Lammet

[Dominique O'Callaghan]

Og midt i det hele kom Zoé næsten til at smile. Der var endda en varm glød i de mørke øjne, da hun rakte frem og, før hun kunne nå at tale sig selv fra det igen, tog den af hans hænder, der havde strøget mod hans knoer.

"Gad vide, om jeg får det at se en dag," kunne hun ikke lade være at drille ham, selvom trætheden stadig var at høre i hendes stemme.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så mindst lige så træt ud som hende, som han for første gang efter det hele var gået ned, tillod sig selv bare at slappe en anelse af. Han blinkede langsomt, da hun tog hans hånd, men han protesterede ikke. Han lukkede endda fingrene let om hendes, selvom der var en umiskendelig ømhed i handlingen. Han tog sig ikke af det nu.

Endnu et lavmælt fnys undslap ham, men brynene trak sig blot en anelse sammen, som han lod blikket glide over hendes udmattede ansigt. Og han spurgte ikke om lov, da han rejste sig, bøjede sig frem og løftede hende op i armene med alle intentioner om at bære hende i seng.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde aldrig forudset, at hun ville ende med at sidde sådan med Cal. Nogensinde. Men det var efterhånden temaet for hendes liv og hun var uanset for udmattet til for alvor at være overrasket længere.

Hun slap en dæmpet lyd, men det blev aldrig til en indvending og tøvede ikke for alvor ved at sno armen om hans skuldre. Selvom det ville være synd at sige, at hun holdt noget af sin vægt med den.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var en mand midt i fyrrerne, men han havde muskulaturen fra et både hårdt og aktivt liv og selvom hans ryg ikke elskede det, så bar han hende gennem huset og ind på det værelse, hun havde fået tildelt. Hun blev placeret på sengen og han slap ikke en lyd, selvom det var en kende anstrengende at rette sig op igen.

Han rakte ned efter den pænt foldede dyne og trak den op over hende. Nej, han var ikke nogen omsorgsperson, men måske var det ikke så fjernt for ham, som han troede. I hvert fald endte han med at læne sig frem og stryge en hånd over hendes kind, selvom udtrykket på hans ansigt var alvorligt.

"Der er et par ting, jeg er nødt til at ordne," konstaterede han lavmælt, brynene let sammentrukne. Han havde ikke specielt lyst til at gå fra hende, men husalfen måtte være tilbage med rapport og det var ikke noget, han havde tænkt sig at udsætte. Til gengæld fortsatte han, uden tøven og uden betænkeligheder. "Mit soveværelse er ved siden af, men hvis du foretrækker det, kan jeg komme tilbage hertil."

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke første gang, at Cal tog pusten fra hende og det var tydeligvis ikke sidste. Zoé var da også reelt imponeret, da hun gled ned i sengen. Det kom måske ikke for alvor til sin ret dér, men var ikke længere skjult, da hun lå med dynen om sig og mærkede nerveenderne sitre, hvor hans hånd havde været.

Blikket flakkede over hans ansigt og selvom hånden gjorde et næsten usynligt ryk frem mod ham, fik hun standset sig fra at gribe hånden, der var på vej væk fra hende. Ligesom hun ikke kunne få sig selv til at bede ham blive.

Hun rynkede brynene, men var i virkeligheden ikke i tvivl om, at han ikke kun gjorde hende en tjeneste ved at tilbyde det. Og hun nikkede langsomt. "Det må du gerne."

[Cillian O'Callaghan]

Cal nikkede let, men overvejede ikke at udsætte det. Han vidste, at han ikke ville kunne hvile, mens den mand, som han havde givet sin tillid til, endnu var derude. Så derfor lænede han sig også blot frem og lod sine læber røre hendes pande, uden at være meget bevidst om handlingen, før han rettede sig op igen.

"Du er i sikkerhed her," lød de sidste, forsikrende ord, før han forlod hende der. Og forlod huset. Det der foregik i løbet af de næste par timer, var alt andet end ømt. Men han var ikke en mand, som man forrådte. Straffen blev uddelt, mere med fortrydelse end glæde. Det var sådan det var og han efterlod det til sine nærmeste mænd at tage sig af oprydningen.

Selv tog han hjem, røg en cigaret på sit arbejdsværelse med blikket ud i natten og gik først da mod værelserne. Han afklædte sig sko, jakke og skjorte på sit eget, men beholdt bukserne på, før han slukkede endnu en cigaret og gik ind på det tilstødende værelse, søgte mod skikkelsen i sengen.

[Dominique O'Callaghan]

Og der kom dén forsikring, Zoé hele tiden havde behøvet. Hendes skuldre faldt synligt og hun tænkte ikke for alvor over det, da han hævede hånden til hans nakke ved den flygtige ømhed.

Det var ikke meget, hun fik sovet, men hvile fik hun, selvom hun gled ind og ud af en overfladisk, drømmeløs søvn. Vedblev at vågne med opspændte muskler og en inderlig trang til at flygte. Løbe, til ingen nogensinde ville finde hende igen.

Hun sov da heller ikke helt, da hun hørte døren til værelset gå, men hun åbnede ikke øjnene med det samme.

[Cillian O'Callaghan]

Cal regnede ikke for alvor med, at hun sov. Han vidste i forvejen, at hun led af mareridt og antog ikke, at dagens begivenheder havde gjort det bedre. Det havde dog ikke været en mulighed at blive, men han havde tilbudt hende at komme tilbage og det løfte holdt han nu.

Han krydsede rummet, gled ned på sengen ved siden af hende og slap en tung, men lydløs udånding, som han i et øjeblik bare lå på ryggen, lukkede øjnene og masserede broen over sin næse lidt.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé rørte lidt på sig, da sengen gav sig under Cal og hun tog en dyb indånding, før hun blinkede øjnene op. De forblev rettet mod loftet, men langsomt vendte hun sig om på siden, selvom det fik hende til at tage en klemt indånding.

Endnu et par sekunder gled forbi, mens hun overvejede, om hun burde sige noget. Men læberne gled aldrig fra hinanden, mens hun betragtede ham i profil.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hørte hende røre på sig og der gik ikke lang tid, før han drejede hovedet og så på hende. Resten af kroppen fulgte og han rakte ud, strøg en lok hår væk fra hendes ansigt, før den faldt igen.

"Du burde sove," konstaterede han lavmælt, men ikke irettesættende. Han forstod, hvorfor hun var vågen.

[Dominique O'Callaghan]

Det var en mærkværdig følelse at vide, at Cal sikkert havde været ude og tage sig af de, der havde været skyld i hendes aften i ministeriet, uden det på nogen måde forandrede hendes syn på ham. Og hvis, var det nok i virkeligheden kun med til at gøre følelsen af tilknytning stærkere.

"Uden tvivl," svarede hun og flyttede sin hånd, til lillefingeren flugtede med hans. "Det samme kunne siges om dig."

[Cillian O'Callaghan]

En lavmælt lyd, der ikke for alvor lød investeret, undslap ham. Sandt at sige havde han endnu ikke sovet i hendes selskab, selvom han havde tilbragt et par nætter i hendes hjem. Han tog en indånding, mens det lyse blik gled over hendes ansigt, granskende.

"Hvorfor fortalte du mig det ikke?" spurgte han roligt, men alvorligt.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kendte godt blikket, men det var længe siden, hun havde ladet sig intimidere af det. Hvis for alvor nogensinde. Nu besvarede hun det blot roligt og slap en udånding ved det forventelige spørgsmål. Men hun var nogenlunde lige så interesseret i at besvare dette som hun havde været i at besvare det tidligere, nært beslægtede.

"Ville det have forandret noget?"

[Cillian O'Callaghan]

"Måske," svarede han roligt, men uinvesteret, primært fordi han var uvillig til at spekulere på, hvad kunne have været. Det var der ikke plads til med det liv han levede. Netop det næste var dog grunden til at han spurgte. Det han forventede, der måske var grunden til hendes tavshed. Tonefaldet ændrede sig ikke.

"Vil du have det fjernet?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé interesserede sig ikke for svaret, men det havde fungeret fint som afledning fra spørgsmålet, som hun ikke havde tækt sig at besvare. Derfor nikkede hun også blot en enkelt gang, før hans næste spørgsmål fik hende til at rynke på brynene.

"Nej," svarede hun uden behov for at tænke mere over det, end hun allerede havde gjort. Beslutningen var allerede truffet.