Spattergoit

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åndede irriteret ud. Frank var sådan en kværulant nogen gange.

“Hvad hvis det ér anderledes?”

[Frankie Figg]

Frank havde lyst til at gentage ting, han havde sagt en million gange før, men han indså at det ikke var hjælpsomt. Så i stedet tog han en indånding og overvejede rent faktisk spørgsmålet, før han svarede, ærligt.

"Det ved jeg ikke," konstaterede han. "Hvad ville du gerne have, at der skete?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åndede lidt ud og så op i loftet. Det var et fremragende spørgsmål. Han havde ikke et godt svar.

“Jeg ved det ikke. Og uanset hvad jeg kunne tænke mig, så vil du jo ikke have noget, der forbliver en hemmelighed. Så det er vel det...”

[Frankie Figg]

Nogen ville mene, at det ikke var tiden til den samtale, men det var ikke ligefrem fordi de havde bedre at give sig til. Han undertrykte et lille suk og sank. Hans hals føltes lidt øm og han var bevidst om, at det ikke var helt så let at tale, som det havde været for et par dage siden.

"Hvad hvis det var anderledes?" kunne han ikke lade være med at vende Ruperts spørgsmål.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts hjerte slog lidt hårdere. Han tog en dyb indånding. “Hvis du ikke havde et behov for at folk vidste det?”

Hans mellemgulv trak sig sammen. “Så ville jeg bede dig stoppe med at se Wood og koncentrere dig om mig,” brummede han lavt og følte sig utrolig blottet.

[Frankie Figg]

Det stillede Frank lidt til vægs og han fik et stik i maven, som helt klart ikke havde noget at gøre med sygdommen. I virkeligheden var han jo virkelig heller ikke interesseret i hemmelighedskræmmeriet, men nu arbejdede de i hypotetiske scenarier og han kunne dårligt lade være med at svare. Han var dog stille i lang tid, før han skar en grimasse og endelig svarede. Lidt for ærligt.

"Jeg har ikke lyst til at stoppe med at se nogen af jer."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åndede lidt ud og synes den besked var rimelig hård at sluge. Han stirrede op i loftet.

"Uanset hvad?"

[Frankie Figg]

Frank vidste, at det ikke helt var rimeligt overfor nogen af dem, men det var heller ikke rimeligt, at Rupert bad ham om at være en mørk hemmelighed, mens han var forlovet med en anden, så måske gik det op. Ikke at det føltes sådan. Til gengæld var han nødt til at være ærlig og han sank en enkelt gang, selvom han kunne ønske sig at det var mindre kompliceret.

"Ja."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert pustede lidt ud. “Heldigt at vi slet ikke kan lide hinanden så,” mumlede han.

Sikke en fed løgn.

[Frankie Figg]

Frank havde det ikke fantastisk med det hele. Men han kunne heller ikke rigtigt trøste Rupert og sige, at han ikke havde følelser for grævlingen og det ville være en lodret løgn. Selvom han studsede over behovet for at trøste Rupert i det hele taget. Dét var uventet.

Han sukkede over ordene, men der var ikke meget kamp tilbage i ham. De vidste jo begge, at det ikke passede.

"Klart."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert pustede lidt ud. “Så her er vi,” musede han. “Hinandens eneste selskab, måske i månedsvis. Han stirrede op i loftet.

“Kan du nogen gode jokes?”

[Frankie Figg]

Det var lidt tungt alt sammen og Frank følte sig en kende nedtrykt. Det sidste han havde forventet var den knastørre kommentar fra Rupert og før han vidste af det, røg en latter ud over hans læber. Underligt befriende, selvom den også havde en snert af ironi i sig.

"Årh, for satan altså," konstaterede han opgivende, men muntert. Tragikomisk var vist ordet.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts mundvige sitrede svagt over svaret og han fnøs selv lavmælt.

“Var det et nej...?”

Lukket?