, før hans fod var kollideret med hendes side. Mr. Appleton, havde hun hørt et sted langt væk fra. Svagt, nærmest i forsigtig indvending. Hun blinkede minderne væk og trådte de sidste skridt frem til synet af Cillian O’Callaghan som hun aldrig før havde set ham.

Og med ét forsvandt raseriet og efterlod hende meget blottet under hans blik, som minen krakelerede. Hun gik dog ikke helt i stykker, men tog en vaklende indånding for at holde sit blik fra at flakke og sig selv fra at smuldre helt.

“Jeg nævnte ikke dit navn,” ville hun roligt have konstateret, men stemmen var hæs og knækkede.