Grønne dråber (s)

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke første gang, Kala havde lavet dét stunt, men det slog hende i øjeblikket, at det nok i virkeligheden var sidste. Og selvom det var en lidt underlig tanke, var det nok også meget fint. Hun var i hvert fald ikke ked af den sidste gang. Eller hvem den havde været med.

“Det håber jeg da ikke,” grinede hun og daskede blødt til han med skulderen igen, før hun rejste sig op og greb sine trusser.

[Elias Oliver Wood]

Måske havde de haft sex, men Elias havde ingen intention om at overbeglo Kala for at tilfredsstille nysgerrigheden, da hun rejste sig op - nok for at klæde sig på. Derfor vendte han opmærksomheden mod sin egen bunke tøj. Sokkerne var blevet halvvåde af at have ligget så tæt på karret før.

Uden at skynde sig for meget begyndte han at tage tøj på. "Klarer du dig med at snige helt tilbage til krypten?" spurgte han endelig, som han havde iklædt sig alt foruden trøjen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ret så ligeglad med, hvor Elias kiggede hen. Hun kiggede uanset ikke på ham, så hun havde faktisk igen anelse og fik bare trukket trusserne op. Først dér smed hun håndklædet på bænken og slap en bekræftende lyd.

“Jeg tror lige, jeg kan huske vejen,” bemærkede hun sorgløst i stedet for at pointere, at hun havde gjort det i hvert fald et dusin gange forinden.

[Elias Oliver Wood]

Naturligvis vidste Elias at hun kunne huske sin vej tilbage, ligesåvel som han kunne huske sin. En underholdt lyd slap derfor læberne, før han kørte håndklædet gennem håret igen for at få de sidste dråber klemt ud. Håndklædet landede ved siden af hendes.

"Heldigt at nogle af vejlederne selv var til festen. Så er der nok fri bane," Bemærkede han, før trøjen blev trukket over hovedet. Én af disse vejledere blev skubbet ud af tankestrømmen ligeså hurtigt som hun havde fundet vejen ind.

[Kala Patil-Fawley]

Dråberne faldt med jævne mellemrum ned på gulvet omkring hende og ned over den blottede overkrop. Ikke, at Kala lod sig forstyrre af det. Hun slap bare en enig lyd, før hun tog den klistrede, tætsiddende blondetop på igen.

“Og du? Tror du, du kan finde tårnet?” drillede hun muntert og drejede sig halvt mod ham igen.

[Elias Oliver Wood]

Huden var lidt fugtig mod trøjen og bukserne, men Elias tog sig ikke meget af det. I stedet placerede han sig på bænken igen for at få sokkerne ordentligt på. Den venstre var temmelig våd lige omkring storetåen, men det var virkelig et luksusproblem.

"Mon ikke," svarede han med et bredt smil. "Selvom jeg stadig føler mig lidt bedugget når jeg står op, så måske bør jeg ikke være for sikker."

[Kala Patil-Fawley]

Latteren lå tydeligvis ikke langt væk, men sejren summede også stadig og lunede i kroppen, blandede sig med det øjeblik, de lige havde delt, og Kala grinede igen. Dæmpet, varmt.

"Der kunne jeg godt savne min kost," bemærkede hun, men tilføjede ved eftertanke: "Selvom jeg faktisk har ingen anelse, om jeg er bedst til at flyve eller gå, når jeg har drukket."

De flerfarvede øjne fandt brune. "Har du?"

[Elias Oliver Wood]

Elias ville ønske han kunne sige ja, for at overraske slangernes anfører en lille smule. Alligevel måtte han tage til takke med at ryste på hovedet.

"Nej, men det kan man finde ud af endnu," Bemærkede han, som var det faktisk en reel overvejelse. Igen, sommerferien var tom for planer og voksenlivet ventede tilsyneladende på den anden side.

"Selvom det lyder jævnt farligt."

[Kala Patil-Fawley]

Det lød mere end bare jævnt farligt. Direkte idiotisk, endda. Men det var tydeligvis ikke dér Kalas tanker var, som hendes læber krusedes i et smil.

"Pjat med dig, Wood," afviste hun uden tøven og fik vrikket sig ned i de grønne bukser, der ligesom toppen også var klistrede og lugtede både sødt og syrligt.

"Det er vi altså nødt til at finde ud af."

[Elias Oliver Wood]

Elias havde knapt nok bemærket hvor meget hans eget tøj stank af alkoholen. Eller hvor plettet det egentlig var. Lige nu var han rimelig koncentreret på den mørkhårede heks der vrikkede i sine grønne bukser, og hvis skuldre stadig var nøgne grundet den mørke, tætsiddende top.

Brynene hævede sig lidt. Hun viftede en udfordring foran næsen på ham, men det var en af den slags der lige fik ham til at tænke: jeg må virkelig finde ud af svaret til det der. For modsat det med sex, som han havde været uvidende om, var han pænt sikker på at han ikke kendte andre, dumdristige nok til at sætte sig fulde på en kost.

"Vel ikke nu?" spurgte han så, uden egentlig at lyde helt afvisende.

[Kala Patil-Fawley]

Det var en virkelig elendig idé, men Kala var alligevel millimeter fra at sige ja. Der var dog forskel på at tage til fest og skulle snige sig tilbage og så at flyve berusede rundt på skolen efter sengetid. Sidstnævnte var måske lige at stramme den og hun slap en munter lyd.

"Nah, jeg tænkte ikke, jeg lige ville blive bortvist en to uger for eksamenerne."

[Elias Oliver Wood]

Elias grinede. Ja, det var et temmelig dumt forsøg at kaste sig ud i, når deres skoletid var ved at ebbe ud. Han grinede og trak en hånd gennem det brune, pjuskede hår. "Så må forsøget vente til sommerferien. Jeg holder dig opdateret," Bemærkede han med et bredt smil, selvom han nu var overbevist om at han derved også havde rimelig lang tid til at tale sig fra det igen.

Han strakte armene over hovedet og kvalte et gab.

[Kala Patil-Fawley]

De flerfarvede øjne spillede lidt og smilet var varmt ved den implicitte forsikring om, at venskabet ville bestå efter skolen. Kala dumpede ned på bænken igen og fik hurtigt trukket sokker og sko på.

"Nå, Wood. Skal vi kalde den?" spurgte hun og formåede ikke selv at kvale sit gab. I stedet skjulte hun det bag sin håndryg.

[Elias Oliver Wood]

"Lad os," Sammenstykkede Elias der, temmelig udmattet ovenpå den begivenhedsrige dag, kom på benene. Karret var i god gang med at tømme sig selv fra vand, skum og sæbe - og deres håndklæder lå nok lidt skødesløst over hinanden på bænken. Da de nåede korridoren kæmpede han lidt mod instinktet til at takke hende igen, selvom det nu lød åndssvagt nok til at han faktisk ikke sagde det højt. Men hun havde fået ham til at føle sig tryg - udfordringsvillig.

"Godnat, Kala. Tillykke igen med sejren." Kom det fra ham, da deres veje skulle skilles.

[Kala Patil-Fawley]

Normalt blev Kala ukomfortabel ved tavshed, men den føltes naturlig og hun følte sig afslappet i hans selskab, som de fulgtes ned ad korridoren. Ved trapperne stoppede hun og drejede sig mod ham, et smil om hendes læber.

"Tak. Og tak for en god slut på aftenen. Det var hyggeligt." Hun trak ham ind i et kram og trykkede et kys mod hans kind, før hun begav sig ned mod krypten med hånden hævet i et sidste vink.

afsluttet