Tre dage senere [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en tung udånding over hendes ord, som næsten var et suk. Han så kort til siden, før blikket fandt tilbage til hende.

"Der er ikke noget at tilgive. Jeg er ikke vred," konstaterede han simpelt. "Jeg er bare... Skuffet. Jeg havde bildt mig selv en del ind omkring vores forhold og det er min fejl."

[Alissa Avery]

Ordene skar sig ind i og efterlod Alissa med linjer i panden og en isnende smerte i brystet. Hun rystede på hovedet, allerede før han var færdig med at tale.

"Nej, du har ej," hviskede hun med et blik, der flakkede over hans ansigt uden nogensinde at finde ro. "Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt det må være, men det er ikke noget, du har bildt dig ind."

[Hamish Buchanan]

Hamish forstod stadig ikke helt, at hans forlovede følelser for en anden, en pige, men det understøttede uanset, hvad han tænkte. At han netop havde bildt sig noget ind. Han brød sig ikke om den ynkelige position det satte ham i.

"Jeg har aldrig næret noget ønske om at kontrollere dig. Du kan gøre, hvad du vil," konstaterede han, selvom det vendte sig ubehageligt i ham. "Men jeg ville foretrække at vores gamle aftale om diskretion bliver genindført."

At hun i det mindste viste ham den respekt at pakke spejlet væk, mens hun var sammen med andre. Hvis det var det hun havde brug for. Han kunne ikke for alvor forstå det.

[Alissa Avery]

Alissa blinkede en gang. Hun vidste godt, at Hamish var fuldt ud berettiget til sin reaktion og at harme nok var det sidste, der ville hjælpe noget lige nu. Men den var der ikke desto mindre. Flaksende varmt i hendes bryst.

"Det er ikke dét, jeg vil have!" udbrød hun frustreret. "Jeg vil have dig og kun dig, Hamish. Det var en fejl, vil du ikke nok høre det, når jeg siger det? Det var en fejl."

Og så dæmrede det. "Er det, fordi du vil udjævne det?" Hun følte sig tør i munden. "Et øje for et øje?"

[Hamish Buchanan]

Det var alt sammen meget fint, men Hamish havde hørt Alissa sige, at hun ville have den anden pige i et tonefald, som han sjældent ville glemme. Og ved hendes næste ord, drænede al følelse fra hans ansigt og efterlod blikket hårdt.

"Det vil jeg ikke engang værdige med et svar," svarede han koldt.

[Alissa Avery]

Alissa kendte allerede svaret, da hun så udtrykket på hans ansigt, men tonefaldet blev alligevel en ny mavepuster. Hun tog en indånding og blikket flakkede lidt. For hun anede ikke, hvad ellers hun kunne sige. Hvilke ord, der kunne gøre det hele godt igen.

Øjnene var blanke og gråden sad allerede i halsen, men hun vidste godt inderst inde, at hun ikke var dén, der havde fortjent at græde lige nu. Så hun holdt tårerne tilbage, selvom det fik Hamish til at fremstå sløret.

"Jeg elsker dig," hviskede hun ulykkeligt.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde vist aldrig for alvor været decideret kold overfor Alissa, men han var såret nu og fandt det ikke helt i sig at føle sig skyldig eller tilbøjelig til at undskylde. I stedet sukkede han blot tungt og kunne ikke få sig selv til at gengælde de tre ord, selvom den del var uændret.

"Jeg har brug for tid," sagde han i stedet, selvom han måske mest af alt havde brug for at have en samtale med hende, der ikke foregik mellem spejlene. Men man kunne ikke få det hele.

[Alissa Avery]

Ordene var ikke uventede, selvom Alissa ikke havde forberedt sig på, hvor ondt det ville gøre at høre. Hun slap en vaklende udånding og indså først dér, at hun havde holdt vejret, indtil han talte.

"Okay," hørte hun sig selv sige, selvom det langt fra var okay. Men hun kunne ikke rigtigt forlange andet.

[Hamish Buchanan]

I sidste ende havde han ikke mere at sige nu, selvom han følte at han burde have det. Men han kunne mærke at samtalen på nuværende tidspunkt kun ville få det til at eskalere. Han tog en indånding.

"Sov godt, Alissa," blev det eneste han sagde, før han lod spejlet finde tilbage i skuffen. Uden at vide, hvor længe han ville lade det blive der.

[Alissa Avery]

Ordene var som et ekko, selv efter spejlet var blevet mørkt og Alissa sad tilbage på sovesalen med sit hamrende hjerte. Alene. Hun tog en dyb indånding og lagde spejlet tilbage i kufferten, men kunne ikke finde ro nok til rent faktisk at sætte sig igen. For slet ikke at tale om at sove, selvom de andre piger sikkert alle sov bag de tunge gardiner.

Rastløst gik hun ud i opholsstuen, travede lidt frem og tilbage, indtil blikket faldt på pejsen. Hjertet slog lidt hårdere, men hun tænkte ikke længere klart og impulserne tog føringen, da hun i lange skridt var tilbage til sin kuffert.

Hun havde fået susepulveret for evigheder siden af Imrah, selvom det var imod alle skolens regler. Dengang mareridtene havde været værst og hun var vågnet næsten hver nat med en knugende fornemmelse om halsen, svedig og gispende efter luft. Nu var der en helt anden grund til, at det føltes nødvendigt at risikere alt.

Fingene var lukket hårdt om den lille pose, da hun stormede tilbage ud til pejsen og hun tænkte ikke så meget som ekstra gang over det, da hun tog pulveret i hånden og kastede det ind i pejsen. Faktisk havde hun ingen planer om at lade sig stoppe af noget og hun blev derfor en kende overrasket, da hun trådte ud i Hamish' pejs til en højlydt, hvinende lyd. Et gitter skød op omkring hende og først dér indså hun, at han sikkert havde sikret sig med magi mod uvelkomment besøg.

[Hamish Buchanan]

Hamish var gået i seng, men sov ikke, da alarmen pludselig lød fra stuen. Han var på benene i løbet af øjeblikke, staven i den ene hånd og med et lille svirp stilnede larmen af, uden at gitteret forsvandt. Han kom ud til synet af Alissa bag tremmerne og stivnede, hvor han var. Øjnene spærrede sig først op, før han bed sammen.

"Hvad laver du her?"

[Alissa Avery]

Alissa havde ikke nået at have en klar plan og det havde uanset ikke været til megen nytte, som hun stod fanget bag tremmerne og stirrede hjælpeløst på Hamish. Synet fik hendes indre til at klemme sig hårdt sammen og hendes ene hånd lukkede sig om den af tremmerne.

"Jeg kan ikke..." Hun bed sig selv af. For hun kunne sikkert godt. Havde gjort det før. "Jeg vil ikke uden dig. Og jeg kan ikke klare tanken om, at du skulle tro, at det ikke er ægte."

[Hamish Buchanan]

Hamish forstod dårligt nok, at han stod og så på Alissa nu, samtidig med at han ikke for alvor var chokeret. Det var kun minutter siden, at han havde fortalt hende, at han havde brug for tid og det kom ikke som nogen overraskelse for ham, at hun ikke havde det i sig at acceptere det ønske. Måske var det også derfor, at han ikke fik tremmerne til at fjerne sig med det samme. Langsomt rankede han sig og betragtede hende.

"Jeg tror ikke, at det ikke er ægte," konstaterede han. "Jeg bad dig om tid, Alissa."

[Alissa Avery]

Måske Alissa bare skulle have tilladt ham at reagere, men det havde hun endnu ikke lært. Hun slap tremmerne igen og nikkede en gang, rankede sig selv, selvom hun næppe var noget imponerende syn, som hun stod i sin hvide silkepyjamas med håret fejet tilbage i en løs hestehale.

"Fint," svarede hun, selvom det ikke lød sådan. "Så venter jeg."

[Hamish Buchanan]

Hamish så en anelse frustreret og en god del træt ud. I nogle øjeblikke så han bare på hende, overvejede lidt bare at efterlade hende der, uden at det for alvor var en overvejelse.

Han sukkede og slog et slag mere med staven, som fik tremmerne til at trække sig tilbage. Til gengæld sagde han ikke mere, men gik blot tilbage mod sengen igen.