Lammet

[Cillian O'Callaghan]

Det var en helt reel mulighed og selv det ikke ville være hans valg, så var han helt klar over, at det kunne være hendes. Han tog en umærkelig indånding ved hendes svar og nikkede let, accepterende.

Det betød, at der måtte være en anden grund til, at hun ikke havde fortalt ham det, men han spurgte ikke igen.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var ikke helt sikker på, hvad hans nik betød, selvom han havde medgivet, at graviditeten ikke havde været uvæsentlig for redningsaktionen. Men hun vidste samtidig stadig heller ikke, om hun overhovedet havde en interesse i, at han skulle være en del af det. Hun tog en indånding.

"Jeg havde ikke besluttet mig for, hvad din rolle skulle være," konstaterede hun dæmpet.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke forventet en forklaring, men tog imod den. Han betragtede hende lidt, men der var ingen tegn på vrede eller sårede følelser at spore i hans ansigt. Blot den sædvanlige eftertænksomhed, som han nikkede let.

"Og nu?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var forbi forventninger og så blot ind i de blå øjne uden at kunne gennemskue, hvad der foregik bag dem. Hun svarede ikke med det samme, men tog et øjeblik. Vægtede sine ord.

"Nu er det mere kompliceret," svarede hun ærligt og lod blikket glide over hans ansigt for at ende ved hans øjne.

"Nu vil jeg høre, om du vil have én."

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke mere end lige kommet tilbage fra at have straffet den mand, som havde udleveret hende til ministeriet. Han var ingen rollemodel, men nu lå han alligevel der og havde en samtale om sin fremtidige søn eller datter, med en kvinde, der var eftersøgt. Og i sidste ende var han ikke i et sekund i tvivl.

"Ja."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé burde måske ikke ønske en mand som Cal til at være faren til sit barn. Men ikke desto mindre var det tilfældet og selvom hun reelt havde overvejet at gøre det på egen hånd, kom hun til at rykke sig et lille stykke tættere på manden, der havde sat himmel og hav i bevægelse for hendes skyld.

Hun blinkede en gang og nikkede langsomt. Lå lidt i tavshed, før hånden langsomt sneg sig ind over maven og afslørede, at det var det symbiotiske vi, hun talte om, da læberne gled fra hinanden.

“Jeg troede, vi kunne få et normalt liv i Wales,” mumlede hun lavmælt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal vidste udmærket, at det ikke var en god verden at sætte et barn i. Det var en farlig verden og ved hendes ord var han ikke i tvivl om, at det ville have været den bedste løsning. Sammen med ham ville hun nok aldrig for alvor undslippe den, hun havde været.

"Jeg er ked af det," sagde han og mente det.

[Dominique O'Callaghan]

Ordene kom bag på hende, men forbavselsen viste sig aldrig i hendes træk. I stedet så Zoé blot dybt ind i de isblå øjne, mens hun opgav at kæmpe imod de følelser, han tydeligvis havde vakt i hende. Selvom det ikke var så simpelt som en betagelse. Hun fugtede læberne.

“Jeg kan ikke holde det adskilt,” konstaterede hun og lagde hånden mod siden af hans hals.

[Cillian O'Callaghan]

Cal lukkede øjnene under hendes hånd. Han kunne se for sig, hvordan hun kunne have haft et liv i Wales. Hvis han bare havde efterladt hende der, ikke forsøgt at beskytte hende, ville det måske have været muligt. Men det havde han ikke og nu havde de noget, der bandt dem sammen. Og indsigten krøb langsomt ind over ham, som han åbnede øjnene igen. Vidste, hvad der var nødvendigt. Stemmen var lavmælt, men sikker.

"Jeg tror, at tiden er kommet til at bringe Dominique Weasley tilbage."

[Dominique O'Callaghan]

Der var ingen grund til at beskæftige sig mere med, hvad kunne have været og Zoé pakkede tankerne væk, da hans læber gled fra hinanden. Og formede ord, der rent faktisk fik overraskelsen til at stå tydeligt frem i hævede bryn og mørke øjne, der flakkede mellem hans.

Hun sagde ikke noget, turde knapt trække vejret af frygt for, at det hele ville bryste. Så blot afventende på ham i håbet på en forklaring. En måde, hvorpå det ville være muligt.

[Cillian O'Callaghan]

Der var ingen tvivl i ham. Måske kunne hun leve et liv på flugt, hvis det kun var hende selv, men det var anderledes nu. Og i sidste ende var Callistus Bancroft kun én mand. Det samme var Cillian O'Callaghan, som allerede havde plukket hende direkte ud af ministeriets kløer.

"Jeg finder en måde," konstaterede han simpelt, havde allerede gjort sig tanker. Og det næste var et vigtigt faktum, mere end det var en trøst. "Du er ikke på egen hånd længere."

[Dominique O'Callaghan]

Cal var ikke den første, der havde fortalt hende, at de nok skulle finde en måde, men fra alle andre havde det blot været ord. Nu fornemmede Zoé en vilje bag dem og kunne ikke lade være at rykke sig endnu et lille stykke tættere på ham.

“Nej,” svarede hun. “Det er vist noget tid siden, jeg rigtigt har været det.” Han havde været der hele vejen igennem. I skyggerne.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog en dyb indånding over hendes ord, uden at tankerne stoppede med at køre. Sådan var det som oftest for ham. Han accepterede at verden var anderledes nu og at det kom med både nødvendigheder og forhindringer, men også muligheder.

En hånd løftede sig og lagde sig ovenpå hendes hofte og han svarede ikke, men lænede til gengæld panden ind mod hendes og lukkede øjnene lidt.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var ikke rationalist og så ikke tilstandenes nødvendigheder, forhindringer eller muligheder. Men hun så til gengæld et menneske, der havde gjort mere end de fleste kunne for at redde hendes liv, nu for anden gang.

Hun lænede panden ind mod hans med et dæmpet, vaklende suk og lod øjnene glide i, mens hånden fandt tilbage til siden af hans hals. Tomlen flugtende langs hans skarpt definerede kæbelinje og fingerspidserne let krummet mod hans nakke.

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke en handling af indre ro, der fik ham til at hvile panden mod hendes, men det hjalp ham lidt med at samle de tanker, som stadig kørte. Han var manden med planen og havde allerede flere af dem nu, men havde intet behov for at involvere hende i sine tankeprocesser, ligesom at han sjældent involverede nogen.

Men han havde til gengæld heller ingen trang til at trække sig væk fra de blide fingre og blev derfor også blot, hvor han var. Og på et tidspunkt, efter lang tid, åbnede han endelig langsomt øjnene og så blot på hende.