Lammet

[Dominique O'Callaghan]

Efter aftenens hændelser forventede Zoé ikke at finde ro nogetsteds. Hun var stadig rystet over sin egen accept med tingenes tilstand, da låsen i døren til lokalet, hun havde været fanget i, havde vendt sig med en larmende lyd og hun i det øjeblik affandt sig med, at hun aldrig igen ville se solen stå op. Aldrig igen ville se et smil forme trækkene hos dem, hun elskede.

Accept lå langt væk nu, selvom noget var forandret. Tanken om døden var anderledes, havde skiftet form og farve. Og den fik hende ikke for alvor til at skælve længere.

Øjnene forblev lukkede, selv efter han havde åbnet sine, men langsomt trængte følelsen af at blive betragtet alligevel igennem det tanketunge sind og fik hende til at trække øjenlågene tilbage. Hun var af samme årsag heller ikke overrasket, da hun fandt lyse øjne, der allerede så tilbage på hende.

Der gik flere minutter, før hun talte, men på et tidspunkt gled læberne fra hinanden og formede et ord, hun sjældent for alvor tog i sin mund. "Tak."

[Cillian O'Callaghan]

Der var ikke overraskelse at finde på Cals ansigt over det ene, simple ord, som var alt andet end simpelt. Men han vidste, hvorfor hun sagde det og nikkede blot umærkeligt. Og så stillede han et spørgsmål, som han tidligere havde fremstillet som et ønske, men ikke havde fået noget endeligt svar på.

"Vil du blive her?"

[Dominique O'Callaghan]

Spørgsmålet virkede måske simpelt og på mange måder var det måske også. Der var uomtvisteligt intet sted mere sikkert for hende, end Cals hus. Men samtidig var det så langt fra simpelt, som det kom og der var én tungtvejende betænkelighed, der for alvor fik hende til at tøve.

Hun slog blikket ned til den fremmede seng i et værelse, der kunne blive hendes. Med en mand, der ville beskytte hende i værelset ved siden af. Og alligevel kunne hun ikke holde sig selv fra at ønske, at det ikke var den seng, hun ville ligge i.

I sidste ende søgte hun dog tilbage til hans blik og sænkede hagen i et nik så diskret, at det uden tvivl havde været usynligt, hvis ikke de lå så tæt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så hendes tøven og holdt den ikke mod hende. Han vidste udmærket, at det var et kompliceret spørgsmål, men faktum var, at det ville give ham bedst ro i sindet at vide, hvor hun var, indtil han kunne finde en løsning. Han tog dog ikke valget for hende og da hun nikkede, havde han en fornemmelse af, at der var noget hun ikke sagde. Og derfor svarede han også blot:

"Tænk over det."

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke første gang, at Cal opfordrede hende til at tænke over et valg. Faktisk havde han sagt det ved deres første møde, lige før hun havde skrevet sit navn i skarpe, næsten temperamentsfulde streger. Det var ligeså heller ikke første gang, at hun sendte ham et helt roligt blik, der fortalte, at der ikke var behov for at tænke mere, for hendes læber gled fra hinanden og sagde præcis det samme.

"Jeg har ikke behov for at tænke over det," svarede hun. Ville ikke have nikket, hvis det var tilfældet. Hun vidste godt, hvad mavefornemmelsen sagde og stolede på den. Selvom det var dén, der havde bragt hende til det sted, hun var.

Og trods den stadig værkende krop, trods den skjulte identitet og al smerten, det havde forvoldt hende, var hun ikke kun beklagelig, da hun så ind i lyse øjne.

[Cillian O'Callaghan]

Ligesom Zoé, huskede han pludselig deres første år for fire år siden og i det øjeblik var han ikke det mindste i tvivl om, at det var den samme kvinde, som han lå overfor nu. Ikke uforandret, men grundlæggende stadig Dominique Weasley. Det var ikke nogen ubehagelig indsigt, selvom det måske burde have været det.

Så han nikkede, gled om på ryggen igen og tog en indånding. Øjnene lukkede sig kort imens, men gled op næsten med det samme igen og vendte sig mod hende. Fortsatte med at være praktisk. "Er der noget tilbage i Wales, som du gerne vil have?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var mild, pligtopfyldende og rolig. Hun flyttet til Brecon efter at have besøgt byen med sine forældre, halvt luxembourgs, halvt hollandsk. Født i Luxembourg, engelsk som førstesprog, fransk som andetsprog. Uddannet på Beauxbatons. Det var i hvert fald beskrivelsen, der havde ligget ved de nye papirer.

Men bag lukkede døre var det aldrig for alvor blevet siddende og ved hvert besøg fra Cal, var Dominique trådt frem i hver bevægelse, hvert ord og hver tanke. Og det var hende, der fulgte ham med blikket, som han drejede sig væk igen. Mødte hendes forsøg på at nærme sig ham med fornuft.

Hun rystede på hovedet. "Men hvis jeg ikke længere skal være Zoé, ville jeg gerne have min egen stav igen," svarede hun roligt. "Og min kat." Begge i sikker opbevaring hos Teddy Lupin. I hvert fald, hvad hun vidste af.

[Cillian O'Callaghan]

Det kunne måske have været anledning til morskab, men Cal trak end ikke på smilebåndet og regnede heller ikke med, at hun var andet end dybt alvorlig. Han hæftede sig ved hendes ordvalg og svarede dæmpet, men alvorlig.

"Det er dit valg," konstaterede han simpelt, selvom det var alt andet. For ham var der kun én, rigtig løsning, men måske var det ikke den, hun ville have.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke noget svært valg. Zoé havde aldrig valgt den nye identitet eller hjemmet i Wales, selvom hun havde taget imod det med taknemmelighed. Foretrukket det frem for aldrig at kunne vende tilbage til Storbritannien igen.

"Hvis det reelt er et valg, har jeg ikke behov for Zoé længere," konstaterede hun faktuelt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal betragtede hende og da hun svarede, slap han en lavmælt lyd af accept og rettede nakken op igen. Øjnene gled i, uden at det var fordi han var ved at falde i søvn. Til gengæld havde hånden på modsatte side af hende fundet op under nakken og han tog en indånding. Beroligede den ild, der altid blussede lidt efter sådan en dag.

"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede han lavmælt, denne gang rettet mod hendes kat og stav.

[Dominique O'Callaghan]

I Wales havde det hele virket langt væk. Som en drøm om et andet liv. Men nu var hun meget bevidst om, at hun var i Fønixengen. Stedet, hvor hun havde haft sin daglige, eller nok nærmere natlige gang i fire år.

Og måske var det dét, der efter nogle minutters tavshed inspirerede et spørgsmål, hun ellers havde lovet sig selv ikke at stille.

"Er han stadig på Kimæren?" spurgte hun lavmælt uden at se på ham. "Teddy Lupin."

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke første gang, at de talte om Teddy Lupin og sidst havde Cal også haft en fornemmelse af, at der lå noget dybere i det end at han var sammen med hendes søster. Den fornemmelse blev kun forstærket nu, da hendes stemme brød stilheden. Hans blik gled over hendes ansigt, selvom hun ikke så på ham og måske netop dét, var med til at bekræfte den mistanke han allerede havde.

Han drejede hovedet igen, så ligefrem og talte i et tonefald, der virkede næsten indifferent. Formentlig som en reaktion på den lidt underlige fornemmelse, som hendes ord efterlod ham med.

"Ja."

[Dominique O'Callaghan]

Der var en grund til, at det var Teddy Lupin, der havde hendes stav og hendes kat. At det var ham, hun var flygtet til, da det hele var gået galt og i hans arme, hun havde fået tryghed. Og at det var samme sted, hun havde lagt sit mest dyrebare.

Men hun spurgte ikke mere ind, selvom nysgerrigheden kildede lidt. Hun nikkede blot, tavst og hævede kun langsomt blikket til hans ansigt. Lod det glide over hans træk.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var meget bevidst om, at han var den tryghed hun havde fået og ikke nødvendigvis den, hun havde valgt. Han var ikke sikker på, hvorfor det betød noget eller hvorfor han pludselig mærkede en snert af uvilje mod bartenderen. Han ignorerede dog ikke følelsen, men stillede sig ansigt til ansigt med den. Ved at give hende endnu en mulighed, endnu et frit valg.

"Vil du gerne se ham?"

[Dominique O'Callaghan]

Hvis det bare var så simpelt som et spørgsmål om, hvorvidt hun gerne ville se ham, ville svaret være et lige så simpelt ja. Alt i hendes længtes efter igen at kunne lukke armene om ham og mærke den velkendte tryghed, hun altid havde fundet der.

Men hun var meget bevidst om, at hun havde brudt en grænse ved at kysse ham og dele de følelser, hun aldrig burde have haft eller lagt ord på. Og det var det, der fik hende til at ryste på hovedet.

"Nej."