Spattergoit

[Frankie Figg]

Det var ikke til at sige, hvor det var kommet fra, kun at reaktionen havde været prompte, da Frank var troppet op på hospitalsfløjen med et voksende, lilla udslæt. Før han vidste af det, og uden at have talt med nogen, var han pludselig på vej til Skt. Mungos og der havde han været i et par dage nu, mens det lilla udslæt allerede havde spredt sig til det meste af kroppen. Til hans rædsel havde han fået at vide, at bylder ville følge og den ellers meget cool ørn, følte sig knapt så cool, som han sad fuldkommen isoleret på magikerhospitalet, uden familie eller venner.

Det var naturligvis et held, hvis ingen andre elever havde fået det, for han havde fået at vide at spattergoit var vanvittigt smitsomt. Hans tanker gik til Elliott Wood, Elias Oliver Wood og endda Rupert Horatio Montague, selvom han fik det dårligere og dårligere og havde sværere ved at holde fokus. Han lå og døsede lidt, da et par helbredere med masker dukkede op og fik endnu en seng til at svæve ind i rummet.

Frank satte sig impulsivt lidt op, selvom det krævede en del kræfter og han blegnede, da hans blik faldt på sovesalskammeraten og antydningen af lilla udslæt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde hørt at Frank var syg, men ikke med hvad. Lærerne havde set meget bekymrede ud, da de fortalte det og alle på Hogwarts forstod vist, at der var noget dramatisk på færde. Præcis hvad det var, var han dog usikker på, indtil den dag han selv vågnede med blålilla udslæt. Han nåede ikke engang på hospitalsfløjen, før han var på vej mod Skt. Mungos, uden at nå at snakke med Saori Mikazuki, Gideon Flint, Peninnah Flint eller nogen som helst andre på skolen.

Da han blev fragtet ind på hospitalsværelset, faldt blikket på den eneste anden seng og drengen i den og han var overraskende lidt overrasket, men til gengæld temmelig overrasende lettet over synet. "Figg," kvækkede han.

[Frankie Figg]

Frank fik en underlig fornemmelse i maven ved synet af Rupert og han identificerede den som en blanding af lettelse og bekymring. De var begge en anelse overraskende. Han kollapsede lidt tilbage mod puden, men drejede ikke hovedet. Helbrederne forlod stuen igen og hans blik forblev på sovesalskammeraten. Ikke at han helt vidste, hvad han skulle sige. Men et eller andet, der ikke var at ytre taknemmelighed over, at han ikke var alene.

"Velkommen til helvede," blev det tvivlsomme alternativ, stemmen hæs.

[Rupert Horatio Montague]

Frank blev placeret ret mageligt og efterladt med lovning på at blive tilset af en helbreder inden længe. Han kløede sig lidt på en blålilla plet på halsen og betragtede Frank, som om han så ud i fremtiden på sig selv.

“Tak for det,” drævede han let. “Skal jeg regne med at Wood er den næste?”

[Frankie Figg]

Rupert havde det tydeligvis ikke lige så elendigt som Frank, men sådan havde han selv været for et par dage siden. Nu var han... Lilla. Men heldigvis var bylderne da ikke kommet endnu. Selvom dét var en skøn ting at have at se frem til.

Derfor var han heller ikke lige så muntert indstillet, som Rupert. Faktisk var han en anelse bange, men dét kunne han ikke vise.

"Det håber jeg ikke," svarede han derfor også bare.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert kendte kun svagt til sygdommen og han havde stadig ikke helt forstået alvoren. At se Frank i lidt af en tilstand rystede ham dog lidt. Blikket flakkede over ham og han trak vejret dybt ned i lungerne med en sitren i mellemgulvet.

“Du ser ikke særlig godt ud,” konstaterede han ærligt.

[Frankie Figg]

Frank var ærligt talt glad for ikke at være alene, selvom omstændighederne kunne være bedre. Han slap da også et lille, lavmælt fnys og mærkede det sitre i sin ene mundvig. Øjnene lukkede sig et øjeblik, fordi lyset føltes skarpt.

"Nå? Jeg føler mig ellers uimodståelig."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let og senere ville han nok nægte at have sagt mere, men for nu kom det alligevel ud.

“Det er du normalt,” pointerede han. “Lige nu ligner du noget der er løgn. Hvordan føles det?”

[Frankie Figg]

Frank ville normalt ikke lade den slags bemærkninger gå ubemærket hen, men nu skete det lidt. Han slap en lidt anftrengt lyd, uden at åbne øjnene.

"Som om, at jeg bliver straffet for alle mine synder," konstaterede han, kun en kende tørt. "De siger, at der også kommer bylder. Så dét er godt at have at se frem til."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert ville normalt ikke været kommet med den slags bemærkninger. Nu var han dog temmelig udmattet og allerede på vej til at mærke sygdommens hårde nedslag. Han formåede alligevel at se det sjove i Franks svar og fnøs underholdt, før han hævede begge bryn lidt.

"Herligt," svarede han tørt. "Hvilke synder skal du i øvrigt straffes for? Mig?"

[Frankie Figg]

Franks øjne forblev lukkede, som han fnøs lavmælt, men muntert og langsomt drejede hovedet. Han så ud mellem sprækker, kun for at konstatere at Rupert heller ikke ligefrem så frisk ud.

"Det ville nogen nok mene," konstaterede han tørt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde det ikke fremragende, men dog tydeligvis bedre end Frank. Han kunne godt se hvad han kunne forvente sig i fremtiden. Måske burde han være sur på den anden dreng, der åbenlyst havde smittet ham, men han var mere bare gnaven på selve sygdommen. Fornuftigt, i det mindste.

"Hvem er nogen?"

Han betragtede Frank næsten nysgerrigt.

[Frankie Figg]

Frank fnøs igen, uden at være klar over at hans øjne var faldet i igen. Øjenbrynene hævede sig dog alligevel lidt på trods af det. "Det ved du jo næsten bedre end jeg gør," konstaterede han simpelt.

"De samme, som du er bange for at blive afsløret af, går jeg ud fra."

[Rupert Horatio Montague]

Frank ramte hovedet på sømmet og Rupert havde ikke noget klogt at sige. Han lukkede også selv øjnene, træt og øm og lidt træt af verden lige i øjeblikket. Der gik en lille stund og han var ikke sikker på at Frank ikke var faldet i søvn i mellemtiden.

"Du aner ikke hvordan det er, at vide at hele ens fremtid forsvinder, hvis man afslører hvem man virkelig er," konstaterede han ud i luften.

[Frankie Figg]

Frank fnøs over Ruperts konstatering, uden at åbne øjnene igen. Han kunne ikke helt rumme selvmedlidenheden lige nu, som om at Rupert var den eneste, der havde problemer.

"Nå nej, det er jo ikke fordi, at jeg holder hele mit liv hemmeligt for al min familie og dem, jeg voksede op med og ville bryde loven ved at fortælle sandheden. Gad vide, hvordan det føles."