Spattergoit

[Rupert Horatio Montague]

Rupert rynkede panden lidt ved kommentaren, som han ikke havde set komme.

“Hvad taler du om? Dine forældre må gerne vide det. Dine søskende. Det er ikke det samme. Alle ved tydeligvis at du er en bøsserøv og er pisse ligeglade med det.”

[Frankie Figg]

Frank havde omtrent i tre sekunder været lettet over ikke at være alene. Nu savnede han det og glædede sig næsten til at sygdommen gjorde, at de ikke kunne tale. Han undertrykte et suk.

"Klart. Det er så hårdt at være dig."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert lukkede øjnene og tog en dyb indånding, imens hans hjerte bankede lidt over indrømmelserne og det ord han lige havde taget i sin mund.

"Fuck dig, Frank," åndede han simpelt ud.

[Frankie Figg]

Okay, måske var det ikke så diplomatisk, men han ville kunne sympatisere mere, hvis ikke Rupert konsekvent insisterede på at fremlægge sine problemer i lys af at Frank selv havde det meget nemmere.

Han kvalte et suk, men talte dog igen. "Jeg siger ikke, at du ikke har det svært," konstaterede han. "Men seriøst, Rupert. Hvorfor skal det altid være på bekostning af, hvordan mit liv er?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert studsede lidt over svaret. Han rynkede begge bryn og åbnede øjnene for at se over på Frank i et langt øjeblik. De plejede bare at kysse og rage. Han havde ikke rigtig fattet at noget skulle være svært for den anden.

“Nej,” svarede han tøvende. “Men hvorfor er du så overhovedet her? I den magiske verden, mener jeg? Ville det ikke være bedre bare at være muggler?”

[Frankie Figg]

Noget i Frank skurrede ubehageligt over spørgsmålet og det krævede lidt ikke bare at bide fra sig. Han tog en indånding ind gennem næsen.

"Hvorfor er du overhovedet tiltrukket af mænd?" vendte han spørgsmålet, velvidende at Rupert kunne ændre lige så lidt på det, som Frank kunne ændre på at han var magiker. "Ville det ikke være bedre bare at være til kvinder?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert så ikke helt ligheden. Han rynkede panden dybt og betragtede Frank fra sengen.

“Det er ikke det samme. Men jeg vælger dog at være forlovet med Peninnah Flint. Du kan også vælge at leve som muggler.”

[Frankie Figg]

Det var ikke første gang de havde en snak om Ruperts brug af skæg og Frank magtede ikke diskutere det igen. Faktisk magtede han ingen dele af den tilsyneladende nyttesløse diskussion.

Så han lukkede bare øjnene og åndede tungt ud.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert lå lidt og kedede sig. Kløede på det lilla, hvor han ikke måtte. Han fik besøg af en helbreder, men havde ikke rigtig mere at få tjekket og lå i lang tid og var ved at dø af kedsomhed.

“Okay. Så fortæl mig hvorfor du ikke bare kunne leve som muggler?”

[Frankie Figg]

Frankie var en god del mere syg end Rupert og han døsede lidt, da Ruperts stemme trængte gennem igen. Han slap et lille grynt og var stille et par sekunder, før han svarede.

"Fordi jeg er en magiker."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn lidt over Franks svar. Han havde lyst til at diskutere med ham og fortælle ham, som han altid havde lært, at mugglerfødte ikke var rigtige magikere. Frank fik ham til dels til at tvivle på om det kunne passe. Han havde også altid fået at vide, at mænd og kvinder hørte sammen og absolut ikke mænd og mænd.

Han åndede lidt ud. "Ja?"

[Frankie Figg]

Frank tog en indånding mere og åbnede ikke øjnene, men mest fordi at lyset var skarpt, når han gjorde. "Jeg kan ikke lade som om at jeg er noget, som jeg ikke er," konstaterede han, mens maven trak sig sammen. Han hadede alt ved den diskussion, måske netop fordi at dén også var grunden til at han ikke havde talt med sine forældre i det meste af et år.

"Det vil jeg ikke."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åndede lidt ud og lukkede selv øjnene. Han tog en dyb indånding igen og klemte læberne sammen et øjeblik.

"Jeg ved ikke om du er modig eller idiotisk," konstaterede han lidt ud i luften, nærmest for sig selv.

[Frankie Figg]

Frank havde sagt mange gange allerede, at han ikke ville være en anden end den han var og i øvrigt anbefalet Rupert at prøve det samme. Det stod ved magt, men han gjorde ikke flere forsøg på at overbevise den anden dreng nu.

"Jeg troede mest af alt bare, at du mener at jeg er en beskidt mudderblods," konstaterede han i stedet, næsten henkastet.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åbnede øjnene ved de ord, som han helt rigtigt havde brugt om Frank. Han havde ikke tænkt sig at sige det igen, lige nu. Det var lige lovlig dobbeltmoralsk, selv for ham.

"Mm," brummede han dog. "Og en bøsserøv," tilføjede han ironisk. "Hvor stor en idiot synes du jeg er?"