Tre dage senere [S]

[Alissa Avery]

Alissa havde ikke tænkt sig at trække sig nu og havde han efterladt hende, havde hun været rasende, men var blevet. Hun var dog ganske tilfreds med, at tremmerne gled væk, selvom det efterlod hende uden en plan igen.

Hårdt bed hun sammen, mens tankerne væltede rundt i et ustruktureret virvar. Så tog hun en dyb indånding og gik ind i soveværelset. Tavst, men ikke for alvor tøvende, skridtede hun hen til sengen og lod sig glide ned på hjørnet.

[Hamish Buchanan]

Hamish regnede ikke med, at konfrontationen sluttede der eller at Alissa bare ville tage tilbage til Hogwarts. Derfor lagde han sig også bare ovenpå dynen, den ene hånd under hovedet, som han så op i loftet. Og ganske rigtigt, hørte han lyden af hendes skridt kort tid efter. Han så ikke på hende, men mærkede hende sætte sig.

Han havde en impuls til at sige, at de ville bortvise hende, hvis de fandt ud af at hun var væk, men han fandt det ikke i sig selv. Så han forblev bare tavs.

[Alissa Avery]

Der var måske ikke meget i hendes håndtering af situationen indtil videre, der tydede på, at Alissa havde tænkt sig at respektere hans ønske om tid. Ikke desto mindre var det dét, der fik hende til at være tavs, da hun rykkede sig mere ind på sengen.

Og for første gang siden sovesalen tøvede hun lidt, før hun lagde sig ved hans side. Foldede hænderne under sin kind og trak benene lidt op under sig.

[Hamish Buchanan]

Hamish vedblev blot at se op i loftet, selvom han var helt bevidst om at hun flyttede på sig. Under normale omstændigheder ville han have det helt anderledes med at have hende i sin seng, men lige nu havde han stadig en anelse hul fornemmelse i maven. Stilheden varede længe, men ikke fordi han faldt i søvn. Til sidst sukkede han dog og talte, uden at dreje hovedet.

"Er du sikker på, at det var en afslutning?"

[Alissa Avery]

Der var en rigtig god grund til, at Alissa ikke tidligere havde brudt reglerne, uanset hvor fristende det så var at kunne ligge i hans seng og gøre alt, der kunne gøres dér. Men det var ikke derfor, hun var der og hun forsøgte end ikke at røre ham med det samme. Lå blot i stilheden og ventede. Håbede.

Hun blinkede, da han endelig talte og sank besværet. For en sikkerheds skyld klarede hun halsen og svarede ærligt.

"Ja."

[Hamish Buchanan]

Hamish reflekterede ikke over, hvorfor og hvordan hun pludselig var der, selvom han normalt ville have gjort det. Han ventede bare på svaret og da det kom, var han stille lidt igen, før han talte. Tonefaldet lød roligt, men blikket veg ikke fra loftet. Flakkede ikke engang.

"Hvorfor?" spurgte han simpelt og mente ikke, hvorfor hun var sikker, som hvorfor det var en afslutning i det hele taget.

[Alissa Avery]

Alissa rynkede brynene lidt. Spørgsmålet burde ikke være uventet og var det ikke. Men svaret var kompliceret. Hun hævede den skulder, hun ikke lå på, mod øret.

"Fordi jeg vil være din, helt, og kun din," mindede hun ham om og vidste godt, hvor hult det måtte klinge, efter hvad han havde kunne høre. Men det var ikke desto mindre sandheden. Og hun fortsatte i dén sti, selvom indrømmelsen viste en svaghed, hun aldrig havde vist nogen.

"Fordi det aldrig skulle have været noget overhovedet. Det skulle blot være for at lære ting, så du ikke ville kede dig med mig."

[Hamish Buchanan]

Hamish ville ikke have spurgt, hvis ikke han var parat til at høre svaret og acceptere det. Han stolede, trods alt, stadig på at hun ikke løj overfor ham. Han havde dog ikke forventet tilføjelsen og ved dén, drejede han hovedet og så på hende, overraskelse tydelig i de mørke øjne. Det gled over hans ansigt, før han rynkede på brynene og talte igen. Ikke anklagende, men med behov for at vide det.

"Men det blev til mere?"

[Alissa Avery]

De grønne øjne havde været ufravigeligt på hans ansigt, indtil indrømmelsen, hvor blikket i stedet var faldet til dynen mellem dem. Hun nikkede langsomt, svagt. Stadig lidt ødelagt af at have rørt ved hende for kun et par dage siden.

"Ja," hviskede hun og fugtede læberne. Tog en indånding. "Men det har ikke været sådan siden nytår."

[Hamish Buchanan]

Hamish drejede ikke hovedet væk, men betragtede hende, mens hun svarede. Han lod ordene synke ind, før han, til sidst, accepterede dem og nikkede let. Brynene trak sig en anelse sammen, men der var ikke spor af vrede i hans stemme, da han talte igen. Den var rolig.

"Hvad fik dig til at tro, at du ville kede mig?"

[Alissa Avery]

Alissa hævede kun langsomt blikket til hans, efter han havde talt. Spørgsmålet lå i luften, fik pustet til den kriblende nervøsitet, hun havde følt dengang. Hun tog en indånding og tvang skulderen ned.

"Du har prøvet ting," svarde hun. "Og du er ældre end mig. Jeg ville ikke have, du skulle tænke på mig som din lillesøsters veninde, når vi var... os."

[Hamish Buchanan]

Hamish var ærligt talt en anelse forbløffet over informationen og så lettere uudgrundeligt på hende. Det var en påmindelse om, at Alissa i sidste ende var meget menneskelig og måske var det en svaghed fra hans side, at informationen gjorde ham bare den mindste smule blød.

Og på trods af alting, kom det til at trække en anelse i hans ene mundvig.

[Alissa Avery]

Alissa var måske skolens dronning, men det var også en trettenårigs usikkerheder, der overhovedet havde ført hende dertil. Havde skabt behovet for en magtposition, som ingen kunne betvivle. Men over for ham var hun nøgen, ingen slør eller spejle tilbage.

"Og du sagde, at du var sikker på, at jeg aldrig ville skuffe dig med en sådan sikkerhed, at det gjorde mig nervøs," fortsatte hun indrømmelserne.

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig sammen og alt, hvad der på nogen måde havde mindet om et smil, forsvandt igen. Han brød sig ikke specielt om, at det åbenbart var hans ord, der havde drevet hende til det. Blikket vendte tilbage til loftet og han løftede hænderne, gned dem over ansigtet.

"Hvad tror du helt præcis, at det er jeg forventer af dig?" spurgte han endelig, lidt opgivende.

[Alissa Avery]

Alissa spejlede ham helt ubevidst, som hun rynkede brynene med en synkende fornemmelse. Hun trak benene lidt mere op under sig og rystede lidt på hovedet.

"Nu? At jeg er ærlig over for dig," svarede hun. "Men vi havde ikke engang været forlovet et år dengang."