Efter den sidste cigaret [S]

[Dominique O'Callaghan]

Der var ikke gået mange dage, efter Cillian O'Callaghan havde været der sidst, før Zoé begyndte at mærke forandringen. Den milde ubehag i kroppen, der kom sammen med kvalmen og trætheden. De første par dage havde hun ikke tænkt meget over det. Faktisk havde hun ikke skænket det en tanke, før hun havde kastet et blik på kalenderen og talt dage. Rystet på hovedet, talt igen.

Hun havde prøvet ikke at tænke på det, men hver gang hun tændte en cigaret, endte hun alligevel med at fortryde og til sidst besluttede hun sig for at få et svar. Så hun endte med at ryge en sidste ude i aftensolen og tjekkede så.

Med flere distraktioner havde det sikkert taget dage for nyheden at synke ind, men nu havde hun massere af tid til sine tanker. Og det var dem, der optog hende, mens hun vaskede op uden magi. Det var i det mindste en aktivitet, hun kunne få noget tid til at gå med.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke haft nogen ambition om at opsøge Zoé igen efter sit sidste, lidt for impulsive besøg. For et par dage siden havde han dog fået nys om, at eftersøgningen efter hende stadig var på fuld blus og selvom han kunne give beskeden videre på anden måde, endte han alligevel med selv at trække jakken ud over vesten og forlade kontoret den eftermiddag.

Han var som udgangspunkt ikke meget for at lade sig se gentagne gange i landsbyen, men sidst havde ingen set ham og han havde en intention om at det ville være sidste gang i noget længere tid. En lille røgsky bølgede omkring ham, mens han gik og han knipsede skoddet væk, før han standsede og bankede på Zoés dør.

[Dominique O'Callaghan]

Det var lidt af et held, at Zoé netop havde slukket vandet, da det bankede på. Hun rynkede på brynene, stadig lidt uvant med lyden af banken på sin dør og med et par sekunders instinktiv frygt, når det skete. Den blev dog skubbet om i baghovedet, som hun krydsede afstanden til hoveddøren.

Hun blev ikke overrasket over at se Cal der, men var et øjeblik ubeslutsom, før hun alligevel åbnede døren helt for ham og trådte til side.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tøvede ikke med at træde ind, da hun trådte til side. Blikket gled, nærmest ubevidst, en enkelt gang over hende, men han ventede ikke længe, før han talte.

"Zoé," hilste han. "Jeg håber ikke, at det er et ubelejligt tidspunkt."

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde efterhånden studeret hende for meget til, at hun rigtigt bemærkede hans blik. Hun rystede bare på hovedet som svar og trådte lidt dybere ind i lejligheden.

“Jeg skulle til at lave en kop te. Vil du have én med?” spurgte hun og skridtede ud i køkkenet uden at vente på svar.

[Cillian O'Callaghan]

"Tak," svarede han sin accept og fulgte med ind, mens han fandt en cigaret fra sølvetuiet og satte den til læberne. Fingrene fandt æsken med tændstikker.

"Jeg har nyt fra ministeriet. Ikke godt."

[Dominique O'Callaghan]

Zoés blik faldt til cigaretten, da han førte den til læberne og et øjeblik måtte hun kæmpe med trangen til at mærke suget af røgen hele vejen ned i lungerne. Hun slog blikket til vinduet i stedet, som hun åbnede det uden at sige et ord til den tændte cigaret.

Vandet blev sat til at koge, før hun vendte sig mod ham igen og hævede brynene i en tavs opfordring til at fortsætte.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde røget i hendes hjem før og tænkte ikke nærmere over vinduet. Han bemærkede noget anderledes i hendes opførsel, men læste ikke noget i det. Han kunne ikke vide, hvilken dag hun havde haft og regnede med at noget af det måske skyldte hans ord.

Fingrene fangede cigaretten og sænkede den, som han pustede røg ud. "Efterforskningen er endnu ikke indstillet og specialstyrken er endnu på sagen. Det er usædvanligt."

[Dominique O'Callaghan]

Usædvanligt eller ej, var det absolut intet andet, end Zoé havde forventet. Hun ville sent glemme udtrykket på Bancrofts ansigt, da først han havde fået hende skubbet væk fra sig. Havde mærket, hvor varmt hans raseri brændte. Hun bryggede teen færdig i tavshed og vendte sig først om, da hun kunne række en kop frem mod ham.

“Er det?” spurgte hun reelt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal satte cigaretten mellem læberne og tog imod kruset, før han slap en lavmælt, medgivende lyd.

"Udsædvanligt, men ikke uforventeligt," svarede han og tog cigaretten fra læberne igen.

[Dominique O'Callaghan]

Lidt af luften forlod hende ved svaret. Hun vidste godt, at hun aldrig ville kunne bevæge sig, som hun engang havde gjort det. Eller tage til begivenheder med sin familie. Ville aldrig se Victoire Weasley og Teddy Lupin blive gift, hvis de en dag skulle komme dertil. Hun pustede lidt til teen og gjorde et nik mod stuen, før hun gik derind.

Tankefuldt sank hun ned i sofaen med et suk og trak benene op til sig.

[Cillian O'Callaghan]

Cal forstod hendes modfaldenhed og fulgte ikke stilheden med flere ord med det samme, men fulgte efter ind i stuen og tog plads i den stol, som efterhånden godt kunne betegnes som hans foretrukne.

"Den gode nyhed er, at de ikke ved mere, end de hele tiden har gjort," tilføjede han, efter lidt tid og en halv cigaret.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé vidste allerede, hvor han ville sætte sig og indså i det øjeblik, at det ville være underligt at gå tilbage til en tilværelse, hvor Cal ikke længere ville dukke op som et magisk pust i hendes hverdag. Hun rystede tanken af sig og nikkede lidt til hans ord.

“Så, der er ingen reel forandring?” spurgte hun og overvejede, hvor hans behov for altid at have en vag undskyldning for sit besøg kom fra.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mente nu at det var en væsentlig information og påmindelse til hende om, at hun endnu måtte være forsigtig. Hun tog dog ikke fejl og han tog et drag mere, før han svarede, indirekte.

"Der er kun mere grund til forsigtighed nu, hvor desperationen efter resultater må melde sig."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé trak koppen til sig igen og pustede utålmodigt på den. Tålmodighed, forsigtighed, ro. Hun havde hørt ordene igen og igen, til de langsomt havde mistet betydning. Ikke var andet end en insisterende banken, som viseren på et ur. Igen og igen.

“Det må jeg vel efterhånden mestre,” konstaterede hun, ikke bevidst om den skarpe tone, før den havde forladt hende.