Efter den sidste cigaret [S]

[Cillian O'Callaghan]

Dét tonefald gik ham ikke forbi og han satte meget lidt pris på manglen på taknemmelighed i det. Det gav ham lyst til at påpege, at hun selv delvist havde bragt sig i situationen, men det undlod han at nedværdige sig til.

I stedet betragtede han hende blot, et øjenbryn let hævet.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé sænkede koppen til sofahynden foran sig og tog en dyb indånding. Hun trak hånden over panden og slap en tung udånding. Hånden faldt igen, fjernede et hår fra sofaen, før hun hævede blikket til hans igen. Og da hun talte, var det oprigtigt.

“Tak, fordi du kom her for at fortælle mig det.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal kneb øjnene en anelse sammen og betragtede hende. Hun opførte sig anderledes, mere distanceret og han troede ikke længere, at det havde noget at gøre med det han havde fortalt.

"Hvad er der sket?" spurgte han roligt, men alvorligt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var umuligt at skjule, måske fordi Cal var den eneste rest af hendes gamle liv og alene det gav hende lyst til at klamre sig til hans tilstedeværelse i sit liv. Dele mere med ham, end hun ville med andre. Tilbringe timevis med ham i sin seng. Men nu var det ikke længere kun et spørgsmål om, hvad hun ville.

Hun rystede lidt på hovedet. “Nogle dage er bare længere end andre,” svarede hun undvigende og pustede til teen igen, før hun stak tungespidsen frem. Og brændte den.

[Cillian O'Callaghan]

Cal vedblev at se lidt undersøgende på hende, brynene trukket let sammen, men til sidst nikkede han i accept. Forstod, at hendes liv her ikke var nemt. Han ville selv være anspændt. Så han talte roligt igen.

"Hvad kan jeg gøre?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé burde måske bare gøre kort proces af det, men nu hun sad over for beslutningen, virkede den pludselig svær at føre til dørs. Så hun tog en lille tår te mere, denne gang uden at brænde sig meget, og sænkede koppen til knæet.

"Distrahér mig lidt?" bad hun uden forventninger til, hvordan det skulle ske, uanset hvordan hans andre besøg ellers var endt.

[Cillian O'Callaghan]

Det var en bøn, han kunne forholde sig til, selvom han ikke var typen, der beskæftigede sig med smalltalk eller udenomssnak. Det var da heller ikke for alvor nogle af delene, da han talte igen.

"Jeg har hyret en ny danser," konstaterede han og tog et drag af cigaretten, men så ganske, ganske let utilfreds ud. Ud fra det var det måske tydeligt, at hun ikke helt levede op til det, som Zoé havde været.

[Dominique O'Callaghan]

Der var meget få ting, Zoé hellere ville undgå at høre om, end hvilke dansere der var på Kimæren. Men noget i hans tonefald gjorde det alligevel helt okay og hun anerkendte, at det nok var den triumferende fornemmelse af at være bedre.

“Du ser begejstret ud,” bemærkede hun med et let træk i den ene mundvig.

[Cillian O'Callaghan]

Cal foldede det ene ben over det andet og lod armene hvile på armlænene, undtagen når den ene løftede cigaretten til læberne. Røgen fra selv samme undslap ham, da han fnøs ganske, ganske let.

Blikket var dog roligt og øjenbrynene hævede sig lidt, som han talte, nærmest faktuelt.

"Det er stadig dig, der bliver spurgt efter."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé slog blikket ned til den dampende te i kruset, at han fortsatte. Der var en vis tilfredsstillelse at finde i ordene. En bekræftelse på, at hun virkelig havde været den danser, hun selv havde haft indtrykket af at være. Men hvad godt gjorde det, når hun aldrig ville kunne vende tilbage? Blikket fandt hans igen.

“Bed din nye danser tale med Polly,” svarede hun roligt efter et øjebliks tavshed. “Hun er den bedste til at lære fra sig.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde måske ikke været mere imponeret, end han var af Zoé i det øjeblik og han havde en blandet følelse af tilfredshed, sammen med en dyb bitterhed over, at han havde mistet hende på kimæren.

Han bøjede nakken let i anerkendelse af informationen, men så også eftertænksomt på hende.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé syntes at se glimtet af noget, der lignede forbløffelse, hvis ikke direkte imponerethed, over hende. Men øjeblikket efter var det væk. Blikket gled vågent over hans ansigt, så tanker bag de lyse øjne, men var vant til, at han ikke forklarede sig selv.

Hun brød dog ikke tavsheden. I stedet hævede hun det ene bryn let i opfordring; en invitation til at dele en tanke eller forfølge nysgerrigheden, han sommetider mødte hende med.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde allerede konstateret, at det var et spild at have hende der og noget ved hendes ord havde mindet ham om det. Han svarede ikke med det samme, men overvejede for og imod, før han alligevel talte.

"Trænger du til at komme ud herfra, Zoé?"

[Dominique O'Callaghan]

Der var mere grund end før til, at Zoé gerne ville holde ansigtet blottet for følelser i Cals selskab, men ved hans ord rettede hun sig instinktivt lidt op. Hjertet hamrede allerede lidt og hun prøvede at minde sig selv om, at det sikkert var en dårlig idé. Og at hun jo havde en plan for, hvad det skulle ske.

Men så åbnede hun munden og ordet sev ud helt af sig selv.

“Ja.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal gjorde ikke bare noget impulsivt og uden allerede at have en idé om, hvad han havde tænkt sig. Planen var ikke ny, men det var først nu, at han specifikt så hende i den og han tændte en ny cigaret, før han fortsatte.

"Jeg har forretninger i Østeuropa, men jeg har brug for en ledsager."