Lammet

[Dominique O'Callaghan]

Der gik ikke et sekund, hvor Zoé ikke kæmpede med trangen til at bede ham vende sig om mod hende. Men hun vidste, at kroppen ville værke under den kraftanstrengelse, ordenes styrke uden tvivl ville kræve, så hun bed sammen om sin tunge og stirrede blot på hans ryg.

Blikket flakkede lidt mellem hans øjne, men fandt ingen løgn i dem og hun tog en indånding, før hun nikkede en enkelt gang. Hun slog blikket til siden.

Hun vidste godt, hvorfor hun var der nu, så det var der ingen grund til at spørge om. Håbet for at have et barn langt væk fra ham var så godt som væk.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde en del modstridende følelser, men han gav ikke efter for nogen af dem. Selvom hans utålmodighed over helbrederens ankomst voksede en anelse, som han så på hende. Og han kunne ikke hindre sit blik i at glide ned mod hendes mave, før det vendte tilbage til hendes bortvendte ansigt. Han krydsede ikke afstanden, men blev stående, hvor han var. Tog en indånding, før han talte, mere behersket.

"Hvor længe har du vidst det?"

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde hjulpet hende mere, end Zoé nogensinde havde forventet eller turdet håbe på. Men det betød ikke, at det var alt, han havde krav på og garantien om svar var ikke på listen. Hun så ikke på ham, med hævede blot den ene skulder, selvom det fik bittesmå muskler til at spille omring hendes øjne.

"Betyder det noget?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal mente at det betød noget, mest fordi han var interesseret i at vide, om det var den egentlige grund til deres skænderi sidst - og dermed om hun havde undladt at fortælle ham det. Trangen til at finde ud af det var tilstedeværende, men han tvang den tilbage. Tog en indånding og betragtede hende. I et par sekunder stod han bare sådan, mens tankerne kørte.

En del af ham havde lyst til at gå til hende, men han nærede ingen illusioner om, at hendes følelser omkring hans tilstedeværelse havde ændret sig, bare fordi han havde fået hende ud fra ministeriet. I stedet tog han en indånding og talte endelig.

"Jeg skylder dig en undskyldning."

[Dominique O'Callaghan]

Selvfølgelig betød det noget, men Zoé havde været interesseret i at vide, præcis hvad det betød for ham. Men svaret udeblev. Hun var ikke engang overrasket over det længere og blinkede blot en gang med tunge øjenlåg, før hans ord fik øjnene til at glide helt op igen.

Blikket fandt tilbage på ham og nysgerrigheden var ikke helt skjult i de mørke øjne, som hun betragtede ham i tavs opfordring til at fortsætte.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fandt det overraskende svært bare at blive stående der. En del af ham havde lyst til at gå til hende, forsøge at fjerne hendes smerte, men selvom han havde forstand på urter, så var han ingen helbreder. Og måske var det også netop impulsen, der fik ham til at tøve. Ligesom at han ikke kunne ignorere en del af årsagerne til den fortsat ulmende vrede mod Keeran Appleton.

Han tog en indånding, så kort til siden, men rettede blikket mod hende igen, før han fortsatte. "Jeg lovede dig, at du var i sikkerhed," konstaterede han. Og hans raseri over at det løfte var blevet brudt, fik en muskel til at sitre i hans kæbe.

[Dominique O'Callaghan]

Deres afsked havde været abrupt og brutal og måske især derfor overraskede det Zoé at se den omsorg, af mangel på bedre ord, hun syntes at have set i hans træk før. Hun hævede brynene lidt og selvom, hun havde besluttet sig for, at hun aldrig mere ville bede ham om nærhed eller ømhed eller selskab, kunne hun ikke helt holde ordene fra sine læber.

"Vil du ikke nok komme herhen?"

[Cillian O'Callaghan]

Overraskelsen gled kort over hans træk, selvom anspændtheden ikke forsvandt. Tværtimod blev den siddende i alle hans muskler, som han langsomt krydsede afstanden til hende. Selvbebrejdelsen var intens, men det samme var vreden rettet mod de to mænd, der var årsagen til at hun sad der nu, forslået og sårbar. I det mindste vidste han, at det var et spørgsmål om tid, før den ene af dem aldrig igen ville få mulighed for at forråde ham - eller andre.

Brynene var trukket tæt sammen, som konflikten gnavede i ham og for en sjælden gangs skyld var helt tydelig. Han så ikke på hende, tøvede. Men til sidst endte han med at synke ned foran hende og hvile panden mod hendes knæ.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé anede som altid ikke, hvad der foregik bag de isklare øjne og uanset hvor vågent, hun ellers betragtede ham, blottede svarene sig ikke for hende. Tværtimod endte hendes blik med at flakke over hans ansigt, ude af stand til at fange hans og overraskelsen var tydelig i det lille sæt, det gav i hende, da han gled ned foran hende.

Perplekst gloede hun ned på manden foran sig, men hun tøvede ikke for alvor med at begrave fingrene på hånden, der var uskadt, i hans mørke hår.

"Jeg ér i sikkerhed," svarede hun lavmælt, næsten trøstende, selvom hun for få øjeblikke siden havde været rasende på ham. "Er jeg ikke?"

[Cillian O'Callaghan]

Cals bryn var tæt sammentrukne, som han sad med panden mod hendes knæ og ved hendes ord, tog han en dyb indånding. Så løftede han hovedet og mødte hendes blik. Han havde lyst til at svare ja på hendes spørgsmål og hadede, at han ikke kunne gøre det. For selvom han var sikker på det nu, så havde han også været sikker på det før. Men denne gang havde han tænkt sig at gøre tingene anderledes og der var ingen tøven eller tvivl i hans ord, som han svarede.

"Jeg vil gerne have, at du bliver her."

[Dominique O'Callaghan]

Manglen på forsikring fik Zoé til at spænde lidt op, selvom det fik hende til at slippe en lav, punkteret lyd. Han havde reddet hende igen, men han havde også sagt, at hvis hun blev opdaget, ville der ikke være mere tilbage for ham at gøre.

Hun rynkede brynene. "Men hvis jeg bliver fundet her..." Der var ingen grund til at færdiggøre sætningen. De vidste begge, hvad det ville betyde.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så til siden, skød kæben lidt frem på en måde, der afslørede det, der ulmede i ham, men der var ikke tvivl i hans blik, da han så tilbage på hende. Tværtimod var det stålsat. Han var udmærket klar over, at han ikke skyldte Zoé noget, at hun ikke var hans ansvar. Men sandheden var, at hun bar hans barn og endnu mere at han vidste, at han ikke havde lyst til at genopleve timer som de, hvor hun var gledet ud mellem hans fingre.

"Jeg kan bedst beskytte dig her," konstaterede han, simpelt, selvom det var alt andet.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket i hans øjne efterlod ingen tvivl om, hvorfor nogle frygtede Cillian O'Callaghan, men det var ikke frygt, det aktiverede i Zoé. Tværtimod så hun en sårbarhed i det. Og en ild, der kunne holde hende sikker.

"Fordi jeg er gravid," konstaterede hun, selvom det endte med at lyde mere som et spørgsmål.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så ikke væk ved hendes ord. Tværtimod forblev blikket i hendes, men han svarede ikke overilet. Han afsøgte hendes blik, men blev ikke meget klogere på hendes følelser. Så nikkede han ganske let, uden at det påvirkede roen i de lyse øjne. Beslutsomheden.

"Ja," svarede han ærligt, uden at prøve at lade som om, at det ikke var en del af det. Blikket faldt kort til hendes mave, men løftede sig snart til hendes øjne igen. "Men ikke kun."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var ikke engang selv klog på sine følelser, ikke at hun nogensinde havde været den mest reflekterede person. Og hun blev ikke klogere af at se ind i isblå øjne eller høre hans læber forme vage ord.

"Ikke kun," gentog hun og lod tomlen følge hans tinding, før hånden faldt.