Spattergoit

[Frankie Figg]

Et lille fnys undslap Frank, som alligevel fik åbnet øjnene i små sprækker og drejet hovedet, så han kunne se over på Rupert. Lidt sløret, men ikke helt utydelig.

"På en skala fra et til ti? Omkring otte en halv."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert slap en lavmælt, halvmunter lyd. Han var ikke så overrasket. Til gengæld var han lidt overrasket over sig selv øjeblikket efter.

"Undskyld."

[Frankie Figg]

Rupert var ikke alene med sin overraskelse. Tværtimod følte Frank den også, hvilket var god grund til at blive ved med at holde øjnene den lille smule åbne, selvom det krævede lidt. Et smil strejfede endda også hans læber.

"Du må virkelig være syg," konstaterede han, uden at kunne lade være.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs og åbnede selv øjnene for at se over på Frank. “Det ved du. Du har jo selv smittet mig, dit røvhul,” konstaterede han og fortsatte dermed i de kønne gloser.

[Frankie Figg]

Frank fnøs og der var noget umiskendeligt muntert i lyden, selvom det virkelig ikke var sjovt. Men det var det alligevel lidt. Tragikomisk. Øjnene faldt i igen.

"Jeg er nok også selv oppe omkring otte-ni stykker," svarede han, selvironisk.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert åndede lidt tungt ud. “Jeg ved det ikke. Spørg mig om et par dage. Lige nu er du kun på fem-seks stykker.”

Han lukkede øjnene igen. “Jeg nåede helt at savne dig. Hvor latterligt er det?”

[Frankie Figg]

Frank fnøs lavmælt, men mere muntert end noget andet, før han tvang øjnene op igen og så over på Rupert.

"Så er jeg er kommet under huden på dig, hm?"

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik fandt Franks og blev der. Han fnøs ikke, men var alligevel noget modvillig omkring indrømmelsen.

“Du er den eneste jeg har kysset eller rørt ved på den måde,” konstaterede han. “Det betyder sikkert ikke noget for dig.”

Frank var jo noget mere om sig, virkede det til.

[Frankie Figg]

Frank havde svært ved ikke at være provokerende, men han havde dog en fornemmelse for tid og sted og var ikke blind for vægten i Ruperts ord. Hans mellemgulv trak sig da også lidt sammen.

"Hvorfor tror du det?"

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik veg ikke fra Franks. Han hævede dog begge bryn lidt over spørgsmålet.

“Fordi du er... Som du er,” konstaterede han, uden direkte at kalde ham en manwhore. “Det virker ikke som om den slags betyder det store for dig.”

[Frankie Figg]

Denne gang trak Franks øjenbryn sig sammen. Det var åbenbart en generel forståelse, som folk havde af ham og han overvejede, hvad det var han mon gjorde, der gav det indtryk. Og havde han i øvrigt ikke flere ganske konstateret, at han ikke bare ville være en mørk hemmelighed?

"Hvorfor tror du det?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert tøvede et øjeblik, før han brummede lidt. “Du er så afslappet om hvem du er. Og du kærester jo alligevel rundt med Wood. Og vi hader hinanden, ikke?”

[Frankie Figg]

Den dårlige samvittighed meldte sig øjeblikkeligt ved påmindelsen om Elliott Wood, men han kunne umuligt forklare Rupert, hvordan han ikke for alvor var ligeglad med nogen af dem. Ligesom at han heller ikke for alvor havde kunnet forklare grævlingen det. Han drejede hovedet, brød øjenkontakten og fugtede læberne.

"Jo, det gør vi vel."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert klemte øjnene lidt sammen og fulgte med i Franks minespil.

“Hvis det var anderledes... Hvis vi ikke hadede hinanden og vi ikke lå på Mungos. Hvad ville der så ske?”

[Frankie Figg]

Frank tog en dyb indånding og svarede ikke helt med det samme. Øjnene lukkede sig og han var mere end bevidst om Ruperts ordvalg.

"Det er vel ligemeget, når det ikke er anderledes?"