Efter den sidste cigaret [S]

[Cillian O'Callaghan]

Måske var det et forsøg på at give hende en mulighed for at bede ham om at blive, selvom han ikke indså det med det samme. Da han gjorde, var det alt han havde brug for, for at tage sig sammen og træde helt tilbage. Ejeren af Kimæren vendte tilbage og han nikkede en enkelt gang, før han krydsede rummet.

Han rakte ind under jakken, fandt en tegnebog og trak et par mugglerpengesedler op. Hans tøven var så kort, at den ville være umulig at se, men det var den, der fik ham til at forklare.

"Til kjolen," konstaterede han simpelt, før han placerede dem på køkkenbordet.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde både bedt ham blive og komme tilbage for sig før og havde ingen intentioner om at gøre nogle af delene denne gang. Hun fulgte ham blot med blikket med dæmpet nysgerrighed, der forsvandt fuldstændig, da han placerede pengesedlerne på bordet.

"Ellers tak," svarede hun isnende og lagde armene over kors igen, musklerne opspændt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke dum. Han havde selv indset, hvad det havde lignet, men ved forklaringen, burde der ikke have været et problem. Derfor blev han en anelse overrasket over hendes isnende attitude. Det fik ham dog ikke til at undskylde. Tværtimod så han en kende uimponeret på hende.

"Det er et stykke arbejde, ikke en tjeneste," konstaterede han simpelt. Og til arbejde stillede man en uniform til rådighed. Han havde ingen intentioner om at købe kjoler til hende ellers. Og i dét øjeblik var han fuldt ud manden, der ejede Kimæren og plejede at være hendes arbejdsgiver, mere end den mand, der havde et mere kompliceret forhold til hende og netop havde været inde i hende.

"Det regner jeg med, at du er indforstået med."

[Dominique O'Callaghan]

Forklaring eller ej lå det hele lidt for tæt på det arrangement, hun havde haft med Callistus S. Bancroft. En farve og et par galleoner og så besked på et møde op et sted. Det vendte sig i hende og hun tog en skarp indånding.

"Det er jeg indforstået med," svarede hun dirrende uden at rokke sig ud af stedet. "Og nu vil jeg bede dig om at tage dine penge og forlade mit hjem."

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde allerede udtrykt sine tanker om mænd som Callistus Bancroft temmelig klart overfor hende og hvis han havde vidst, at hun sammenlignede dem, ville han have været endnu mindre tilfreds end han var nu. Som det var, fandt han blot hendes stædighed og harme en anelse trættende. Det var netop hendes ro, der havde fået ham til at overveje hende til opgaven og nu kunne han ikke lade være med at tænke, at han havde handlet forhastet.

Udtrykket i de lyse øjne var umiskendeligt noget, der mindede om skuffelse, men han tog ikke pengene. Så bare på hende som et opsætsigt barn. Han gik da heller ikke, selvom han nu rent faktisk havde lyst til det.

"Hvad er dit problem?" spurgte han i stedet, stemmen provokerende rolig.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde altid haft et temperament og det havde ikke kun noget med hendes blod eller tiden, hun havde været indespærret, at gøre, selvom begge var med til at gøre hende ekstra tirrelig.

"Så dum er du jo ikke. Jeg har dig for helvede stadig mellem benene," svarede hun uden samme ro, men hævede dog ikke stemmen, selvom tonen var hård.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et øjenbryn, men lod sig ikke provokere af hendes tonefald. I hvert fald ikke nok til selv at miste besindelsen. I stedet tog han en indånding, fandt en cigaret og satte den til læberne. Tændte den, før han gestikulerede med den ene hånd mod hende, inviterende, som han svarede med at spørgsmål. Brynet var stadig hævet.

"Hvorfor bad jeg dig om at købe kjolen?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé hævede et uimponeret bryn, provokeret af hans rolige tonefald og det faktum, at han tydeligvis sagtens kunne blive for at diskutere med hende. Ikke at hun for alvor gav tanken lov til at rodfæste sig, blot nære irritationen.

"Hvis du har en pointe, skal du være velkommen til at dele den med rummet. Ellers står min tidligere opfordring stadig."

[Cillian O'Callaghan]

Cal så til siden og bandede lavmælt, den irske accent tydeligere end nogensinde, før hans blik vendte tilbage til hende, utålmodigt nu. Og han blev mere og mere sikker på, at han havde begået en fejl, for hvert øjeblik der gik. Begge bryn var hævet nu og han pegede på hende med den hånd, der holdt cigaretten.

"Det er forretninger og hvis ikke du kan holde det adskilt, så finder jeg en anden, der kan tage din plads," konstaterede han, måske hårdt, men sandt. "Jeg har ingen intention om at købe mig til en plads mellem dine ben og hvis det er det indtryk, du har, så har vi ikke mere at tale om."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé fnøs hårdt, men havde stadig ikke flyttet sig fra væggen, selvom hun havde lyst til mere proaktivt at vise ham døren. Blikket veg ikke fra hans, da hun svarede.

"Lad være at belære mig om at holde tingene adskilt, når du giver mig penge lige efter du har tømt dig i mig. Hvis du gerne vil holde tingene adskilt, så hold det adskilt. Og hvis du overhovedet troede, at pladsen mellem mine ben var til salg, så er vi helt enige i, at vi ikke har mere at tale om." Hun tog en indånding, men pausen var ikke lang, før hun fortsatte.

"Men hvis du rent faktisk vil involvere mig i dine forretninger, så kan vi sagtens tale betaling og ordne det, når tiden er til det. Og så kan jeg have kvitteringen med for kjolen der, hvis jeg ønsker refusion. Men det skal jeg nok selv vurdere." Stemmen var nogenlunde rolig, men det blev dirrende, da hun afsluttede med et: "Tak."

[Cillian O'Callaghan]

Cal kunne vitterligt ikke se, hvorfor det var et problem og mente ærligt talt, at hun overdramatiserede. De første ord prellede mere eller mindre af på ham, men de sidste fik derimod et pludseligt faretruende glimt til at blusse op i hans blik. Der var ingen, der fortalte ham, hvordan han skulle drive sine forretninger og mindst af alt hende. Han var en tålmodig mand, men han tolererede ikke respektløshed og blikket blev iskoldt.

"Det ser jeg ingen grund til," konstaterede han, stemmen faretruende tonløs. Og han var skånselsløs, når alt kom til alt. "Du kan betragte vores involvering, på alle områder, som afsluttet."

Og med de ord, vendte han sig og gik.

[Dominique O'Callaghan]

Det var et slag i ansigtet, men Zoé reagerede blot ved at kaste et dybt uimponeret blik på ham. "Fint," bed hun isnende og fortalte sig selv, at det jo i det mindste var præcis, som hun ville have det.

Men hun kunne alligevel ikke holde sig fra at gå hen til bordet, tage pengene op og krølle dem hårdt sammen til en kugle. Og da han gik forbi vinduet, kastede hun dem hårdt efter ham, før hun lukkede det i.

lukket?