Tre dage senere [S]

[Alissa Avery]

Efter at have brugt så mange uger på at løbe fra det, havde det indhentet Alissa nu og hun nikkede blot en enkelt gang. Hun elskede Ailis. Der var ingen vej udenom. Hun tog en indånding, da hun indså, at han stadig ikke så på hende.

"Ja," svarede hun lavmælt. Ærligt. Som hun havde lovet ham det. "Ikke, som jeg har det for dig. Men, ja."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde vidst det, men det var alligevel et slag i ansigtet at få det bekræftet. Han vidste ikke helt, hvilke følelser, der gik over hans ansigt.

"Vi skal giftes om få måneder," konstaterede han. Der var ikke vrede i stemmen. Tværtimod lød den rolig. Og trist.

"Og du har følelser for en anden. Hvad skal jeg gøre med det, Alissa?"

[Alissa Avery]

Alissa behøvede ikke en påmindelse for at vide, hvornår de skulle giftes. Hver time de par uger var gået med at planlægge deres bryllup. Men hun blev ikke irriteret. Tværtimod skar lyden af hans stemme sig ind i hende på samme måde, den havde gjort det nytårsaften.

"Intet," svarede hun indtrængende. "Det har intet at gøre med os to. Intet at gøre med, hvor meget jeg elsker dig. Eller, at du er dén, jeg vil dele mit liv med."

[Hamish Buchanan]

Det havde intet at gøre med dem. Andet end at hun gik i seng med en anden. En pige. Som hun havde følelser for.

Og i sidste ende betød det også, at han ikke var nok, men han vidste allerede hvad hun ville sige til dét og af samme grund forblev han bare tavs.

For hvad kunne han sige?

[Alissa Avery]

For en pige, der aldrig havde sagt undskyld, havde hendes syttende år efterhånden budt på en del af det og Alissa var ikke begejstret. Til gengæld kunne hun heller ikke sige meget andet, da hun så på sin forlovedes ansigt.

"Hamish," bad hun. "Undskyld. Se på mig. Jeg fortryder det. Vil du ikke nok tro mig?"

[Hamish Buchanan]

Hamish havde virkelig svært ved at se på hende. Gjorde det ikke med det samme. Hendes fortrydelse lød ægte og han betvivlede den ikke. Det ændrede dog ikke så meget. Fjernede ikke den dybt triste fornemmelse. Og i sidste ende var den helt tydelig i de mørke øjne, da han endelig så på hende og talte lavmælt.

"Hvordan ville du have det i mit sted?"

[Alissa Avery]

Det tog pusten fra Alissa, da Hamish endelig så op og et øjeblik var hun ukarakteristisk tavs. Blikket flakkede mellem de mørke øjne og udtrykket over hendes ansigt forpint.

"Rædselsfuldt," svarede hun ærligt. Men hendes reaktion ville nok være mere larmende. Hævngerrig.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde svært ved at se på hende, hvilket var en ubehagelig fornemmelse, men ikke desto mindre den han sad med. Til sidst slog han også blikket ned igen.

Sagde ikke noget. Anede ikke hvad.

[Alissa Avery]

Alissa tog en indånding og prøvede at rette sig lidt op. Men den knugende fornemmelse i maven trak hende hurtigt lidt forover igen. Hun trak tomlen rastløst over spejlets kant.

"For bare et år siden ville jeg helst udskyde brylluppet, så længe det overhovedet var muligt og stadig se fejlfri ud i en brudekjole. Men du ændrede på det, Hamish. Jeg elsker dig så uendeligt højt, men det er alt sammen gået så hurtigt og... Det var et punktum, Hamish. En afslutning. Ikke en begyndelse."

Hun tog en indånding og prøvede forgæves at berolige sit hamrende hjerte.

[Hamish Buchanan]

Hamish bed en anelse sammen. Hendes ord stod i lyset af, hvad han havde overhørt og fik dem til at blegne lidt. Og ud fra det hørte han sig selv få skylden. Det mørke blik hævede sig og i det var der en indigneret gnist.

"Hvis det er gået for stærkt, hvorfor har du så intet sagt? Hvorfor lade det komme til det her?"

[Alissa Avery]

Alissa rystede på hovedet. "Det er ikke, at det er gået for stærkt," indvendte hun, nærmest før han var færdig med at tale. Men det var vigtigt for hende, at han forstod.

"Men det er gået stærkt. Og jeg har ikke... Det var ikke noget, jeg planlagde eller opsøgte. Det skete bare."

[Hamish Buchanan]

Hamish var kontrolleret og hvis han ikke havde været det, ville han nok ikke kunne have taget det så roligt. Nu mærkede han dog harmen boble i sig og ved hendes sidste ord, fnøs han.

Og uden videre endte ham med at smide spejlet fra sig på sengen, mens hænderne gled over ansigtet.

[Alissa Avery]

Alissa så ikke forandringen, før det var for sent. Det gav et sæt i hende, da han pludselig forsvandt fra spejlet og alt, hun kunne se, var mørke. Blikket flakkede lidt over det, mens hun kæmpede med den knugende smerte i brystet, der syntes at spærre for ordene.

"Hamish," fik hun endelig frem, bedende. "Hamish, jeg beder dig..." Hun tog en indånding. "Jeg elsker dig."

[Hamish Buchanan]

Hamish kørte fingrene gennem håret, mens han hørte hendes ord, halvt dæmpet af dynen. Øjnene blev lukket lidt, mens han tog en dyb indånding. Usikker på, hvordan han havde det. Vreden var en ganske flygtig og usignifikant følelse, mens den sårede fornemmelse var mere vedvarende. Påmindelsen om, ikke for første gang, at hun ikke ville have ham, som han ville have hende. Og han følte sig temmelig latterlig over at have troet det. Som en ynkelig teenager.

Håndfladerne lagde sig mod hinanden ud for læberne og han stirrede lidt ud i luften, før han alligevel til sidst rakte ud efter spejlet igen. Tavst.

[Alissa Avery]

Alissa havde ingen anelse om, hvad Hamish gik igennem og havde nok ikke vidst, hvilke ord hun skulle ty til, hvis hun gjorde. Så hun sad bare og ventede, håbede. Og så var der bevægelse.

Hun åbnede munden øjeblikkeligt, men ord kom ikke til hende med samme hast og hun endte med at lukke den igen. Fugtede læberne. Tog en indånding.

"Jeg håber, du en dag kan finde det i dig at tilgive mig."