Tre dage senere [S]

[Hamish Buchanan]

Det var længe siden at Hamish var stoppet med at pakke spejlet væk, når han ikke talte med Alissa Avery . I stedet havde det fået en plads på natbordet, hvor hun kunne nå ham, hvis hun ville. Han havde haft en lang uge med sene aftener og nætter og da weekenden var kommet, havde han set frem til at tale med hende. Indhente det forsømte. Han forventede dog ikke at se hende før sent, velvidende at årets sidste kamp blev spillet og derfor havde han siddet og læst, da han hørte bevægelse.

Han ventede, regnede med at hun selv ville tale, når hun var klar. Men pludselig havde lydene ændret sig og han havde siddet som lammet og lyttet til det udfolde sig. Efter det havde han pakket spejlet væk. Havde end ikke overvejet at finde det frem i de næste dage, der kom. Gav ingen forklaring. Det var først tre dage senere, at han endelig tog det frem igen, men selv da, søgte han ikke at tale. Men han gav, i det mindste, muligheden for det.

[Alissa Avery]

Det var ikke kun lørdagens alkoholindtag, der havde givet Alissa en inderlig kvalme søndagen igennem og den var kun taget til i styrke efter en hel dag uden Hamish i spejlet. Men det var ikke unormalt, at han blev nødt til at arbejde til sent, så hun prøvede ikke at læse noget i det. En dag mere fulgte, så en mere.

Hun var kommet til punktet, hvor hun havde sat det over for sig i sengen og var begyndt at skrive et brev, da hun hørte bevægelse derfra. Nåede at fange et glimt af ham.

"Hamish?"

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke mere end lige nået at sætte spejlet, før en velkendt stemme lød. Han tog det dog ikke igen med det sammen, men tog sig et øjeblik til at tage en indånding. Lukkede øjnene lidt. Så tog han de to skridt tilbage til sengen, tog spejlet og satte sig på kanten af madrassen.

"Alissa."

[Alissa Avery]

Alissa havde allerede en anelse om, hvad der kunne være sket. Havde godt flyttet puden i løbet af søndagen til en vridende fornemmelse i mellemgulvet. Nu var den tilbage, værre og mere intens end før, som hendes blik flakkede over hans ansigt.

"Hvor har du været?" spurgte hun, da de grønne øjne igen havde fundet mørke. Prøvede at være rolig, selvom hjertet allerede slog lidt hårdere.

[Hamish Buchanan]

Hamish' ansigt var nok aldrig nemt at læse og nu var ikke et af de lettere tidspunkter. Udtrykket var dog ikke helt neutralt og sammen med tonefaldet, virkede det mest af alt en anelse træt.

"Jeg havde brug for lidt tid," konstaterede han.

[Alissa Avery]

Inderst inde vidste Alissa nok godt, hvad det betød, men hun gav ikke efter for angsten, der slyngede sig om hendes ribben. Trykkede det hele samen. Hun tog en indånding, men uden rigtigt at få noget ud af den.

"Tid?" spurgte hun forsigtigt. "Til hvad?"

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne høre det på hendes tonefald. Se det på hendes ansigt. Og der var noget næsten trist i de mørke øjne, da han tog en indånding og talte igen.

"Jeg hørte jer, Alissa."

[Alissa Avery]

Alissa havde prøvet at forberede sig på det værste, men intet kunne have forberedt hende på, hvordan hun reagerede ved ordene. Al blodet forlod hendes ansigt og efterlod hende tør i munden. Tungen klistrede sig næsten til læberne.

"Det var et fejltrin," hviskede hun og kunne knapt høre ordene for sit bankende hjerte. Hun klarede halsen og blikket flakkede mellem hans. "Det var aldrig meningen..." At hun skulle have gjort det? At han skulle have hørt det? At hun skulle forelske sig i en pige?

[Hamish Buchanan]

Hamish drejede hovedet til siden, øjenbrynene trukket tæt sammen. Han havde brugt tre dage på at forsøge at forstå det, men kunne stadig ikke. Kunne ikke forene det han havde hørt, med den pige, der også fortalte ham at hun elskede ham. Den pige, som han inden længe skulle giftes med.

"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige," konstaterede han.

[Alissa Avery]

Den isnende fornemmelse bredte sig, men Alissa kunne ikke overgive sig til den. Ikke, når hun endelig havde fået stablet sig på benene igen. Det var kun lidt over en uge siden, at hun havde gået ved Hamish' side og grinet ubekymret.

"Fortæl mig, hvad du tænker," bad hun lavmælt.

[Hamish Buchanan]

Hamish endte med at gemme ansigtet i den ene hånd, som gned over panden. Han havde ledt efter en reaktion i tre dage og anede stadig ikke, hvad den skulle være.

Hånden gled over den nederste del af ansigtet, lukkede sig om hagen, mens albuen hvilede på knæeet. Han så ikke tilbage.

"Jeg tænker, at jeg ikke er sikker på, at jeg ved, hvem du er."

[Alissa Avery]

Hvis det havde været svært at høre fra Ailis, var det fuldstændig umuligt nu og Alissa gik en lille smule i stykker over hans udtryk, hans ord. Tonefaldet og måden, han undgik hendes blik. Hun tænkte ikke engang over, at øjnene blev våde.

"Jo, du gør," indvendte hun lavmælt, men ikke forsagt. "Hamish, du kender mig bedre end nogen anden."

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke få sig selv til at se på hende og en lille trækning omkring hans øjne og læber afslørede, at han havde været ved at skære en forpint grimasse over hendes ord. Han så ned på sit knæ, mens brynene trak sig sammen og han var stille lidt. Sekunderne gik, før han talte igen.

"Jeg forstår det bare ikke."

[Alissa Avery]

Hvert sekund føltes længere end det foregående, mens Hamish sad tavs og straffede hende med sin tavshed. Men Alissa havde intet forsvar. Hun forstod det knapt nok selv.

"Ingen af os kom uden bånd," mindede hun ham om i et forsøg på at forklare. "Jeg kappede det efter nytår, men..." Hun tog en indånding. "Hun er på min sovesal, til alle mine timer, til festen efter kampen. Jeg havde drukket."

[Hamish Buchanan]

Det var svært nok at forstå, at Alissa i det hele taget havde den slags forhold til en pige, men ved informationen om at det ikke bare var noget impulsivt, vred hans mave sig. Brynene trak sig endnu tættere sammen, mens han forsøgte at forstå. Ingen tvivl om, at det havde været mere ligetil, hvis det havde været en dreng. Så havde han vidst, hvordan han skulle have det.

"Du har følelser for hende," konstaterede han endelig, selvom det var fuldkommen uforståeligt. Måske især fordi han virkelig havde troet, at der ikke var andre.