Fra en bror til en anden

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus troede hverken på held eller lykke, men han troede til gengæld på sin brors vurderinger og værdsatte hans støtte. Hvor meget der var at glæde sig over lige nu, kunne man så sætte spørgsmålstegn ved, men det lod han være med og hævede i stedet glasset lidt i en hilsen.

Det var da også i virkeligheden lidt af en finurlighed, at de begge på en eller anden måde havde fundet kærligheden uden rigtigt at lede. Og måske det i sig selv var en skål værd.

---

Hamish Buchanan

[Hamish Buchanan]

Hamish var vokset op med at tilbringe sine somre i Skotland og han søgte instinktivt mod det, selv nu, hvor han ikke længere boede hjemme. Det var da også der, at brylluppet skulle stå, så der var kun mere grund end ellers til at tilbringe tid der. Denne dag var undskyldningen en middagsaftale med sin far og onkel.

Så derfor dukkede han op nu, som sædvanligt ulasteligt klædt i skræddersyede, mørke rober og lignede på alle tænkelige måder en tro yngre kopi af de to mænd, der i forvejen sad i stuen.

"Godaften," hilste han, efter at have banket på og lukket sig selv ind.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester løftede sit eget glas og drak med antydningen af et smil og med en knap så knugende fornemmelse i mellemgulvet som tidligere.

Han sank netop som det bankede på døren og rettede blikket i samme retning, uden at være overrasket da Hamish trådte ind "Så kunne du være her." spøgte han tørt med et lille smil, selvom sønnens ankomst var faldet ret fint i forhold til den snak han lige havde haft med Thaddeus.

[Thaddeus Buchanan]

Glasset var netop blevet tømt, da Hamish trådte ind i stuen og Thaddeus sendte ham både et blik og et nik, før han rejste sig og gik hen for at fylde sit glas igen.

"Hamish?" spurgte han og holdt karaflen lidt op, afventende. Den lille pause ville også give Sylvester mulighed for at melde sig, hvis han ønskede en genopfyldning.

[Hamish Buchanan]

Det trak i Hamish' mundvige over farens kommentar. "Lige til tiden, skulle jeg mene," svarede han tørt, men godmodigt, før han nikkede sin tak til sin farbror og tog imod glasset med whisky. Så gled han selv ned at sidde i en lænestol, benene foldet over hinanden.

"Jeg håber ikke, at jeg afbrød jer."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester skubbede sig op at stå mens Thaddeus fyldte et glas til Hamish og gik hen for at få sit eget fyldt for tredie gang "Nej, vi var vist færdig med de ting dine ører ikke kunne tåle." fortsatte han i samme afslappede, spøgende tone før han selv satte sig tilbage i sin stol og lagde det ene ben over det andet.

[Thaddeus Buchanan]

Mundvigene sitrede lidt ved deres udveksling og Thaddeus kastede et blik på sin nevø, da han rakte ham glasset. Overvejede i sit stille sind, hvordan han mon ville have det ved udsigten til at skulle have småsøskende - potentielt i samme aldersgruppe som sine egne børn.

Han sank ned i lænestolen igen og slap endda et muntert fnys over Sylvesters bemærkning, før blikket igen endte ved Hamish.

"Kommer du fra London? Eller var du i Skotland i forvejen?" spurgte han roligt, men med oprigtig interesse for, hvilken scene han havde forladt. Arbejde eller fornøjelse.

[Hamish Buchanan]

Hamish fnøs muntert over svaret, men gav sig ikke til at argumentere for, at ørerne ikke var sarte. Han havde intet behov for at understrege, at han var voksen. Det var whiskyen i den ene hånd da også bevis nok på. Blikket rettede sig mod Thaddeus og han slap en lavmælt lyd.

"London," konstaterede han. "Jeg kommer lige fra ministeriet."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester betragtede sin søn vurderende mens han svarede sin onkel og det lille smil lurede igen i hans mundvige "Stadig den samme sag du arbejder på?" spurgte han og satte whiskyen i glasset i bevægelse, uden at drikke af den endnu.

[Thaddeus Buchanan]

Og dér sad de så, de tre mørkhårede Buchanan-mænd. Alle kommet dertil fra ministeriet. Alle i mørke rober med hver sit glas whiskey i hånden. Og alle villige til at risikere skandaler for den kvinde, de elskede.

Hans milde morskab over det tegnede sig aldrig i hans træk, som han blot på sin nevø med oprigtig interesse i blikket.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en medgivende lyd, der mest af alt var en brummen og nikkede let. "Ja. Forhåbentlig ikke meget længere, dog. Vi har efterhånden opstøvet alle, der var vidne til episoden," konstaterede han, næsten henkastet. Han var ikke typen, der begav sig ud i passionerede fortællinger om sit arbejde, uanset at han var glad for det. Og at det tog al hans tid - hvilket også gav anledning til den næste kommentar.

"Og det er vist meget godt, den kommende tid taget i betragtning."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede afslappet og løftede sit glas med et skævt smil "Ja.. du får nok andet at se til." han drak og fortsatte med hovedet lidt på skrå og et spørgende blik "Dine sidste uger som en fri mand." spøgte han, men med en undertone af alvor "Er du klar til det?"

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus havde intet behov for at hævde sig selv eller sige noget, medmindre det var påkrævet af ham i situationen. Det var ikke tilfældet nu og han fulgte blot med i samtalen med oprigtig nysgerrighed.

Han forstod stadig ikke nødvendigheden af at blive gift, trods risikoen for en skandale, når de allerede stod til det, når Hamish' udkårne engang forlod skolen. Men han dikterede ikke andres liv og lagde ikke ord på sine tanker.

[Hamish Buchanan]

Hamish vidste udmærket, at der blev talt om deres fremskyndede bryllup, men han tog det med den samme stoiske ro, som sin fars spørgsmål. Han trak let på skuldrene.

"Det skulle jeg mene," konstaterede han og selvom de fleste måske ville havet fundet det pinligt at tale med sin far og onkel om det, fortsatte han blot med et sigende blik.

"Friheden jo uanset kun på papiret."

For han var jo allerede helt og aldeles optaget af sin kommende hustru.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede, brynene krøbet lidt sammen, men de forbehold han havde haft om det fremskyndede bryllup, var der allerede talt om til hudløshed. Nu var planerne som de var og i sidste ende var det måske ikke hans mening der vejede mest "Og Alissa? Ingen nerver eller kolde fødder?" han regnede ikke med det, men det kunne selvfølgelig nå at blusse op jo nærmere på dagen de kom.